UNDER MISTANKE - Opbakningen betød alt

I dag passer Peter sit arbejde som pædagog i en århusiansk skolefritidsordning, som han altid har gjort det. Næsten da. For Peter har oplevet enhver pædagogs mareridt, da han for et par år siden blev beskyldt for at have krænket en lille pige seksuelt. Anklagen blev senere droppet, men skaden var sket.

»Hvis der nogensinde kommer en sag igen, en anklage, en mistanke, vil mit ansigt være det første, der ryger frem på lystavlen. Det må jeg leve med. Selvom anklagen blev frafaldet, er jeg aldrig blevet frikendt ved en domstol. Det mest ulykkelige er, at det går ud over mit forhold til børnene. Jeg bringer ikke mig selv i situationer, der kan misforstås, så der er røget noget spontanitet og umiddelbarhed,« siger Peter.

Han er 48 år, har været uddannet pædagog i næsten halvdelen af sit liv og havde arbejdet seks år i samme institution, da helvede brød løs.



Kafkask. Mareridtet begyndte i efteråret 1998 med et brev i postkassen en fredag eftermiddag.

Brevet indeholdt en indkaldelse til afhøring mandag "i en verserende sag". Det var alt, der stod.

Peter anede ikke, hvad det gik ud på. Hvilken sag? Var det arbejde eller privat? En opringning til vagthavende på politistationen kastede ikke lys over sagen.

Mandag morgen mødte Peter som sædvanlig på arbejde og fortalte kollegerne om den mystiske indkaldelse. De lavede fis med ham og tilbød at sende et brød med en fil, når han kom i kachotten.

Morskaben forsvandt, da Peter senere på dagen blev præsenteret for anklagen. Et forældrepar beskyldte ham for uterlighed over for et barn i 0. klasse. En somalisk pige.

»Det var helt Kafkask. Beskyldningerne var der, men der var ingen formel anklage, fordi forældrene ikke ville lade barnet videoafhøre,« fortæller Peter.

Han blev afhørt, og så skete der ikke videre. Sagen blev lukket, og pigen blev i SFO'en. Peter forsøgte at tale med forældrene, men det ville de ikke.

Han fortsatte med at arbejde i samme børnegruppe, som pigen var en del af. Han fortalte kollegerne om anklagen, de rystede på hovedet, og alt fortsatte som før.



Det ringer på døren. Et halvt års tid senere tog Peter tidligt fri fra arbejde en tirsdag. Hans ældste datter blev student, og den stolte far skulle sætte huen på.

Bagefter tog familien hjem, drak et glas vin og glædede sig til at fejre datterens store dag om aftenen. Så ringede det på døren.

Uden for stod to kriminalbetjente klar til at tage Peter med. De fortalte, at der atter var indgivet en anklage mod ham om uterlighed over for den samme pige. Beskyldningerne lød på, at han havde trukket bukserne af hende og befølt hende i skridtet. Samme episode som ved den anklage, der tidligere var blevet frafaldet, men denne gang med videoafhøring af pigen.

Peter blev varetægtsfængslet i et døgn med krav om yderligere fængsling i tre uger. Efter 24 timer blev han løsladt - en afgørelse, som anklageren prompte kærede til landsretten. Samtidig krævede han, at Peter mistede retten til at virke som pædagog.

»Jeg ventede halvandet døgn på landsrettens afgørelse, og det er de værste timer i mit liv. Jeg var bange, for jeg ved godt, hvordan pædofile bliver behandlet i fængsler.«

Peter blev dog ikke fængslet yderligere, men blev suspenderet fra sit arbejde. Samtidig blev pigen taget ud af institutionen.

De næste knap fire måneder gik han hjemme, mens politiet efterforskede sagen og afhørte kollegerne. Det var en hård tid, men også en tid, hvor Peter oplevede støtte fra alle sider.

»Jeg fik mange blomster, breve og kort. Der var en utrolig stor opbakning fra kollegerne og ikke mindst fra forældrene, som også kom hjem og besøgte mig. Så omstændighederne taget i betragtning havde jeg det godt,« fortæller Peter.



Antiklimaks. Han overvejede ikke, at han rent faktisk risikerede at blive dømt for anklagen.

