Vi snakker alt for lidt om bambus

På Højmeskolen ved Odense forsøger man at styrke samarbejdet mellem børnehus og skole. Især arbejder de ansatte på at styrke overgangen fra institution til skole.

»Vi får børn, der er sværere og sværere at håndtere i skolen, og det gør de også i børnehaven,« fortæller Nanna Lohmann, souschef på Højmeskolen.

Derfor er lærere og pædagoger blevet indkaldt til et møde, hvor de skal få inspiration til samarbejdet. Inspiratoren er Rune Strøm. Han er pædagog, souschef i Munkebjerg­skolens SFO og AKT-vejleder (adfærd, kontakt, trivsel) og uddannet mediator, men først og fremmest har han gjort konstruktiv kommunikation til sit livs mission. En mission, som han på sin helt egen måde får kombineret med en interesse for kæmpebambus.

Han har delt kommunikation op i fire forskellige farver, så både børn og voksne kan forstå det: Rød er det vrede du-sprog, gul er bagtalernes værktøj, grå er medløbernes sprog, mens grøn er det konstruktive jeg-sprog (se mere i boksen).

»Konstruktiv kommunikation er basis,« siger han til de forsamlede lærere og pædagoger i det tætpakkede lokale.



Dommer i centrum. Selv med konstruktivt jeg-sprog er konflikter en uundgåelig del af samværet mellem mennesker. I de voksnes verden har vi et helt retssystem, der i sidste ende kan afgøre konflikter. Dommeren tager hånd om at udmåle, hvem der har ret, hvem der har skyld, og hvem der skal straffes. Og mange pædagoger og lærere får den samme rolle, påpeger Rune Strøm.

»I konflikter vil læreren eller pædagogen være dommer og skal afgøre, hvem der har ret. Så vil man forsøge at placere et ansvar,« siger han.

Det vil typisk ske, ved at den formodede misdæder får besked på at holde op med at drille, slå eller hvad det nu kan være, der har fået konflikten til at eskalere. Måske får de to parter besked om, at ’jeg vil ikke have, at I to er i nærheden af hinanden’.

Men så konkret indgriben er ikke vejen frem, mener Rune Strøm.

»Så er det pludselig mig som fagperson, der er i centrum. Det var jo mig, der fremkom med løsningen,« siger han og tilføjer, at den form for konfliktløsning godt kan skabe ro.

»Midlertidig ro, men konflikten vil gen­tage sig. Det kan jeg garantere 100 procent. I gestaltterapi siger man, at en konflikt, der ikke er håndteret rigtigt, vil gentage sig i det uendelige. Der er rigtig mange børn, der går fra den ene konflikt til den næste,« siger Rune Strøm.

Han kan godt forstå, at mange voksne havner i rollen som dommer.

»Det er en selv, der sætter dagsordenen. Man behøver ikke at få børnene med. Man føler selv, at man kan se alle de bevæggrunde, der er. Det giver tryghed i forhold til at have greb om konflikten,« siger han.



At Coache konflikten. Pædagoger og lærere skal give slip på trygheden og gå fra dommer til coach, lyder Rune Strøms råd.

»Det er et spørgsmål om at turde skifte fokus, turde tro på, at det er vigtigt for børnene, at de selv lærer at løse deres konflikter. At det ikke er mig, der skal gøre det, selv om jeg føler, at jeg kan. Man har en facili­terende rolle,« siger han.

Det burde være et logisk skridt at coache børnene til at løse konflikterne selv, mener Rune Strøm.

»Hvis der er to personaler, der har en konflikt, så er jeg sikker på, at lederne vil prøve at coache dem.«

Det er nærliggende at sammenligne coaching med personaleledelse, mener Rune Strøm, der selv som souschef har haft lyst til at sige, at ’så gør vi sådan her’ til sine kolleger.

»Det er dejligt trygt, for det er mig, der bestemmer, og man føler selv, at man er åh så klog. Men når man vil give plads til de andre, så de har en del af aktierne, så er det også dem, der har fat i, hvor processen styres hen.«



Snup en LUR. Til at styre konfliktcoachingen har Rune Strøm udviklet et mediationsprincip for børn. Normal mediation består af fem faser: Den frie historie, hvor hver part fortæller sin oplevelse af konflikten. Derefter skal parterne finde de behov, de vil have opfyldt i fremtiden. I tredje fase skal der findes frem til mulige løsninger. I fase fire vælges løsningerne ud, og i femte fase besluttes, hvem der gør hvad.

Hvis mediationen skal lykkes, er det afgørende, at parterne er i de samme faser samtidig.

»Mænd har en tendens til, at aftalen skal indgås, og der skal laves en handlingsplan. Det er der, de starter. Kvinder vil gerne have mulighed for at fortælle deres frie fortælling, og at deres behov bliver hørt. Hvis man er i to forskellige faser, kan man aldrig nå hinanden,« siger Rune Strøm, der har de fem mediationsfaser hængende på køleskabet hjemme i parcelhuset.

