Vilde piger: Jeg følte mig stærk, når jeg slog

6-årige Bahar Almassi har aldrig prøvet at slå en anden pige før. Foran Gadehaveskolen i Taastrup er hendes tre veninder i fuld gang med at tæve en pige, der ligger på jorden. Pigen har prøvet at få fat i sin hvide hue, som Bahars veninde har taget fra hende. Bahar begynder at sparke forsigtigt til pigen. Hun gør det flere gange. Pigen slår igen, og på et tidspunkt rammer hun Bahar.

Og så slår det klik.

"Jeg ligger nærmest på hendes mave, og så slår jeg hende bare. Med knytnæver i hovedet. Hele tiden. Slag på slag på slag," fortæller Bahar.

"Mine aggressioner kom ud, og jeg blev bare ved med at slå hende. For jeg havde min fars ansigt i hovedet," erindrer hun.

Episoden bliver den første af mange, hvor Bahar sammen med sine veninder overfalder og tæver ofte helt uskyldige piger. Gennem flere år render de rundt i gaderne, sælger hash, stjæler og overfalder.



Nu er det alvor. Da Bahar bliver politianmeldt for at sende en pige på hospitalet, går alvoren op for hende, og i dag - tre år senere - er hun kommet helt ud af banden. Nu drømmer hun om at blive pædagog, så hun kan hjælpe piger som sig selv. Piger, som dem der på det seneste har optrådt i landsdækkende medier, hvor man har hørt om det ene grove voldelige overfald efter det andet. Piger, der ifølge Bahar blot har brug for at snakke.



Alene hjemme. Den lille pige med de stærke øjne og hårdtslående næver har boet i Taastrup, siden hendes familie flygtede til Danmark fra Iran i 1989.

Bahar Almassis far har kun ét mål med livet i Danmark: At han selv og de tre børn får en ordentlig uddannelse.

"Min far havde sin faste plads i sofaen. Og hver gang han kom ind til os på værelset, var det kun for at sige: Husk at lave jeres lektier. Det var det eneste, han gik op i," siger Bahar. Faderen uddanner sig selv til ingeniør, men han søger job gennem flere år, hvor han blot får det ene afslag efter det andet. Til sidst giver han op og køber et pizzaria. Men ambitionerne på børnenes vegne er stadig store.

Både Bahars mor og to brødre arbejder i faderens pizzaria hele dagen. Derfor er den 11-årige Bahar alene hjemme, fra hun kommer hjem fra skole, til familien kommer hjem ved midnat.



En dag begår Bahars ældste bror et bankrøveri. Han slipper umiddelbart godt fra det, men efter nogle dage bliver han anholdt og kommer i fængsel. Det kommer som et kæmpe chok for forældrene, og fra da af går det kun ned ad bakke for familien. En kriminel søn er noget af det værste, der kan overgå en far, som kun har for øje, at børnene får en ordentlig uddannelse.

Bahars far vælger at ignorere sønnen, der ikke lever op til hans krav, og resten af familien må bruge alle deres overtalelsesevner, når de vil have faderen til at køre dem til besøg i fængslet. I familien bliver der ikke snakket om broderen. Ingen må nævne det, de alle tænker på. Bahars mor bliver deprimeret, og faderens indestængte vrede går udover Bahar og hendes yngste bror.



"Hele tiden skulle man enten se på sin mor, der græd, eller sin far, der brokkede sig. Jeg prøvede altid at finde på undskyldninger for at komme ud ad lejligheden," siger Bahar, der i dag er 19 år gammel. Hun er lille af højde, men hendes ranke holdning og insisterende øjenkontakt vidner om en pige, man ikke koster rundt med.



Opmærksomhed. Bahar begynder at komme lidt senere hjem, end hun må og at være sammen med de "forkerte" mennesker. Hun lyver for sine forældre og siger, at hun sover hos en veninde, eller at hun er på tur med skolen. I virkeligheden er hun sammen med sine nye veninder. Og midt i det hele går Bahar og ønsker én ting: Opmærksomhed.

"Jeg håbede, at en eller anden ville sige: Bahar, lad os sætte os ned og snakke. Jeg kan se, der er noget galt. Bare en eller anden. Jeg var så indebrændt. Jeg ville så gerne ud med det og i stedet for at snakke, brugte jeg mine hænder," siger hun.



Men der kom ingen voksen og snakkede med Bahar. Tværtimod, så husker hun tydeligt en episode med en af de voksne, der kunne have gjort en forskel - Bahars dansklærer fra folkeskolen.

"Jeg glemmer aldrig de ord, hun sagde til mig ansigt-til-ansigt: Du er heldig, hvis du en dag bliver rengøringsassistent," siger Bahar med lange mellemrum mellem hvert ord.

"Når man har en familie som min og render rundt med de forkerte mennesker, og ens lærer så siger sådan noget, så føler man virkelig, der er noget galt med ens liv," siger Bahar.



Den hvide hue. Foran Gadehaveskolen ligger pigen med den hvide hue på jorden. Veninderne bliver nødt til at tage fat i Bahar, der stadig lader slagene hagle ned over pigen. Da pigens far kommer efter dem, gemmer de sig i en opgang.

