Ungdomshuset - Farvel til et socialt laboratorium

I næsten en uge var Shuki ikke i skole, men på gaden på Nørrebro i København for at demonstrere imod nedrivningen af det Ungdomshus, der i det forløbne halve år har været hans liv. De sidste to måneder før politiets rydning af huset den 1. marts 2007 kom han fast i "Ungeren" fire gange om ugen.

"Første gang var nærmest tilfældigt. Mig og en veninde kom forbi en dag, vi ikke rigtig vidste, hvad vi skulle lave. Huset husker jeg som hærget og mørkt, men der var en helt særlig ånd derinde, og det ville være mærkeligt, hvis man ikke faldt i snak med dem, der var der," siger Shuki på 17, der i sit korte, men intense bekendtskab med Ungdomshuset fandt både nye venner og noget at give sig til.

"Jeg havde været nedtrykt i halvandet år, fordi jeg var startet på en skole, jeg ikke kunne holde ud, hvor der gik nogle mennesker, jeg ikke kunne lide, og mine gamle venner var gledet fra mig. Jeg havde ikke været ude i et halvt år i weekenden, og så gav det mig bare lige pludselig noget at lave," siger Shuki, der syntes, han passede bedre ind i miljøet i Ungdomshuset end blandt de unge på hans skole i Lyngby.

"Der er folk lidt snobbede og går kun op i at gå i dyrt mærketøj og på diskotek ENVY i weekenderne, og det er ikke noget for mig," siger Shuki, der selv sidder i et par tilfældige jeans og en afslappet grå bomuldssweater, da Børn&Unge taler med ham.

"I Ungeren er der alle typer. Folk i lædertøj, punkere, dem, der er imod slagtning af dyr, folk, der er så grå, at de går i et med skabet, folk, der gerne vil være 70'er hippier, og folk i jeans," siger Shuki og fortæller, at alle - også de hårdeste punkere - stod og græd, da nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 begyndte 5. marts 2007.

I dag er huset jævnet med de københavnske brosten, grunden er tom, og byggeaffaldet hviler på en losseplads på Amager.

"Jeg har ikke rigtig mærket det endnu, men hvis ikke vi får et nyt hus max om en måned, så kommer der et kæmpe stort hul i mit liv," siger Shuki.



Et fattigere Danmark. Med rydningen og nedrivningen af Ungdomshuset forsvinder ikke bare et værested for Shuki og mange hundrede andre brugere, men også det som sociolog Rasmus Willig fra Roskilde Universitetscenter og formand for Dansk Sociologforening kalder et "socialt laboratorium for alternativ samfundsudvikling".

"Det er ligesom i lægeverden, hvor man har laboratorier, der udvikler vacciner og tester virkningen af ny medicin, så man kan kurere flere sygdomme. I Ungdomshuset testede de unge, hvordan man kunne skabe et ideelt samfund, der har plads til alle mennesker," siger han og eksemplificerer:

"De havde regler imod sexisme og racisme med mere og levede efter værdier som åbenhed og mangfoldighed. Udgangspunktet for deres organisering var, at der må findes alternativer til det bestående samfund," siger Rasmus Willig og kalder Danmark et "fattigere samfund" efter Ungdomshusets forsvinden.

"Uden den slags sociale laboratorier sker fornyelse i samfundet alene inden for det bestående samfunds reproduktion af egne love, regler og værdier, og samfundet risikerer at blive dogmatisk," siger han.

Ifølge ham skete det for Danmark, da lokalpolitikerne i 1999 satte Ungdomshuset til salg og fratog de unge brugsretten til huset.

"Når man fratager de unge brugsretten til Ungdomshuset, bliver deres kultur en illegitim subkultur i samfundet, og de unge bliver, siger de, presset til at bruge vold i modstandskampen. De har prøvet ad demokratisk vej at kæmpe for deres eksistensret, men det demokratiske samfund har sagt, "vi er ikke interesseret i jer"," siger Rasmus Willig.

Men han kalder det en "næsten reaktionær, konservativ fastholdelse af det etablerede samfund" ikke at lade ungdommen selv afprøve og definere, hvad de unge selv mener, er et værdigt samfund.

