Udvekslingsstuderende - Amazing Denmark

Danmark har fået en fan i amerikanske Allison Hood. Hun havde ikke forventet at blive så indtaget i "det lille land med de store ideer". Hun har studeret børnepsykologi og været i praktik i en børnehave, og især pædagogikken og menneskesynet, imponerer den unge amerikaner.

A little society with great ideas, er Allison Hoods bedømmelse af Danmark. Amazing and impressive er andre af de plusord, som den 21-årige udvekslingsstudent hæfter på det land, hun ikke kendte til for et halvt år siden. På hendes college i staten Wisconsin hang opslaget om et studieophold i Danmark ensomt og upåagtet, og det vakte Allison Hoods nysgerrighed: Hvilket land var det, som ingen andre gad studere i? Da Allison Hood fik hørt lidt nærmere om Denmark's International Study Program (DIS), var hun ikke længe om at beslutte sig for at tage til Danmark for at studere børnepsykologi, det danske uddannelsessystem og være i praktik i en børnehave.

Den beslutning har hun ikke fortrudt. På fire måneder har Allison Hood oplevet et helt anderledes studiemiljø, en anden levevis, et andet menneskesyn, en liberal tankegang, og ikke mindst en måde at omgås børn på, som hun slet ikke kender fra USA.

Fra diskussionerne i klassen og ikke mindst fra praktikken i børnehaven Snorretoppen på Amager har Allison Hood opdaget en pædagogik, hvor man behandler børnene som selvstændige og ansvarsbevidste individer.

"Pædagogerne omgås børnene på en måde, så børnene bliver tillidsfulde, ansvarlige og sociale. Det er meget anderledes end i USA. Der bruger man mange kræfter og tid på at teste den enkelte i, hvor meget man kan huske af det, læreren har terpet på tavlen," siger hun.

Allison Hood har især lagt mærke til, at dansk pædagogik handler om at have fokus på den enkeltes udvikling i samspillet med andre. Og ikke mindst på, hvad den enkelte kan tilføre fællesskabet.

"De fleste mennesker i USA ved ikke, hvordan de begår sig i et fællesskab eller har selvtillid nok til at gøre det. De har været vant at have en skoletavle foran sig hele dagen og nogle, der taler til dem. Det, jeg kan lide her, er samspillet mellem voksne og børn. Man kan se, at børn har tillid til deres egne ideer, og at de kan sige, hvad de vil. Børnene snakker og diskuterer både med andre børn og de voksne. Det, man gør her, kan ikke beskrives som undervisning, men er mere en blid guidning af børnene, så de lærer en masse," siger hun.



Frihed og åbenhed. Allison Hood er vokset op på vestkysten i Portland, Oregon. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og da hun var seks år giftede hendes mor sig igen. Siden har Allison Hood fået to meget yngre søskende, som hun holder meget af, og som har skærpet hendes interesse for børn. Så selv om hun egentlig studerer kreativ skrivning på et lille college i Wisconsin, er hun glad for at have fået den psykologiske og pædagogiske indsigt, som opholdet i Danmark har givet hende.

Allison Hood skal tilbage til USA sidst i maj, og det glæder hun sig til. Men for eventuelle fremtidige børns skyld ville hun hellere bo i Danmark.

"Her er et frisprog blandt folk og en åbenhed over for andre, som jeg tror går tilbage til jeres måde at se på børn og undervise på. Systemet er så unikt og gavnligt for børnene," siger hun.

I Snorretoppen, der er en integreret institution med cirka 100 børn, har Allison Hood mest observeret, studeret og været nysgerrig, men hun har også brugt meget tid på at lege med børnene. Og hun har fået god kontakt trods sprogproblemer.

"At være i børnehaven var langt min bedste oplevelse. Jeg er virkelig en stor tilhænger af den måde, man indretter sig med børnehaver og vuggestuer i Danmark, og jeg ville ønske, at man kunne overføre noget af det til USA. Jeg kan lide ideen om det frie individ, og at børn lærer på deres egen måde og i deres eget tempo. Selv om danske børn leger det meste af tiden, lærer de alligevel en masse," siger hun.

Allison Hood mener ikke, at børnene i Danmark kan tage skade af at være så mange timer i daginstitution, som de er.

"De får lov til at gøre meget af det, som de gerne vil, sammen med andre børn. Og det kan de ikke på samme måde med en hjemmegående mor, så jeg synes, at det er gavnligt for børnene, at I har organiseret jer sådan," siger hun.

I USA må mange kvinder vælge jobbet fra, når de får børn, fordi børnehaverne er så dyre, at det ikke kan betale sig for kvinderne at arbejde.

"Det er meget belastende for amerikanske familier, at de skal vælge, fordi de ikke har råd. Og selv om de betaler meget, kan de ikke være sikre på at få en god daginstitution," siger hun.



