Utilpassede unge: På gadeplan

Ankomsthallen på Høje Taastrup Station summer af liv. En gruppe unge indvandrerdrenge er mødtes på stationen, inden de skal hjem til deres familier og fejre eid-festen, som markerer ramadanens afslutning. Alle er i godt humør. Opstemte, ligefrem. Men pludselig afbrydes den gode stemning af et vredesudbrud fra en af de unge.



"Du skal fandme ikke tage billeder af mig, mand!"

Smilene er væk, og drengen står med sin sammenklemte ansigtsgrimasse så langt op i synet på fotografen, at de mørke skægstubbe næsten kan kradse fotografen i ansigtet.



Da en spinkel kvinde iklædt sort vindjakke stiller sig hen til drengen, træder han imidlertid et skridt tilbage og bliver nærmest tilforladelig.

"Det er ok. Bare der ikke bliver taget billeder af mig," siger drengen forklarende, da de har talt sammen lidt.



Kvinden er den 27-årige pædagog Karen Krogsgaard Christensen. Hun er en del af Høje Taastrups pædagogiske team, Gadeplan, som opsøger unge på gaden og giver en hånd til dem, som har brug for det.



Fri for skyderi. På trods af de seneste ugers uroligheder med ildspåsættelser i Ishøj og banderelaterede skudepisoder i København, er Karen Krogsgaard Christensen helt rolig, da vi møder hende på Gadeplans kontor på rådhuset i Høje Taastrup, inden aftenens opsøgende arbejde går i gang.



"Stemningen blandt de unge har været lidt presset, men der er ikke tegn på, at problemerne spreder sig hertil. Vi har også undgået bandekriminalitet i området, som man ellers har set det mange andre steder," fortæller hun.



Folkene fra Gadeplan er altid mindst to og to sammen, når de opsøger de unge på Høje Taastrups gader. Dels af sikkerhedsmæssige årsager, dels fordi det gør arbejdet lettere og giver mulighed for sparring og evaluering med kolleger, som ved, hvad der foregår, når teamet er på gaden.

Denne aften er de tre på arbejde. Udover Karen Krogsgaard Christensen er det 36-årige socialrådgiver Birgitte Holm og 31-årige pædagog Henrik Soltau. Det at være kvinde er ikke en hindring i jobbet, fortæller Karen Krogsgaard Christensen.



"I starten kan de unge godt være lidt skeptiske. Man kan mærke, at de kommer fra en anden kultur. Men det bliver hurtigt sådan, at vi bare bliver set som 'Gadeplan' og ikke som mand eller kvinde. I nogle tilfælde kan det endda være en fordel at være kvinde, hvis de unge vil snakke om noget mere følelsesbetonet. Det vil de ikke så gerne snakke med mænd om," siger hun.



De unge skal selv. Med logo på jakken og på deres hvide minibus er Gadeplan nærmest blevet et 'brand', som alle unge i området kender. Og netop genkendeligheden er, sammen med teamets erfaring, en vigtig del af dets succes. Gadeplan startede som et forsøg i 1999, men er nu en fast del af kommunens tilbud til de unge. Og her er 'tilbud' et nøgleord, fortæller Karen Krogsgaard Christensen.



"Vi skal ikke tvinge nogen til noget. Men langt de fleste af de her unge vil jo gerne bare have et normalt liv ligesom alle andre. For dem er vejen til sådan et liv bare længere," siger hun.

Cv'et hos de unge, byder ofte på både fængselsophold og en psykisk diagnose. Og så kan vejen mod en uddannelse eller et job virke uoverskuelig lang. I de tilfælde kan Gadeplan træde til og give en hjælpende hånd.



"Når man kan se, at de unge får det bedre, når de starter på job eller kommer i gang med en uddannelse, så føler man virkelig, at arbejdet nytter noget," fortæller Karen Krogsgaard Christensen.

Nogle gange falder de unge alligevel i, og så kan jobbet hos Gadeplan godt være lidt tungt.



Bling. Udenfor stationens glasvægge har mørket for længst taget over, og det store stationsur viser efterhånden halv ti. Drengene er dog ikke taget hjem til festmiddag endnu. Stemningen er igen høj, og den konstante lyd fra mobiltelefonernes eksotiske ringetoner bidrager blot til endnu højere stemmeføring. En af de unge drenge har travlt med at fortælle Karen Krogsgaard Christensen om de gaver, han har fået i dagens anledning.

"Tjek det. Bling," siger han og hiver med tommelfingeren i den nye guldkæde, han har rundt om halsen.



Samtidig giver en af de andre unge sit bud på, hvorfor optrinnet med fotografen fandt sted.

"Der er mange af de unge her, som ikke vil have, der bliver taget billeder af dem," fortæller han og kigger over skulderen.

"Så ender man bare derovre."



Drengen peger på stativet foran DSB-kiosken, hvor Ekstra Bladets gule spiseseddel som sædvanlig truer de forbipasserende med bål og brand.Han har dog ingen problemer med, at fotografen tager billeder af ham. Han er jo klædt fint på, påpeger han og retter med en fejende håndbevægelse opmærksomheden mod den hvide poloskjorte og pulloveren, som lyser op under den åbne dynejakke. Ligesom de andre unge, der er samlet på stationen, vil drengen ikke fortælle, hvad han hedder. Til gengæld har han ikke noget imod at fortælle lidt om sit forhold til folkene fra Gadeplan.



"De gør et godt arbejde. Jeg har snakket med dem masser af gange, og de har også hjulpet mig med at lave nogle jobansøgninger," fortæller han, inden en arabisk sang fra bukselommen afbryder samtalen og sender ham i retning væk fra flokken og til et sted, hvor lydniveauet er lavere.