"Det kan godt være, at vi i majoritetssamfundet ikke bryder os om hårfarven, det, man spiser, og det, man lytter til i Ungdomshus-kulturen, men det er fuldstændigt ligegyldigt, for vi er jo døde, når deres generation har overtaget samfundsstyringen," siger han og påpeger, at Ungdomshuset allerede har fostret mange stærke ledertyper, kunstneriske personligheder og dybt samfundsengagerede mennesker.

"Det er en fejl, at sige, at de her unge er uden for samfundet. De er i høj grad engagerede i det, og med deres aktivisme prøver de på at forandre samfundet," siger Rasmus Willig.

Og det er kun et fåtal af de unge, der i meget få pressede situationer har brugt vold.

"Det kan aldrig retfærdiggøres, men det er sket, når kulturen allerede er blevet stemplet som illegitim. Da den var accepteret som en legitim subkultur i samfundet, foregik aktionerne fredeligt og med gøgl og cirkus i gaderne," siger han.



Vigtige læreprocesser. Gøgl, fastelavn, cirkus, teater, folkekøkken, politiske kampagner, koncerter, punk-festival, almindelig snak og tanker om alternative livsformer er bare noget af det René Karpantschof vil savne, nu Ungdomshuset er jævnet med jorden. Han er sociolog ved Københavns Universitet og har forsket i politiske bevægelser - herunder BZ-bevægelsen, som han i 1980'erne selv var en del af. Hans første møde med Ungdomshuset i 1983 var meget lig Shukis.

"Jeg opsøgte et alternativ til det miljø, jeg kom fra i en lille by i Jylland. Jeg gik bare ned i kælderen og spurgte, hvordan man blev BZ'er," fortæller René Karpantschof, der som Shuki blev ved med at komme i huset. Snart deltog han i både folkekøkkenarrangementer, malede bannere og var med til at fejre Ungdomshusets et års fødselsdag. Huset var blevet overdraget til de unge af kommunen i 1982, efter at mange andre besatte huse rundt om i landet ellers var blevet lukket, eller de var blevet omdannet til kollegier eller medborgerhuse.

"På den måde har BZ-bevægelsen udvidet demokratiet. Medborgerhuse var en udløber heraf, og Ungdomshuset fik lov at fortsætte som et af Danmarks vigtigste ungdomskulturelle centre," siger han.

Lige indtil 2006, da brugerne af Ungdomshuset definitivt tabte sagen om retten til deres hus ved Østre Landsret, har det fungeret fredeligt.

"Dets eksistens har været udtryk for et tolerant samfund. Men i dag vil politikerne have ligusterhække over det hele, og steder som Ungdomshuset og Christiania passer ikke ind i det billede," siger René Karpantschof.

Med Ungdomshusets nedrivning er ikke bare huset borte, men også et vigtigt lærested for ungdommen.

"Mange tror, der ikke er styr på noget i det autonome miljø. Men man skal ikke tage fejl. Det kræver organisation at lave fastelavnsfest og et internationalt cirkus og at gennemføre en politisk kampagne som den, brugerne af Ungdomshuset har været igennem. De læreprocesser, der foregår på sådan et fristed udvikler kvaliteter, der er meget efterspurgte hos medarbejdere i dag, hos de unge," siger han og nævner selvstændighed, viljen til at tage ansvar, evnen til at skabe store arrangementer, innovationskraft, kreativitet, social bevidsthed og etik.

"Det, der foregår i Ungdomshuset, har man efterlignet i mange uddannelser. Kaospilot-uddannelsen var en svag afglans af det, der kan blomstre frem i sådanne kaotiske miljøer," siger han.

"Jeg skulle nok have klaret mig med min studentereksamen og begyndte bare at læse, da BZ-bevægelsen gik i opløsning, men en del af dem, som kom der helt op til i dag, var børn og unge, der ikke havde andre steder at gå hen, psykisk syge og andre udstødte. Nogle siger, stedet har reddet dem, så goodbye til det også," siger René Karpantschof og kalder det et politisk intolerant system, der lukker Ungdomshuset med dårlige undskyldninger om brandsikkerheden og bygningens stand.

"Det viser en uvisionær ungdomspolitik i Københavns Kommune, at man ikke vil bruge ressourcer på at sikre de unge, lidt skæve eksistenser et sted at være," siger han.