Til børn har han kogt det ned til det, han kalder LUR-princippet:

• Lyt til børnene.

• Udforsk konflikten.

• Ret fokus fremad.

I Rune Strøms egen SFO har børnene alle­rede luret, hvordan det spænder af, når han hiver dem fra til konfliktcoaching.

»Når jeg tager dem ind, siger de som det første: ’Jeg vil gerne have lov til at sige, hvordan jeg har oplevet den her sag’. De gør efterhånden alt arbejdet for mig. De ved godt, at jeg ikke skælder ud. De ved også, at jeg ikke uddeler skam. Men de ved også, at jeg forventer, at de tager ansvar for deres hand­linger,« siger han.

Begge parter får fred og ro til at fortælle deres version af konflikten. Derefter stiller Rune Strøm det afgørende spørgsmål ’Hvad kunne du have gjort anderledes?’ til begge børnene. Og uanset hvad de svarer, skamroser han dem for deres løsningsforslag.

»Hvis du håndterer det rigtigt, så er der to vindere,« siger Rune Strøm, der tit har set to børn forlade en konflikt med hinanden under armene for at gå ud og lege sammen.

Han går altid fra med børnene, når han skal løse en konflikt, pointerer han.

»Vi ville aldrig håndtere konflikter mellem to voksne, mens alle andre hører det. Men sjovt nok prøver vi at håndtere konflikter med børn, mens alle de andre børn står og hiver os i ærmerne,« siger han.



Hjælper inklusion. Også for institutioner, der har børn, der skal inkluderes, kan coaching være en hjælp, mener Rune Strøm. Et barn, der har svært ved at styre temperamentet, har en masse nederlag med sig.

»Han har da brug for at fortælle sin side af historien. Han skal lære at sætte ord på og forholde sig til, hvad det var, der gjorde, at han blev så vred,« siger Rune Strøm.

Han medgiver, at nogle inklusionsbørn ikke altid vil få hjælp af konflikthåndtering, måske fordi barnet har for tung en ballast.

»Men det hjælper de andre børn, der er omkring inklusionsbarnet, med at finde ud af, ’hvad er det, der sker i mig, når han flegner ud. Hvordan får jeg sagt fra på en måde, så jeg holder min sti ren’,« siger han.



Kæmpebambus. Rune Strøm er ved at nå til vejs ende i sit oplæg. Og han er endelig nået til sine bambus.

»Jeg synes ikke, vi snakker nær nok bambus i det danske samfund,« siger han til forsamlingen.

Det er sin sag at få kæmpebambus til at gro, forklarer han.

»I Kina går bondemanden ud med et frø, graver et hul i jorden, smider frøet i, gøder det, vander det. Så går han hjem. Så kommer han igen dagen efter, gøder det, vander det, går hjem,« fortæller Rune Strøm.

Det gør han i adskillige dage i træk, uden at der sker noget som helst.

»Men han tror på det. Han gøder det og vander det i et år, to år. Han går op i det der bambus. I tre år vander han, uden at der kommer så meget som den mindste spire.«

Men så kommer der til gengæld også kæmpebambus. På fire til seks måneder kan den blive op til 25 meter høj. Den tålmodige bondemands pleje har nemlig skabt et kæmpe rodnet, der kan holde den enorme bambus.

Bondemandens bambus minder meget kommunikation og konflikthåndtering, understreger Rune Strøm.

»Hvis I går hjem i dag og har en konflikt, hvor jeg-sprog ikke virker, så tænk ’rolig nu’. Hvis I gør det til en del af jeres kultur i børnehuset, skolen og SFO’en, er jeg 100 procent sikker på, at der på et eller andet tidspunkt vokser en høj konstruktiv kommunikations-bambus frem, der hvor I arbejder,« siger Rune Strøm.

Kæmpebambus kan også gro i Danmark.





Tag en LUR



L = Lyt til børnene

Her er den voksne virkeligt på arbejde. Det gælder om at være meget struktureret, ellers udvikler lyttefasen sig hurtigt til at være domineret af afbrydelser og yderligere skærpelse af uoverensstemmelser. Begge børn skal vide, at de nu kan fremlægge, hvordan de har oplevet konfliktens forløb. Den voksnes andel er (udover at skabe rammerne) at være den, der spejler barnets følelser og spørger aktivt ind til hændelsesforløbet. Når det første barn har fortalt færdigt, vil det ofte have fået en stor del overskud tilbage. Alene det at være blevet lyttet til af såvel det andet barn som af en voksen, giver ro i hovedet. Det andet barn får nu muligheden for at fortælle sin historie.



