Ungdomskultur; Grumme gode gys

En psykopatisk morder slår fire unge mennesker ihjel én for én på diverse kreative måder, hvor blodet får lov til at sprøjte. Scenen er fra filmen "I Know What You Did Last Summer", der sammen med "Scream" (1996) og gyserfilmparodien "Scary Movie" (2000), er blevet klassikere indenfor de populære teenagehorrorfilm. Ingredienserne er oftest mord og lemlæstelse i overflod, og man kan spørge sig, hvad der får unge mennesker - og voksne for den sags skyld - til at se den slags film.

Lektor ved Afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet Anne Jerslev har forsket i unges filmvaner, og i bogen "Det er bare film. Om unges videofællesskaber og vold på film" (1999) giver forfatteren et nuanceret billede af, hvad der foregår, når 15-18-årige ser film sammen, og hvordan de oplever forskellige filmgenrer, blandt andet horrorfilm.

Anne Jerslev mener, at en del af forklaringen på fascinationen af horrorfilm har at gøre med, at genren spiller på nogle følelser, de unge ønsker at dyrke.

"Film er "emotion machines" - følelsesmaskiner, der iscenesætter forskellige følelser. En genre kan defineres ved de følelser, den lover publikum, og når unge vælger horrorfilm, er det fordi, de ved præcis, hvilke følelser netop den genre producerer, og hvilke følelser de selv kan producere," forklarer Anne Jerslev.

"Horrorfilm eller gyserfilm, eller hvad man nu vil kalde dem, iscenesætter nogle helt bestemte følelser som frygt, rædsel, afsky, væmmelse. En af grundene til at unge opsøger den slags følelser, er et ønske om at konfrontere sig med dem, forholde sig til dem og i mødet med gyserfilm forsøge at overkomme dem. Men dog i trygge rammer sammen med andre, for det, det handler om, er at få de "gode gys". Og når filmene virker, og man får de rigtige gys, så er det, fordi de ligner virkeligheden, men ikke er virkeligheden. Det skal ligne, men ikke være. En anden grund til at unge opsøger disse følelser er, at når filmene ses i fællesskab, er det også en måde, hvorpå gruppen kan forstærke følelserne og i fællesskab kan afparere dem," siger hun.

At miste sig selv. Anne Jerslev fremhæver det gode gys som et kvalitetsgys, der både skal give et lystfuldt, kropsligt kick og rive en lidt ud af det, samtidigt med at man stadig er i kontrol og kan genvinde sig selv.

"Pointen er, at det at se horrorfilm sammen er en form for iscenesættelse af gyset og af sig selv. På den måde opnår man en mergevinst ved at se film sammen, fordi man kan forstærke gyset på en god måde, og man kan skabe det gode gys," siger Anne Jerslev.



"Horrorfilmen giver de unge mulighed for at træne deres oplevelse af at miste sig selv og genvinde sig selv. Det er en oplevelse af "selv" og af kropslig og følelsesmæssig og erkendelsesmæssig sammenhæng. Nogle af de unge mennesker, jeg interviewede, gav udtryk for, at det handlede om at begive sig ud i det ukendte og afprøve grænser for, hvor bange man turde blive, samtidig med at trygheden jo hele tiden var der, når de så de her film sammen med andre unge," siger Anne Jerslev.



Gys ved lejrbålet. Psykolog og lektor på RUC, Steen Visholm tager også udgangspunkt i dobbeltheden omkring angst/tryghedsfølelse i sin forklaring på, hvorfor vi i det hele taget frivilligt udsætter os selv for at blive bange ved at se på noget uhyggeligt:



"Jeg tror grundlæggende, at når man går ind og ser gyserfilm, så har det noget at gøre med at træne sin evne til at styre sin angst. Gyserformen er en forholdsvis overskuelig form, hvorigennem man kan gennemleve nogle skrækkelige ting og overleve dem. Man kan forestille sig en spejderlejr, hvor lejrbålet er ved at brænde ud, og spejderdrengene ligger i teltet langt væk fra far og mor og skal til at sove. De store fortæller spøgelseshistorier, der gør de små spejderdrenge bange. På den måde får de store, der som fortællere kontrollerer situationen, kanaliseret deres egen angst over i de små. Og de små klarer den, fordi de store er der. Så spøgelseshistorier har til syvende og sidst en beroligende effekt. Det gælder vores forbrug af gys i det hele taget, at man frivilligt gennemlever angsten for at komme ud på den anden side med visheden om, at man har klaret den," siger Steen Visholm.





