Vejledning - hvem, hvad, hvor

Hvem skal du spørge til råds, hvis du har spørgsmål om din efterløn? Der er mange forskellige at vælge imellem.

A-kassen

A-kassen har oplysninger om, hvad du har indbetalt af efterlønsbidrag, og hvad du kan forvente at få udbetalt, når du går på efterløn. De har styr på alle efterlønsreglerne. Men de kan ikke rådgive om din samlede økonomi, da de ikke har viden om dine lån og andre pensioner.

Banken

Banken har som regel indblik i hele din økonomi, gæld og pensioner. Men banken har ikke oplysninger om, hvad du har indbetalt til efterløn, eller hvor meget du kan få udbetalt. Bankrådgivere ved sjældent, hvor meget din pension påvirker din efterløn og folkepension, medmindre de er pensionsspecialister. Banker har ofte et produkt, de vil sælge. De anbefaler måske, at du sætter penge i en investeringsforening eller pensionsordning, som de selv får provision af. De giver gode råd, som de selv kan tjene på. Hvis du har mange lån, har banken incitament til at få dig til at hæve din efterløn og afvikle gæld hos dem.

Pensionsselskaber

De har viden om, hvordan din pensionsopsparing har indvirkning på modregningen af din efterløn og folkepension. De har ikke overblik over din samlede økonomiske situation. Pensionsselskaber har en interesse i, at du har en størst mulig pensionsordning hos dem. Det er i nogle tilfælde et godt råd, men behøver ikke nødvendigvis at være det.

Uafhængig økonomisk rådgiver

Her kan du sikre dig, at der ikke ligger nogen skjulte interesser bag de råd, du får. Her køber du viden og ikke et produkt som for eksempel en pensionsordning. Rådgiveren indhenter kundens oplysninger om gæld, opsparing, pensioner og følger med i de relevante regler. En times uvildig rådgivning koster mellem 1000 og 2000 kroner.

Kilder: Uvildige.dk og Forbrugerrådet.



FIND HJÆLP PÅ NETTET

bupl.dk/efterløn

pbu.dk

borger.dk

penst.dk



To gode råd

1. Hvis en professionel rådgiver giver dig fejlagtige oplysninger, som du handler efter, kan du klage til Pengeinstitut­ankenævnet. Men et godt råd, som senere viser sig ikke at være så godt endda, kan man ikke klage over.

2. Det kan altid betale sig at søge rådgivning om noget, man ikke har forstand på. Man skal bare altid beholde sin kritiske sans.

Kilde: Forbrugerrådet



MEGET MERE INFORMATION TIL MARTS

Dette temanummer er tænkt som inspiration, når du skal tage din beslutning. I marts vil du sammen med Børn&Unge få et indstik, som indeholder a-kassens opdaterede, præcise og udførlige vejledning om den nye efterlønsordning.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.