Uddannelse - studerende dropper ud

Hver femte studerende dropper ud af pædagoguddannelsen, og næsten ingen af dem kommer i gang med en anden uddannelse. For at undgå frafald skal studerende have mere støtte, anbefaler ny rapport.

Et pædagogseminarium i Danmark: En studerende sidder bøjet over en bog om Jürgen Habermas. Teorien er svær, men der er ikke en eneste underviser i nærheden. Han kender heller ingen medstuderende, der kan hjælpe, så han fortsætter alene. Men tankerne om, at han hellere ville lave noget kreativt, bliver ved med at forstyrre læsningen.



Sådan er prototypen på en pædagogstuderende, der er i fare for at droppe ud af uddannelsen. Han er i selskab med hver tredje af sine medstuderende, der alle på et tidspunkt har overvejet at stoppe.

Hver femte tager springet og dropper helt ud. De fleste er mænd.

Det viser undersøgelsen 'Professionsbacheloruddannelserne - De studerendes vurdering og motivation for at gennemføre,' som Anvendt KommunalForskning (AKF) har gennemført for Undervisningsministeriet.

Af de pædagoger, som falder fra, kommer kun hver femte i gang med en uddannelse igen.



"Det kommer bag på mig, at tallet er så højt, men det kan forklares med, at man kan arbejde i faget som medhjælpere. Så er det måske ikke helt så motiverende at studere," siger forskningsleder Torben Pilegaard Jensen fra AKF.

Det tal kan dog ændre sig i den nærmeste fremtid, mener John Gulløv, der er stabschef ved University College Copenhagen (UCC) og tidligere formand for Pædagogseminariernes Rektorforsamling.

"Nogle af de studerende, der indgår i undersøgelsen, går på den gamle studieordning, hvor studentereksamen ikke har været hovedvejen. En del af dem er ikke så målrettede, som de studerende vi har nu," siger han.



Forpligtende fællesskaber. Rapporten kommer med en række anbefalinger til, hvordan frafaldet kan blive lavere. En af dem er at give mere støtte til de studerende.

"Det kan for eksempel være i lektiecafeer, men også i form af støtte fra de medstuderende. Uddannelsesstederne skal skabe faglige, forpligtende miljøer, hvor de studerende føler sig som en del af et fagligt fællesskab," siger Torben Pilegaard Jensen.



Men det er John Gulløv er ikke enig i.

"Pædagoguddannelsen har en mangeårig tradition for at skabe forpligtende fællesskaber, blandt andet i studiegrupper. Derfor bliver de studerende ikke isolerede, men vi har andre problemer. Vi har studerende med meget forskellige forudsætninger. Derfor udvikler vi forskellige fællesskaber, der passer til dem. Nogen arbejder for eksempel med studiegrupper for erfarne studerende," siger John Gulløv.

Knap 70 procent af de studerende, som har overvejet at droppe studiet, mener, at der skal lægges mere vægt på udviklingen af sociale og kreative kompetencer.



Ifølge Torben Pilegaard Jensen er det ikke nødvendigvis et udtryk for, at uddannelsen er blevet for teoretisk.

"Det er ikke et spørgsmål om at bekæmpe teorien. Det er mere et spørgsmål om, hvordan man leverer den teoretiske del. Man skal inddrage professionens praksis og koble den tættere op på teorien. Hvis underviserne bare formidler teorien som akademisk lærebogsstof, er der et problem. Selv om vi lever i et videnssamfund, skal vi bevare den praktiske tilgang til faget. Det skal uddannelserne blive bedre til," siger Torben Pilegaard Jensen.



Heller ikke John Gulløv vil sænke det faglige niveau.

"Nogle studerende siger, at niveauet er for lavt. De vil have mere avanceret teori, mens andre skal kæmpe for at følge med i den almindelige undervisning," siger han.

Derfor efterlyser mange studerende at få individuel feedback.

"Det er vigtigt for de studerende at få løbende tilbagemeldinger i undervisningssituationen. Også når de afleverer en opgave, efterlyser de reelle, personlige tilbagemeldinger. De skal vide, om de har præsteret fornuftigt, og hvor de har deres stærke og svage sider. Det kan man uddanne lærerne til at blive bedre til," siger Torben Pilegaard Jensen.

Stort set alle de studerende mener, at underviserne bør have erfaring fra praksis, og at de bruger erfaringen i deres undervisning.



"Det er meget markant. Man kunne afhjælpe det ved at udveksle lærerkræfter mellem uddannelsesstedet og praktisksteder. Det vil være en fordel, hvis seminarielærerne har været ude i virkeligheden og arbejdet med børn," siger Torben Pilegaard Jensen.

Find undersøgelsen på www.uvm.dk



Tre skarpe til Allan Baumann



Hver femte pædagogstuderende falder fra uddannelsen. Hvordan vurderer du det tal?

"Det er et stort problem, som vi allerede er i gang med at gøre noget ved. Der er kommet SU i praktikken, og nu arbejder vi for at ændre praktikforløbene, så der kommer bedre sammenhæng mellem teori og praksis. Vi vil dele praktikken op i fire perioder med forskelligt indhold - for eksempel en iagttagelsespraktik og en specialiseringsdel."



Er uddannelsen blevet for akademisk?

"Den er ikke for akademisk. Pædagoger kan ikke vide for meget. De skal vide noget om teoretiske begreber, metoder og didaktik, og de skal kunne udføre tingene i praksis. Man skal skabe sammenhæng mellem de forskellige niveauer."



Kun hver femte, der stopper på pædagoguddannelsen, kommer i gang med en anden uddannelse. Er de pædagogstuderende dårligere rustet end andre studerende?

"Det er svært at svare entydigt på. Men vores uddannelse opfattes fejlagtigt ikke som verdens vigtigste, og det kan have betydning for, hvem der søger ind. Men jeg tror altså, at pædagogstuderende er lige så kloge, som studerende på andre uddannelser er."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.