U = Udforsk konflikten

Når man har hørt begge historier, skal konflikten udforskes yderligere. Man kan i det tilfælde bruge konflikttrappen. Trappen tegnes hurtigt på et stykke papir, den voksne har med. Man forklarer, at når børnene taler destruktivt, går de op ad trappen. Når de taler konstruktivt, går de ned ad trappen. Hvis de er gået langt op ad trappen, kan de begynde at slås.

Efter at have tegnet trappen, udforsker den voksne den kommunikation, som blev brugt i konflikten. »Så da du sagde ’du holder bare din kæft’, hvad sprog var det så?« kan den voksne spørge.

»Øh, du-sprog,« siger barnet.

»Går du så op eller ned ad konflikttrappen?« spørger den voksne.

»Op,« siger barnet.

»Hvordan havde du det med, at han sagde hold kæft?« kan den voksne nu spørge det andet barn.

»Jeg blev ked af det og sur,« siger det andet barn.

Når man har spejlet begge børns følelser under konflikten og har udforsket konfliktens hændelsesforløb, kan man gå over i næste fase.



R = Ret fokus fremad

Her er det vigtige, at børnene selv finder positive ændringsmuligheder for egen kommunikation i fremtiden. Helt konkret kan samtalen nu se således ud.

»Hvad kunne du have sagt i stedet for ’du holder bare din kæft’?« spørger den voksne.

»Jeg vil gerne have, at du ikke råber så højt, jeg får ondt i ørerne,« svarer barnet.

»Yes! kanon,« siger den voksne. »Hvad sprog ville det have været?«

»Jeg-sprog,« siger barnet.

»Hey, fedt. Hvad vej ville du så have gået på konflikttrappen?«.

»Nedad.«

Børnene skal have en masse ros for de løsningsforslag, de kommer med. I modsætning til at skælde ud over det, barnet gjorde ’forkert’, skal fokus ligge på de ting, barnet vil gøre ’rigtigt’ næste gang. Børnene skal som udgangspunkt kun komme med løsningsforslag for sig selv.

Den voksne skal ikke komme med løsninger, lige så lidt som man i fase et og to skal placere skyld eller ansvar.



Konstruktiv kommunikation i farver

Rune Strøm har opdelt kommunikation i fire forskellige farver. Konstruktiv kommunikation er grøn. Børn&Unge har skrevet om Rune Strøms arbejde med kommunikation i nr. 7/2011.

Den kan findes på nettet på: kortlink.dk/bupl/aeya



GRØN

Jeg-tilgang

• Udtrykker egne meninger og behov, anerkender andres.

• Spørger og lytter.

• Forhandler og indgår kompromis eller aftaler.

• Bestemmer kun over egne meninger og holdninger.

• Nonverbalt: Forholder sig lige, roligt og åbent.



RØD

Du-tilgang

Bruges ofte af drenge i konflikt

• Anerkender egne rettigheder og behov, men ikke andres.

• Kommanderer, afbryder og truer.

• Bruger ’men’.

• Generaliserer og bruger evighedsbegreber som ’altid’ og ’aldrig’.

• Nonverbalt: Skæv krop, puster sig op, stirrer vredt, peger.



GUL

Negativ han/hun-tilgang

Typisk et pigefænomen i konflikt

• Laver alliancer og lægger sig i baghold.

• Siger én ting, mener noget andet.

• Håner og nedgør andre.

• Nonverbalt: Kroppen viser ligegyldighed eller det modsatte af det sagte, ruller med øjnene, stråler surt.



GRÅT

Negativ jeg-tilgang

• Anerkender andres rettigheder og behov, men ikke egne.

• Kommunikations- og adfærds­kamæleon.

• Medløber.

• Lader andre bestemme over sig.

• Taler ned om sig selv.

• Nonverbalt: Opgivende krop, kigger ned i gulvet eller væk.



Kæmpebambus

Der findes omkring 60 arter af kæmpebambus i Asien. Det er arter af slægten Phyllostachys, som i Asien kan vokse 20–50 cm på et døgn og blive omkring 25 meter høje, blandt andet den spiselige Phyllostachys pubescens. Det er også Phyllostachys, som er de store pandaers kost.

I Danmark er der enkelte arter, som klarer sig rigtig godt, men slet ikke når højder som i Asien eller i Sydeuropa. Phyllostachys nigra med blågrå grene kan blive op til 5 meter høj. Der findes en sort Phyllostachys nigra ‘Bryana’, som er meget tæt i løvet. En gulgrenet er Phyllostachys aureosulcata ‘Spectabilis’ som bliver op til 6 meter høj og breder sig ved rodskud. En hårdfør frodig plante er Phyllostachys bissetii, som kan blive 5–6 meter høj i Danmark.

Kilde: Jens Thejsen, Faglærer ved Jordbrugets UddannelsesCenter, Århus. Taget fra havenyt.dk