Nogle forskere mener, at de unges brug af horrorfilm også kan ses som en form for initiationsritual eller overgangsrite, hvor de unge afprøver deres køns roller. Når drenge og piger ser horrorfilm sammen, kan drengene få lov til at tage en beskytterrolle over for pigerne, der "bliver bange" og kryber ind til drengene. Til gengæld viste Anne Jerslevs interviewundersøgelse, at piger, der ser horrorfilm sammen i rene pigegrupper, ikke kun dyrker "jeg-er-bange-"rollen, men også indtager en mere "maskulin" rolle, hvor det også gælder om at gøre de andre bange.



Godt lavet. Unge mennesker er storforbrugere af medier og er derfor gode til at gennemskue mekanismerne i for eksempel horrorfilm. De tager ikke filmen for pålydende, de er i stand til at skelne mellem fiktion og virkelighed, og de ser film med det, Anne Jerslev kalder et dobbelt blik, hvor de både indlever sig i filmen, men samtidig distancerer sig til den.

"I de her videofællesskaber handler det om at orkestrerer et følelsesrum og at konfrontere sig selv med og overvinde rædslen. Man er bange sammen, og de forskellige spil omkring det at være bange sammen forstærker den følelsesmæssige intensitet og dermed intimiteten. De unge orkestrerer et følelsesrum med en form for dobbelt blik, hvor de både kan leve sig ind i filmfiktionen og med personerne og blive bange, og på den anden side er i stand til med et æstetisk-distanceret blik at vurdere, om det her er godt lavet," siger Anne Jerslev.

"I interviewene fortalte de unge, at de kunne føle ubehag ved at se film alene, når de oplevede, at filmen lignede virkeligheden for meget, og det forstærkede en frygt, de ikke kunne kontrollere. De brød sig ikke om alt for udpenslede voldsscener, men det, de kunne lide, var at blive overmandet sådan lidt "Shit, nu gjorde filmen det ved mig igen", men samtidig kunne de få lov til at grine lidt af, at de blev overmandede."



Fælles gys. Generelt ser de unge først og fremmest gyserfilm sammen. En vigtig pointe for Anne Jerslev er netop, at den sammenhæng, en film ses i, har stor betydning for, hvordan filmen opleves. At se film i grupper har en social funktion, hvor de unge kan teste sig selv ved hjælp af filmene.

"Det handler ikke om, at de unge kan lide at se andre blive dræbt, det handler om at mime den frygt, der sidder i selve filmen. De unge identificerer sig ikke med det onde, snarere konfronterer de sig med det onde og lærer måske på den måde, at det onde er noget skidt. En verden gennemsyret af medier kræver også et ansvarligt medieforbrug, uden at man dermed bliver rygmarvsmoralsk og forbyder de unge at se de her film. Det kræver til gengæld, at man som forældre diskuterer med de unge og ser nogle af de her film," mener Anne Jerslev.







Hvad er gys, rent akademisk?

"En spændingstilstand mellem fantasi og virkelighed eller to virkelighedskonstruktioner, der er i konkurrence. Optakten til gyset kommer, når man vakler mellem, om det er det ene eller det andet, der er det rigtige, og gyset kommer så, når det afsløres, at den uhyggelige konstruktion var den rigtige. Spændingen mellem om det nu er det ene eller det andet, er det, der gør, at man nogle gange befinder sig svævende en centimeter over sofaen, når man ser en gyser i fjernsynet, fordi vanviddet og virkeligheden er så tæt på hinanden."



Psykolog og lektor på RUC, Steen Visholm