Og til gengæld har politikerne så fået en oprørsbevægelse, for aktivismen lever videre.

"De unge kan stadig lave kampagner, men de har ikke længere det sociale læringsrum, hvor de spiser sammen eller den specielle måde at være sammen på, hvor der ikke er stor forskel på dem, der gæster et arrangement, og dem, der er aktive bag baren. Der er stadig steder, hvor man tænker alternativt og laver sjove og spændende ting, men Ungdomshuset var et vigtigt center for den slags ting. Danmark er helt klart blevet et fattigere, kedeligere og mere ensartet sted at være ung," siger René Karpantschof.



Ingen pædagoger. Før Ungdomshuset blev ryddet den 1. marts forhandlede overborgmester i Københavns Kommune Ritt Bjerregaard (S) med de unge og Ungdomshusets støtter fra Fonden Jagtvej 69 om at skabe et nyt hus i Stevnsgades Skole på Nørrebro i København. Ungdomshusets aktivistgruppe diskuterede i 25 timer, men nåede ikke frem til et svar på, om man for 12 millioner kroner ville købe skolens lokaler, før politiet blev sat ind. Men man blev enige om fire krav, man ville stille til Københavns Kommune til et nyt Ungdomshus.

"Vi vil selv bestemme. Ingen pædagoger - ingen chefer" lød krav nummer tre, og det peger på, hvorfor en almindelig ungdomsklub aldrig kan erstatte de aktiviteter eller tilbyde den læring, der finder sted på et fristed som Ungeren.

"En klub er milevidt derfra. Det er ikke et spørgsmål, om man kan spille bob eller låne et øvelokale, det er et spørgsmål om at have indflydelse på sin omverden og føle, at man bidrager til et fællesskab," siger René Karpantschof.

I Ungdomshuset bygger fællesskabet på lyst til at være sammen og hjælpe hinanden frem for pligt.

"Her igangsatte de unge aktiviteter, fordi de havde lyst, og ingen gjorde det, fordi man var ansat til det og fik løn for det, som en pædagog i en klub omvendt gør det. Her var alle lige, og kom man i huset, kunne man bare hoppe om på den anden side af bardisken, hvis man pludselig havde lyst til at tage ansvar for, at festen kørte bedre. Andre steder er man lidt fremmedgjort, for det er ikke "dit sted". Ungdomshuset var ingens og alles," siger René Karpantschof.



Gør det gratis. Ungdomshuset var i et halvt år Shukis hjemsted, og en almindelig ungdomsklub er ingen erstatning.

"De er tiltænkt et formål med, hvorfor man går derhen. Så skal man måske spille computer med nogle andre, eller man mødes for at læse i blade. Det er ligesom sat i system, hvad man kan lave. I Ungdomshuset var der ingen grænser for, hvad man kunne gøre, og der var altid åbent," siger Shuki, der selv har prøvet at komme i den lokale klub.

"Men det var ikke noget for mig," siger han.

"I Ungeren er der ingen leder, der er hævet over dig. I forvejen er man mindre værd i samfundet, bare fordi man er ung. I Ungeren var der ikke nogen, der kunne bestemme over de andre, og skulle vi beslutte noget på vores mandagsmøder, indgik man kompromiser. Folk sagde, hvad de syntes, og så skulle man ligesom finde en løsning, der passede alle. Men hvis der er en leder, så finder man en løsning, der passer lederen," siger han.

Han kan godt se enkelte problemer i en så flad struktur.

"Selv om jeg er imod at smide med brosten, kan jeg jo heller ikke bestemme over de andre, som synes, det er deres måde at kæmpe på. Og det er problematisk, for vold gavner ikke vores sag," siger han.

Selvom man ikke bestemmer over nogen, tager man gerne mod råd.

"Har man brug for en ældre person til at få styr på nogen ting, er der altid nogen, der kan hjælpe. Folk er helt ned til 12 år og op til langt over de 30. Vi er hinandens pædagoger," siger Shuki.

Han synes, den hjælp han får fra en fremmed og ligestillet, giver en helt anden følelse, end hvis hjælpen kom fra en pædagog, der bare gør sit arbejde.