Glade børn. Allison Hood har også lært et nyt ord: Pædagog. Hun fandt hurtigt ud af, at det engelske ord teacher ikke dækker det, som en dansk pædagog kan og gør.

"Jeg kendte ikke forskellen, men jeg kunne se det på den måde, pædagogerne var sammen med børnene. Det ser ikke ud, som om de gør noget, men i virkeligheden gør de så meget. De er følelsesmæssigt og menneskeligt til stede for børnene. De ved meget om børns følelser, hvad børn gør, og hvorfor de gør det. Jeg synes, at pædagogerne laver et fint miljø for børnene ved ikke at gå op og ned ad dem hele tiden, men giver dem fred til at lege. De fortæller heller ikke hele tiden børnene, hvad de må og ikke må, skal og ikke skal, sådan som man gør i USA," siger hun.

Det har slået Allison Hood, hvor glade alle børnene i børnehaven er. Det er ikke bare dejligt at se. Hun tænker også, at en glad barndom må være en fordel i forhold til den senere produktivitet på et studie eller en arbejdsplads.

"Jeg tror, at danske børn er gladere end amerikanske børn, fordi de lærer det, de skal, når de vil, sammen med dem, de ønsker at lære det sammen med," siger hun.

Allison Hood har kun lovord til overs for de danske pædagoger, hun har mødt. De er meget, meget dygtige, synes hun.

"Man kunne se på pædagogernes måde at arbejde på, at de kunne lide deres arbejde og var engagerede i børnene. Det er tydeligt, at pædagogerne er godt uddannet her i landet, mens mange af dem, der er ansat i amerikanske børnehaver ikke er det. Og det er skræmmende," siger hun.



Trygge og tillidsfulde. For en amerikaner, der er vant til et usikkert samfund med mange farer og restriktioner, har den afslappede holdning til, hvad børn må og kan, været endnu en positiv oplevelse for Allison Hood.

"Pædagogerne var ikke nervøse over det, børnene gjorde. De klatrede i træer og den slags. Men det er også en del af at vide noget om børn, at man ikke er nervøs eller bange for, at de kan komme galt af sted, når de prøver nogle ting. Så børnene var også trygge og tillidsfulde og afslappede - og frække nogle gange, men det hører med, når man ikke kører med en stram disciplin," siger hun.

Det sværeste for Allison Hood har været ikke hele tiden at blande sig i børnenes konflikter. Hun fik altid lyst til at gøre noget, når nogle var oppe at slås.

"Pædagogerne holdt sig i periferien, men efterhånden opdagede jeg jo, at de var et skridt foran børnene og holdt øje med, hvordan konflikten udviklede sig, og ofte med vilje lod børnene prøve at klare det selv, hvis de kunne. Jeg har tænkt på, at grunden til at danskere generelt er gode til at løse problemer, er, at de lærer det helt fra barnsben," siger hun.

Fire "fantastic" måneder er forbi. En stor fan af Danmark er på vej hjem til USA, og hun glæder sig til at fortælle om alt det, hun har oplevet.

"Jeg kan næsten ikke vente, til jeg får fortalt folk derhjemme om de fantastiske børnehaver, I har her," siger hun.





Få en amerikansk praktikant

Amerikanske udvekslingsstuderende, der studerer i Danmark på Denmark's International Study Program's (DIS) psykologi og børneudviklingsprogram, vil gerne i praktik på danske daginstitutioner. Hvis I er en daginstitution i Københavnsområdet, der kunne tænke sig at få international inspiration og lære unge fra USA om dansk pædagogik, vil DIS gerne i forbindelse med jer - især institutioner, der arbejder med tosprogede børn eller børn med særlige behov har interesse. Den studerende vil være i institutionen 10 torsdage og en onsdag - i alt 50-60 timer fordelt på tre måneder. Et DIS-semester løber fra midten af januar til midten af maj eller fra starten af september til midten af december. Se nærmere på www.dis.dk



Bliv værtsfamilie

Hvert år kommer omkring 1.400 udenlandske studerende til Danmark gennem DIS. Mange af de unge mennesker vil gerne bo hos en dansk familie. Vil man være værtsfamilie, må der højst være en times samlet transporttid med det offentlige mellem hjemmet og DIS, som ligger i Vestergade i København. Mindst et af familiens medlemmer skal kunne tale engelsk, den studerende skal kunne færdes frit i huset og i øvrigt have de rettigheder/pligter, som gælder for resten af familien. Værtsfamilien får dækket sine udgifter til kost og ekstra forbrug med 2.200 kroner om måneden (skattefrit). Den studerende skal have et værelse med seng, skab eller hylder og et skrivebord. Læs mere på

www.dis.dk/familie eller kontakt DIS på familie@dis.dk eller tlf: 3311 0144.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.