Vi tager det mere stille og roligt

Det kan godt være grænseoverskridende at skulle lægge en hånd på maven af en ny kollega, man lige har mødt, for at mærke hendes vejrtrækning. Det syntes i hvert fald Emilie Månsson, som er pædagog i institutionen Cassiopeia i Gentofte.

Håndspålæggelsen var en af de forholdsvis intime øvelser, som hun og kollegerne blev udsat for, da de blev introduceret for mindfulness og skulle lære at slappe af i de situationer, de møder i dagligdagen. En måneds intensiv træning med tre gange tre timers kursus og egen praksis to gange om dagen har haft en mærkbar effekt, fortæller Emilie Månsson.

»Jeg har fået mere energi, overskud og nærvær over for børnene. For eksempel omkring spisetid, hvor det tit peaker, trækker jeg vejret dybt ind, jeg bliver mere stille og rolig, og det gør stemningen også. Børnene kan mærke det på mig,« fortæller Emilie Månsson.

Emilie Månsson syntes, det var svært at tage tiden til sig selv, og det var lidt mærkeligt at sige til manden derhjemme, at hun lukkede døren og ikke ville forstyrres.

»Det har været godt at få noget tid til mig selv og til fordybelse. Det har været sjovt at prøve, og jeg har fået mod på mere. Næste skridt er bare at finde ud af hvordan,« funderer hun.

Emilie Månsson har foreløbig lagt øvelserne på hylden, fordi det er svært at finde tid til det. Men hun vil tage det op igen, hvis hun kommer ud af den gode rytme eller bliver stresset.



En hånd på skulderen. Emilie Månssons kollega Henriette Bennett er fortsat med at lave øvelserne derhjemme. Hun er på arbejde 20 timer om ugen, og hun fortæller, at hun ofte tager en 20-minutters meditation om morgenen de dage, hvor hun først møder om formiddagen. Og hun møder ind med en helt anden ro end før.

»Selvom kollegerne siger, at der er stress på, tager jeg det stille og roligt. Jeg kommer med en anden energi nu. Det har jeg også fået at vide af kollegerne. Hvis børnene for eksempel er larmende, går jeg hen til dem og snakker roligt med dem. Jo mere rolig jeg er, jo mere rolige bliver de,« forklarer Henriette Bennett.

Hun vil fortsætte med mindfulness-øvelserne, fordi hun kan mærke en indvirkning på sit arbejde. Når der for eksempel mangler folk på stuen, og formiddagen er hektisk, mærker hun tydeligt forskel på før og efter.

»Så går jeg bare i gang med at aktivere børnene i stedet for at være heroppe,« siger hun og løfter hånden op for at illustrere, at det nogle gange kører på de høje nagler.

»Det kan børnene mærke.«

Mindfulness er for Henriette Bennett også blevet et redskab til at snakke med kollegerne om, hvordan de har det, og til at hjælpe dem med at blive mindre stressede.

»Jeg kan godt klappe en på skulderen og sige: ’Nu tager vi det lige stille og roligt’, og så sende hende ud i fem minutter. Eller overtage en opgave fra en, der er ved at stresse sig selv op. Det bliver der taget godt imod. Det er blevet mere legalt at sige det til kollegerne, og når man selv har overskud, skal man også give.«