"Der gik det op for mig: Nu har jeg det faktisk godt. Jeg har lige slået en pige ned. Nu kan jeg tage hjem og få skæld ud," siger Bahar.

"Jeg følte mig som en stor person. Jeg følte mig stærk, fordi det ikke var mig, der lå dér. Og fordi jeg nu kunne gå rundt og sige: Jeg har slået én ned. Og hun kunne ikke rejse sig op."



De nye veninder - eller "søstrene" som Bahar kalder dem - bliver som en familie for hende. De syv-otte piger mødes hver dag. Går rundt på gaden i hængebukser, store hættetrøjer og bandanaer. Ligesom de har set det hundrede gange i bandefilmen "Blood in blood out". De får ens tatoveringer, som de laver med brændte nåle og blæk. Deler blod. De laver fælles ar på hænderne. De står sammen som en rigtig bande, og kun én ting betyder noget: Ryet, som kun kan holdes ved lige ved at lave det, som folk forventer.

"Jeg blev nødt til at vise folk, at jeg var den, de sagde, jeg var. Jeg blev nødt til at slå folk ned. Jeg blev nødt til at blive sur, hvis der var én, der gjorde mig eller min veninde noget. Hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg blive til grin. Så ville jeg blive en lav person i mine veninders øjne," siger Bahar og piller lidt i det røde og hvide partisanertørklæde, hun har om halsen.



Berømt og berygtet. Bahar forsvarer sin by, Taastrup. Ligesom Brøndby Strand-pigerne og Nørrebro-pigerne forsvarer deres byer. Partisanertørklædet sidder foran munden, når de går på gaden, for det gælder om at se hård ud. At se ud som om, du styrer det hele.

"Vi havde et ansvar for vores by og for at give Taastrup det sygeste ry. Det var, ligesom om vi havde et arbejde, der skulle fuldføres. Var der nogen, der sagde noget om Taastrup, slog man dem ned. Var der nogen, der sagde noget om ens familie, slog man dem ned," siger Bahar.

Mens hun fortæller, viser hun flere gange de tre mørke prikker fra den brændte nål, der stadig ses på hendes pegefinger. Som om alt det, der er sket, er gemt som et komprimeret minde nede i arrene.

Bahar bliver berygtet. Alle kender hendes navn i de kredse, hun kommer i, og hun er efterhånden leder af pigegruppen.



"Til sidst behøvede jeg næsten ikke gøre noget, for bag mig havde jeg en gruppe piger, der gjorde det hele. De forsvarede mig konstant, så hvis der var én, der sagde noget om mig, hoppede de på hende," fortæller Bahar.

En dag bliver der sat et rygte i gang om, at hun har tænkt sig at tæve en pige på broen over til Fisketorvet klokken 14. Da hun ankommer, står 200 mennesker på broen og venter på at se hende slås.

"Alle de mennesker var kommet kun for at se mig. Det var fedt. På det tidspunkt var det fedt," fortæller hun.

Og Bahar ender også med at tæve pigen, der åbenbart havde sagt noget om Bahars mor. Mens de fremmødte jubler på sidelinjen tager Bahar fat i pigen, og giver hende et knæ i hovedet.

"Jeg blev jo nødt til at gøre det, ellers ville jeg jo blive til grin. Så ville det være hende, der kunne sige, at jeg var bange for hende," fortæller Bahar.



En sidste chance. En dag bliver volden voldsommere, end den plejer at være. Bahar er på Dyrehavsbakken med to veninder, da den ene kommer op at slås med en meget fuld pige. Veninden bliver smidt ud af vagterne, og så må Bahar og en anden veninde tage over.

"Vi gennemtæskede hende, så hun blødte fra højre og venstre. Det var slemt. Rigtig, rigtig slemt," husker Bahar.



Pigen bliver indlagt med indre blødninger. Og Bahar og veninden bliver meldt til politiet. Bahar er 17 år, men den anden pige er kun 14 og under den kriminelle lavalder, så hun tager hele skylden. Sagen bliver droppet, men det gør indtryk på Bahar, at hun er så tæt på at komme i fængsel.

"Da tænkte jeg ved mig selv: Det her er min sidste chance. Hvis jeg gør noget som helst igen, kommer jeg ind at sidde. Hvordan skal min mor kunne klare det?, siger Bahar.



Så sker der det, hun har ventet på i flere år. Inspektøren på den handelsskole, hvor hun går, hører om politianmeldelsen og tager fat i Bahar. Inspektøren siger, at hun tror på, at Bahar kan fuldføre sin HG, og at hun vil være den, der sætter huen på hendes hoved.

"Endelig er der én, der tror på mig. Og så min inspektør!," siger Bahar med lysende, insisterende øjne, mens hun slår kanten af hånden ned i bordet.

"Det betyder ekstremt meget for en. Da tænkte jeg: Ok, inspektøren tror på mig. Det er da en god start. Så må jeg hellere tage mig sammen," fortæller Bahar.

