UNDER MISTANKE - Kollegerne svigter ofte

Kollegerne svigter ofte, når en pædagog udsættes for alvorlige faglige beskyldninger. Mange pædagoger oplever, at de står meget alene, mens sagen står på. For uanset om anklagerne går på samarbejdsvanskeligheder, seksuelle krænkelser eller noget helt tredje, tager kollegerne ofte afstand fra den pågældende og vægrer sig ved at tale om sagen.

Det kan få store personlige konsekvenser for dem, det går ud over. Angsten og usikkerheden betyder, at nogle begynder at stille spørgsmålstegn

ved deres faglige kompetencer, uanset om der er hold i beskyldningerne eller ej.

»Faglige beskyldninger er et kraftigt angreb både på personens professionelle og personlige integritet. Det giver alvorlige slag på sjælen, på personens selvopfattelse og på selvværdet, fordi beskyldningerne antager, at man er et dårligt menneske,« siger Joanna Wieclaw.

Hun er arbejds- og organisationspsykolog på Arbejdsmedicinsk Klinik på Århus Kommunehospital og har blandt andet behandlet pædagoger i krise.



Sagen bliver tabu. Joanna Wieclaw fremhæver, at kollegernes reaktion er meget vigtig for den pædagog, der er i skudlinjen. Men mange institutioner har svært ved at finde en grimasse, der kan passe, mens sagen ruller.

»Den påståede begivenhed kommer til at skygge for mennesket bag. Mange steder snakker man for lidt sammen, og sagen bliver tabu. Men for den person, der er udsat for en beskyldning, betyder det meget, hvor god arbejdspladsen er til at støtte og behandle vedkommende ordentligt,« siger arbejdspsykologen.

For kollegerne kan det være svært umiddelbart at skelne mellem, hvad der er rigtig og forkert i en anklage. Men det er vigtigt, at de sondrer mellem at være menneske og dommer og anerkender, at kollegaen stadig er den samme person, som de har kendt i flere år.

»Kollegerne bør sige: "Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved dig som menneske, men ved begivenheden. Vi er her som kolleger, ikke som dommere. Vi forstår godt, at du har det svært i den situation." De skal turde snakke om det, selvom det er svært. Mange er måske bange for at såre kollegaen eller sige noget forkert, og derfor undgår de vedkommende,« mener Joanna Wieclaw.

Også for pædagogen selv er det vigtigt at få sat ord på sine følelser. Og det er kvinderne ofte bedst til.

»Mænd og kvinder føler sig lige krænkede og angrebet, og belastningen er lige stor hos begge køn. Men det er nemmere for kvinder at reagere følelsesmæssigt og sætte ord på, for det er de opdraget til. De er bedre til at blive kede af det, mens mænd bliver vrede. En god blanding af de to følelser er mest hensigtsmæssig.«

Selvom de fleste føler sig kede af det, er vreden er også vigtig.

»Når ens integritet er krænket, er det en logisk følge at blive vred. Alternativet er at flygte, og det kan man ikke, hvis man er uretfærdigt beskyldt. Man er psykisk låst fast, for hvis man smækker med døren og flygter, bliver det tolket som om, sagen havde noget på sig. Så man har brug for vreden for at kunne kæmpe, og det er en god idé at sætte ord på den - enten over for en god ven, ægtefællen eller en kollega,« siger Joanna Wieclaw.



Sådan kommer man videre. Selvom det viser sig, at anklagerne var urigtige, er der er en del, der ikke ønsker at vende tilbage til deres arbejdsplads, fordi de har følt sig svigtet af kollegerne under forløbet. Alligevel bør de møde op og få sagt farvel til kollegaer og ledelse, mener arbejdspsykologen.

»Hvis man er skuffet og vred på kollegerne, skal man fortælle dem det. Det er vigtigt, at man får givet udtryk for sine følelser, men også at få sagt tak for den gode tid, man har haft sammen. Gi' hånd, få det afsluttet, så man ikke behøver at gå over på det modsatte fortov, hvis man mødes ude i byen,« siger Joanna Wieclaw, der godt kan forstå, at det kan være svært at møde op på et sted, hvor man har følt sig svigtet. Men man gør sig selv en bjørnetjeneste ved at lade være.

»Selvom man ikke selv har valgt det, så er det skete noget, der er betydningsfuldt i ens liv. Derfor fortjener det at blive afsluttet. At møde op er en vigtig og nødvendig del af processen. Det sætter punktum for sagen.«

For de, der vender tilbage til jobbet igen, er det lige så vigtigt at få lukket sagen med kollegerne og få sagt, hvor man har følt sig støttet og eventuelt svigtet.

»Det er vigtigt både at sige tak og gøre opmærksom på, hvad man har savnet. Både for sin egen skyld, men også for at institutionen kan lære at håndtere en krise. Alle forstyrres, og alle er involveret, mens en sag står på. Derfor er det vigtigt at få snakket forløbet igennem, lagt låg på og få det afsluttet.«

Joanna Wieclaw understreger, at det stiller store krav til den involverede pædagog.

»Hvis man vender tilbage, skal man selv føle, at nu er det slut. Udfører man sit arbejde og samtidig har en mistanke om, at man ikke kan stole på kollegerne, skaber man en skygge. Hvis man er mistænksom, skal man nok få det bekræftet. Derfor må man tro på, at når kollegerne gerne vil have mig tilbage, er det fordi, jeg er en god kollega og en dygtig pædagog,« siger Joanna Wieclaw, der råder til, at man laver nogle afslutningsritualer for sig selv.

»Det kan for eksempel være at fejre, at sagen nu er slut. Eller at man skriver et privat vredt brev uden at sende det. Det er en god mulighed for at give udtryk for sine følelser og dermed få sagen afsluttet for sig selv,« siger hun.