"I Ungeren er det ikke en person, der i kraft af sin stilling skulle være klogere, der siger: "Du skal hjem nu" eller "drik ikke mere". En pædagog kan også være hjælpsom af natur, men ligeså snart en person får penge for at hjælpe, så er det rene forhold ødelagt. Hvis en pædagog virkelig troede på sin sag, så ville han gøre det gratis," siger Shuki.









Ungernes fire krav

1. Vi vil have et ungdomshus nu:

Kommunen skal stille huset til rådighed. Vi stoler på fonden, derfor skal huset overdrages til den fond. Det er ikke acceptabelt, at kommunen fører en ungdoms- og kulturpolitik, der betyder, at det kræver et millionbeløb at være med. Et eventuelt overdragelsesbeløbet må ikke overstige et symbolsk beløb på en krone.

2. Huset skal være mindst lige så stort som Ungeren:

Huset skal være mindst lige så stort som Jagtvej 69. Derudover skal det kunne rumme de aktiviteter, der er i Ungeren i dag.

3. Vi vil selv bestemme:

Ingen pædagoger - ingen chefer.

4. Huset skal ligge på Nørrebro:

Ungdomshuset er opstået af Nørrebro-kulturen og hører til her.

Kilde: www.ungdomshuset.dk



Jagtvej 69

Huset på Jagtvej 69 stod færdigt den 12. november 1897. Det blev dengang kaldt Folkets Hus. Arbejderbevægelsen var flittige brugere af huset, og i 1910 blev kvindekampdagen her etableret på et internationalt socialistisk møde.

Ungdomshuset i form af "Ungeren" startede som en besat bygning, der i 1982 af Københavns Kommune blev overladt til de unge BZ'ere. 10.april 1997 anbefales det af Magistraten under Københavns Kommune, blandt andet på grund af bygningens dårlige stand og brandfare, at den ikke anvendes til offentlig virksomhed og sælges. Den 28. oktober 1999 sætter kommunen Jagtvej 69 til salg. I 2000 bliver bygningen solgt til Human A/S, der året efter videresælger til den kristne frimenighed Faderhuset. Brugsretten bliver inddraget, da Østre Landsret den 28. august 2006 stadfæster en to år gammel dom fra byretten, der gav Faderhuset brugsretten. Siden købet af Ungdomshuset har Faderhuset kæmpet for at få huset ryddet, og det skete med politikernes billigelse og politiets hjælp den

1. marts 2007.

Begivenhederne, aktiviteterne og debatten omkring Ungdomshuset i dagene efter rydningen den

1. marts 2007 opdateres næsten minut for minut og kan læses på

www.modkraft.dk







De unge har ikke bidraget med en skid



Forfatter Carsten Jensen siger til Politiken:

"Ungdomshuset var et arbejdende museum over en stendød ungdomskultur. Og ligesom Københavns Bymuseum skal have lov til at være der, så synes jeg også, det er fint med et ungdomsmuseum. Men det var det, det var. De spillede punkmusik derinde. Punkmusikken er 30 år gammel. Deres politiske forestillinger om den verden, de befinder sig i, har ikke ændret sig siden begyndelsen af 1980'erne. Og det er en slags opkog af den mest primitive marxisme-leninisme og antiimperialisme fra 1970'erne. Som man allerede dengang kun kunne undskylde med deres ungdom". (...)

"På en trist måde minder de alt for meget om deres forældre, der har fået friværdi på hjernen. Og når de siger, at der stadig er noget, der er værd at kæmpe for, så er det kun alt for karakteristisk det ubestemte i ordet 'noget'. Jeg kan ikke se, hvad det er, de kæmper for - ud over deres egen private ejendomsret til et hus. Og jeg kan ikke se, hvordan de adskiller sig fra deres forældre, hvis åndelige føde stort set kun består af boligprogrammer i tv. Det er en kritisk holdning, som er blevet indskrænket til indretningsarkitektur".

"Må jeg ikke godt blive fri for at høre, at de bidrager til noget som helst, der kritisk bevæger, forandrer eller flytter det her samfund." "Selvfølgelig skal de unge have lov at have et gratis hus. Hele velfærdsstaten går ud på, at de fleste af os får alt muligt gratis. Det offentlige betaler også mange millioner til vedligeholdelse af Operaen." (...)