Og det gør hun. I januar 2007 sætter inspektøren huen på hovedet af Bahar, der til sommer skal i gang med en HHX.



Vil være statsminister. Bahar ser ingen af sine gamle veninder mere. Flere er ligesom Bahar kommet videre, men et par stykker er stadig "derude".

Nu vil hun gerne være med til at hjælpe piger som sig selv, og hun er slet ikke i tvivl om, hvordan man gør det.

"Hvis min dansklærer havde brugt bare én time på mig, var alt det her ikke sket. Det betyder rigtig meget, at der kommer en person hen til pigerne og siger: Jeg tror på dig, og jeg ved, at du ikke er sådan inderst inde," siger Bahar, der ikke mener, at pigerne i de aktuelle sager om pigeoverfald er særlig slemme i forhold til de ting, hun selv har lavet.



"En pige, der tisser på en anden, gør det, fordi hun ikke tør at slå. Men et eller andet skal hun gøre for at være med. De er nemme at komme igennem til og er bare piger, der har brug for at snakke," mener Bahar, der drømmer om at blive socialrådgiver og pædagog. Samt statsminister. Det sidste bliver sagt, så man forstår, at det ikke bare er en drøm, men snarere en konstatering af, at hun bliver statsminister.

I dag er Bahar en af Integrationsministeriets såkaldte rollemodeller. Derfor skal hun snart igen stå foran 200 mennesker, der kun kommer for at se hende. Ligesom ved Fisketorvet for nogle år siden.

Men denne gang er det en forsamling af skoleinspektører, lærere og andre, der gerne vil høre hendes historie.





August 2007

En 19-årig pige bliver lokket op i en lejlighed på Nørrebro i København under påskud af, at hun skal forsones med en veninde, som hun har været uvenner med. Men i lejligheden venter syv piger mellem 16 og 18 år, der gennem tre timer udsætter pigen for grov mishandling. Udover at blive slået og sparket brænder pigerne hende med en cigaret i panden, barberer hendes ene øjenbryn af og spytter og sprøjter ketchup ned i halsen på pigen. Det kommer senere frem, at de syv piger er blevet inspireret til overfaldet af ungdomsfilmen "Råzone".







September 2007

Fire piger mellem 14 og 16 år lokker en af pigernes tidligere veninder hen i en park i Næstved, hvor hun får at vide, at hun kan hente noget tøj, hun tidligere har lånt ud. Pigen, der er 16 år, bliver trukket i håret, sparket i hovedet med et knæ, slået i maven og over skinnebenene. Hun bliver senere behandlet for hjernerystelse på skadestuen. Overfaldet bliver begrundet med, at den 16-årige pige har fortalt den ene af overfaldspigernes kæreste, at hun har været ham utro. De to af pigerne, der er over 15 år, bliver idømt henholdsvis 20 og 30 dages betinget fængsel.





September 2007

En 14-årig pige går ud for at trække frisk luft til en privatfest i Charlottenlund. Kort efter kører en bil op på siden af pigen, og to 16-årige piger stiger ud. De begynder at slå på pigen, der falder om på jorden, mens hun bliver sparket og slået. Den ene af pigerne prøver at slå hende i hovedet med en flaske, men da pigen afværger slaget, får hun i stedet en dyb flænge i hånden. De to piger efterlader hende blødende på fortorvet.





Januar 2008

En 15-årig pige i Frederiksværk har aftalt en slåskamp med en anden pige på en parkeringsplads, men i stedet for én pige dukker seks piger op. Den 15-årige pige bliver tæsket og sparket, og pigerne brænder hende i ansigtet med cigaretter. Dagen efter finder de hende igen, hvor hun udover voldsomme tæv også får klippet sit hår af. Til sidst tisser en af pigerne på hende. Den ældste af overfaldspigerne er 17 år og den yngste er 13 år. Den 17-årige bliver idømt seks måneders fængsel, mens to 15-årige får to år i ungdomsforvaring.





Februar 2008

Syv piger mellem 13 og 15 år tilbageholder en 16-årig pige på et toilet ved busterminalen i Herning. I over en time bliver hun slået og sparket af pigegruppen, der bagefter tvinger pigen til at klæde sig af, brændemærker hende med cigaretter, tisser på hende og skærer totter af hendes hår. Mishandlingen slutter med, at den ene af de syv piger kaster op i pigens hår. Hele episoden bliver optaget med en mobiltelefon. Overfaldet bliver begrundet med, at pigen har lånt noget tøj, som hun ikke har leveret tilbage.





Februar 2008

En 14-årig pige fra Amager får en aften en SMS på sin mobiltelefon, der lokker hende hen bag en række affaldscontainere, hvor der venter tre piger - den ældste er 16 år, de to andre er 14. Her bliver pigen ydmyget og tæsket i næsten to timer. De tre piger sparker og tramper på den 14-årige, der også bliver brændt i hovedbunden med glødende cigaretter. Den ældste af overfaldspigerne forklarer senere i Dommervagten i København, at overfaldet skyldtes, at pigen havde fået en piercing magen til hendes, og at pigen havde lagt an på hendes kæreste.