"Ja, mand! Kom ned på stationen," hører man ham halvråbe ind i mobiltelefonen.



Rollemodeller. Som regel er de unge, Gadeplan møder på gaden, 12-13 år eller ældre. Men i perioder, kan de støde på børn helt ned til 10-årsalderen. Netop derfor er det vigtigt, at Gadeplan fremstår som positive rollemodeller. De unge har nemlig masser af negative af slagsen.

"De organiserede kriminelle har kæmpe indflydelse i boligblokkene. Nogle unge ser op til dem. Det skal vi i Gadeplan forsøge at forebygge," påpeger Birgitte Holm.



Men det kan være svært at overbevise de unge om, at uddannelse er vejen frem, når de kan se pengene, prestigen og den magt, de kriminelle har.

"Når man er 13 år ser man ikke den dårlige side. Man ser kun det, der blinker," siger Karen Krogsgaard Christensen.

Henrik Soltau påpeger dog, at de hårdeste kriminelle også kan have en afskrækkende virkning på nogle af de unge.



"Det kan godt være, de hårdeste kriminelle er seje, når de går på gaden. Men hvis de kun har en uge at være seje i, fordi de sidder i fængsel resten af året, kan de yngste jo godt se, hvor det bærer hen," siger han.

Inderst inde ved de unge godt, at uddannelse er vejen frem. Men det er ikke altid, de vil stå ved det, når de er sammen, fortæller Karen Krogsgaard Christensen. De unge vil nemlig ikke tabe ansigt overfor deres kammerater og kan derfor føle sig nødsaget til at spille op overfor hinanden i stedet for at sige, hvad de virkelig føler. Af samme grund uddeler Gadeplan visitkort til de unge, så de kan tage telefonkontakt til medarbejderne, uden at vennerne behøver at få noget at vide om det.



Stikkersvin. Gadeplan har skærpet underretningspligt. Det betyder, at de har pligt til at indberette kriminalitet, hvis de får viden om den. Af samme grund fortæller de unge også kun sjældent om specifikke kriminelle forhold. De ved godt, at Gadeplan er nødt til at informere de sociale myndigheder, hvis de får noget at vide.



"En sjælden gang kan vi godt være ude for, at der er nogen, som råber stikkersvin efter os, hvis en af deres venner har fået problemer med politiet, fordi vi har måttet indberette noget," fortæller Karen Krogsgaard Christensen.

De gode historier opvejer dog de dårlige, og selvom flere af de unge har besøgt den forkerte side af loven, har de generelt stor tiltro til folkene fra Gadeplan.



Karen Krogsgaard Christensen mener, de unges kriminelle adfærd ofte bunder i en følelse af mindreværd.

"Mange af de her unge vokser jo op med en følelse af ikke at kunne noget. De fungerer ikke særlig godt socialt, og er ofte meget dårlige i skolen. De bliver hele tiden mindet om deres utilstrækkelighed. Og hvis de så ser, hvor hurtigt de kan skaffe en masse penge ved at gøre noget kriminelt, kan de få indtryk af, at det er det eneste, de er gode til."



Ikke kun indvandrere. I løbet af aftenen har Gadeplan været gennem adskillige kolde og mennesketomme boligblokke. Det overrasker ikke gademedarbejderne, da de finder en større gruppe unge indvandrere forsamlet på stationen. Selvom indvandrerne ofte er de mest synlige i gadebilledet, har Gadeplan også kontakt til masser af unge med dansk baggrund.



"Danskerne gemmer sig bare mere. De gider for eksempel ikke hænge ud nede på stationen. Men det betyder ikke, at der ikke er nogle af dem, der har problemer," fortæller Henrik Soltau.

Gadeplan er for alle unge, som søger teamets hjælp. Også dem, som andre dele af samfundet har vendt ryggen til. Dem, som er 'uden for pædagogisk rækkevidde'.



"Jeg bryder mig ikke om det udtryk. Jeg synes, man giver op, når man siger det," fortæller Karen Krogsgaard Christensen.

"Det er fair nok at en sagsbehandler siger 'Jeg kan ikke nå dem', men os fra Gadeplan har jo andre midler. Hvis nogen kommer til os og beder om hjælp, kan det jo heller ikke nytte noget, at vi siger 'nej, det er for sent'," siger hun.



Kindkys. Som drengene står der i stationshallen i deres stiveste puds, kan Karen Krogsgaard Christensen og Birgitte Holm ikke lade være med at trække på smilebåndet.



"Det er lidt sjovt at se dem klædt så fint på. Normalt har de jo altid bare hættetrøjer og store bukser på," siger Birgitte Holm.

Da den hvide minibus er på vej tilbage til rådhuset, forsikrer de tre gademedarbejdere dog om, at de unges imødekommenhed ikke bare er fundet frem i dagens anledning.



"De er altid meget glade og høflige. For eksempel giver de altid hånd til os, når vi møder dem," fortæller Birgitte holm.

"De der kindkys, vi fik i dag, dem kan jeg altså godt undvære, men i dagens anledning kan det vel lige gå," siger Karen Krogsgaard Christensen

Aftenens opsøgende arbejde er slut. Stierne mellem byens boligblokke ligger tomme og mørke hen, og kun lyset fra de mange vinduer vidner om, at denne aften er noget specielt.





Bandekrig i Danmark?

September måned har budt på mindst 14 skudepisoder alene i København. Ifølge politiet skyldes urolighederne et opgør mellem rockergrupper og indvandrerbander. Odense har også oplevet banderelaterede skyderier i perioden. Høje Taastrup, hvor Gadeplan arbejder, havde senest et banderelateret skyderi i december 2007. I denne omgang er byen indtil videre upåvirket af urolighederne i de omkringliggende områder.