Tunge løft, støj og dårlig luft er hverdag

Pædagogernes arbejdsforhold er så dårlige, at Arbejdstilsynet i gennemsnit finder tre problemer i hver daginstitution. Kommunerne mener ikke, det står helt så slemt til.

Ned på hug for at give et barn tøj på, op og stå for at løfte et barn over kassen med legetøj. Pædagogerne i hver tredje institution er tvunget til for mange tunge løft, for mange vrid i kroppen og andre usunde arbejdsstillinger, viser nye tal fra Arbejdstilsynet. Tilsynets folk har fra november i fjor til februar i år besøgt 768 institutioner landet over. Ved hvert besøg har tilsynet i gennemsnit fundet tre problemer, som kræver, at Arbejdstilsynet griber ind, og i gennemsnit har hver institution fået ét påbud.

Det er ikke kun såkaldte bevægeapparatsbelastninger, som har fået tilsynets folk til at rynke panden. I hver femte institution er indeklimaet også for dårligt, typisk på grund af træk, kulde, varme, eller for dårlig luft.

En tredje udbredt trussel mod pædagogernes og børnenes trivsel er støjgener, som tilsynet har fundet i 15 procent af institutionerne.

Tallene er generelt alt for høje, mener Niels Bang Hansen, arbejdsmiljøkonsulent hos BUPL. Han opfordrer derfor de lokale sikkerhedsrepræsentanter til at rejse problemerne over for deres arbejdsgiver.

»Vi har de seneste 20 år vidst, at der var store problemer med arbejdsmiljøet i daginstitutionerne. Nu har vi fået det bekræftet,« siger Niels Bang Hansen.

BUPL vil nu sammen med PMF indkalde Kommunernes Landsforening (KL) til et møde om Arbejstilsynets tal. Desuden vil organisationerne forsøge at få beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at gå ind i sagen.



Kommunerne tvivler. Hos KL stiller formanden for Løn- og Personaleudvalget, Kjeld Hansen (S), spørgsmål ved, om det generelt står så dårligt til på landets daginstitutioner, som Arbejdstilsynets tal antyder. En stor del af de problemer, som Arbejdstilsynet har registreret, er nemlig såkaldt formelle fejl. Det gælder eksempelvis for de institutioner, som er registreret for ikke at have udarbejdet fyldestgørende arbejdspladsvurderinger. Kjeld Hansen påpeger, at det ikke nødvendigvis betyder, at der er problemer med arbejdsmiljøet det pågældende sted.

Han lægger også vægt på, at Arbejdstilsynet ikke har gennemført en systematisk og repræsentativ undersøgelse. De 768 institutioner, som tilsynets folk har besøgt, er nemlig ikke tilfældigt udvalgt. De er primært valgt ud fra, om tilsynet i forvejen har registreret problemer på stedet, og Arbejdstilsynet går derfor efter at have flest af de institutioner, hvor der er stor sandsynlighed for, at der er "noget at komme efter," mener Keld Hansen, der også er borgmester i Brøndby. Han anerkender dog, at der er problemer med arbejdsmiljøet i mange danske institutioner, og at KL tager problemerne alvorligt.



Problemer overalt. Hos BUPL medgiver Niels Bang Hansen, at Arbejdstilsynets konklusioner ikke nødvendigvis er dækkende for alle landets daginstitutioner.

»Men resultaterne stemmer meget godt overens med, hvad vi på forhånd havde regnet med, og vi har ingen grund til at tro, at det ser anderledes ud i resten af landet,« siger han.

Den vurdering deler Arbejdstilsynet. Projektleder Finn Gamél Christensen oplyser, at mellem en tredjedel og halvdelen af de 768 institutioner, som har fået besøg af Arbejdstilsynet, er valgt ud fra en formodning om, at der kunne være problemer med arbejdsmiljøet.

»Umiddelbart vurderer jeg ikke, at arbejdsmiljøet er væsentligt ringere på de institutioner end på resten. Hvis man havde valgt tilfældigt, ville billedet næppe have set meget anderledes ud,« siger Finn Gamél Christensen.

Han understreger, at hans vurdering ikke er underbygget statistisk, men er baseret på samtaler med Arbejdstilsynets tilsynsførende rundt i landet.

Finn Gamél Christensen oplyser, at Arbejdstilsynets indsats omfatter cirka 10 procent af alle landets daginstitutioner. Blandt de 768 institutioner er fordelingen på vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og aldersintegrerede institutioner den samme som på resten af landets institutioner. Geografisk er de spredt over hele landet, og stort set alle kommuner er repræsenteret.

Efter besøgene har Arbejdstilsynet lavet en samlet vurdering af hver enkelt institution. I vurderingen indgår både, hvordan arbejdsmiljøet på stedet er, og hvad institutionen gør for at have et arbejdsmiljø. De steder, hvor indsatsen for et bedre miljø slet ikke står mål med problemerne, er kategoriseret som niveau 3-arbejdspladser.

Ud fra den vurdering ser det værst ud i SFO'er og fritidshjem, hvor seks ud af ti institutioner er på niveau 3. Bedst ser det ud i vuggestuer, hvor kun tre ud af ti er på samme nivau.

Børn&Unge beskrev de foreløbige tal fra Arbejdstilsynets

undersøgelse i nummer 5/2003.



Tre niveauer for arbejdsmiljø

Institutionstype niveau 1 niveau 2 niveau 3 sum

Vuggestuer 20 1 29 100

Børnehaver 22 4 44 100

Fritidshj., SFO, m.v. 10 2 8 100

Aldersintegr. inst. 27 33 40 100

Sum 21 35 44 100



Arbejdstilsynet placerer de besøgte institutioner på tre niveauer. Niveau 1-virksomheder er de bedste, som selv løser deres problemer, mens niveau 3 er de dårligste, der skal have Arbejdstilsynets særlige opmærksomhed.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.