»Beskyldningerne fra pigens forældre handlede om et enkeltstående tilfælde, der skulle være foregået i det mest travle rum i huset. Der er altid mange unger, og det havde ikke kunnet lade sig gøre på det tidspunkt Jeg valgte at holde fast i min tillid til retssystemet, og derfor tænkte jeg ikke på, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev dømt,« siger Peter.

Han sørgede for at holde sig beskæftiget i ventetiden. Tog sig af praktiske gøremål for ikke at synke hen. Han malede en del vinduer i den tid.

Samtidig forberedte Peter sig på en kommende retssag. Indtil han en dag fik brev fra statsadvokaten, der skrev, at sagen var frafaldet. I første omgang et antiklimaks.

»Jeg kunne ikke rigtig glæde mig, fordi jeg havde kørt mig selv op i forsvarsposition. Først bliver jeg præsenteret for en voldsom anklage, bliver anholdt, kommer i fængsel, bliver fjernet fra mit arbejde og truet med, at jeg mister jobbet og kommer i fængsel. Så får jeg et brev om, at det alligevel ikke var noget. Det er en underlig fornemmelse. Man kan knække folk på den måde.«

Århus Kommune ophævede suspenderingen, så snart anklagen blev frafaldet. Også selv om pigens forældre havde mulighed for at anke anklagerens afgørelse. Det gjorde de ikke.



Total opbakning. Efter fire måneder vendte Peter tilbage til jobbet.

Modtagelsen var stor. Både unger, forældre og kolleger var glade for, at han kom igen, og Peter fandt hurtigt tilbage i sin rolle.

»Forældrene har helt tydeligt meldt ud, at sagen ikke måtte gå ud over den måde, personalet var sammen med børnene på. Der har aldrig været nogle forbehold, og det har betydet meget for mig,« siger Peter.

Alligevel har sagen haft indflydelse på, hvordan Peter er i forhold til børnene.

»Jeg overvejer meget, hvad jeg laver med dem nu. Jeg tager for eksempel aldrig to børn med i depotet Enten går jeg alene, ellers også tager jeg en hel flok med, og det er skide træls, at det skal være sådan.«

Han har ikke fortalt alle i sin omgangskreds om sagen, og derfor ønsker han at være anonym i denne artikel. Men til de, der kender forløbet, har Peter været meget åben, og det har hjulpet ham.

»Jeg har oplevet en total opbakning fra min arbejdsplads, og det er måske lidt usædvanligt i denne slags sager. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg skulle fortsætte på jobbet og med samme gruppe børn. Hvis jeg bad om forflyttelse, kunne jeg frygte, at nogle måske ville tænke, at der alligevel var noget om sagen,« siger Peter, der har lært en masse om sig selv.

»Det er vigtigt at have et godt bagland. Når man er så hårdt presset psykisk, er det godt at få læsset af. Men jeg har også lært, at man ikke skal tage noget for givet. Tingene ændrer sig lynhurtigt. Jeg ville gerne have været den oplevelse foruden. Både som menneske og pædagog står det for mig som en af de uhyrligste ting, man kan blive anklaget for, og man bliver kun 100 procent frikendt over for omgivelserne, hvis en anden bliver dømt for den forbrydelse, man selv har været mistænkt for.«



Reaktioner på voldsomme beskyldninger

Det er normalt, at personer, der er udsat for voldsomme beskyldninger, får symptomer svarende til posttraumatisk stresssymptomer.

Det kan være:

Forøget vagtsomhed og alarmberedskab.

Følelsesmæssig ubalance.

Undgåelsesadfærd - man undgår alt, der minder om den situation, man er blevet beskyldt for.

Man bliver fastlåst. Er bange for sin egen skygge. Kan også privat blive bange for social kontakt.

Selvfølelsen bliver slået i stykker.

Man udvikler flash-back, hvor billeder af beskyldningen pludselig dukker op, uden at man kan kontrollere det.

Mareridt.

Alvorlige søvnforstyrrelser.

Psykosomatiske symptomer som anspændthed, udtalt træthed, mave/tarm-problemer, spændingshovedpine.

Ubeslutsomhed og koncentrationsbesvær.

(Kilde: psykolog Joanna Wieclaw, Arbejdsmedicinsk Klinik, Århus).