Tosprogede; Integration i naturen

Fire tosprogede børn deler to gynger. I højt humør går det frem og tilbage - op og ned. Pludselig lægger drengen med de vietnamesiske aner flere kræfter i sine bevægelser. Bildækket svinger højere og højere op, og med ét ryger hans makker af. Den somaliske pige lander pladask på græsset og stikker i et langt og vedvarende hyl.

Mens en pædagog tager sig af pigen, kommer en dansk dreng til. Han overtager pigens plads, og de to ungersvende stiger hurtigt højt til vejrs.

"Gyng nu ikke for vildt," appellerer pædagogen, mens hun går med pigen over til pilehytten.

"Vi må gerne, hvis vi holder godt fast," svarer vietnameseren.

Han sætter sig på skødet af sin danske kammerat, og et øjeblik senere flyver han gennem luften.

"Jeg hoppede, jeg hoppede," synger han begejstret hen mod bålpladsen, hvor en dansk dreng og en arabisk pige følger efter hinanden hen over risten, videre over en bænk, op på jordvolden og tilbage til risten.

Hver dag kører Den Integrerede Institution Langenæsstien 6A i Århus 26 danske børn fra midtbyen og 16 tosprogede børn fra sin filial i Gellerup ud til sin naturafdeling i Mariendal Bakker. Da naturbørnehaven åbnede for tre år siden, havde pædagogerne en romantisk forestilling om, at naturen i sig selv ville føre til integration og sproglig udvikling. Nu ved de, at det ikke er nok at slippe børnene løs i det fri.

"Vi troede, at både lyshårede og sorthårede børn ville storme ned i krattet og bygge huler, mens de talte dansk sammen. Det gjorde de danske børn også, men de tosprogede stod tilbage uden at vide, hvad de skulle stille op," fortæller Birgitte Madsen, der er souschef i Mariendal.



En fasttømret flok. I dag ved Birgitte Madsen, hvad der gik galt. Mens de danske børn var fem år, lå de tosprogede mellem tre og fem år.

"De danske børn var ikke interesserede i at finde sammen med børn, der var yngre end dem selv. De havde gået i børnehave sammen og var en fasttømret flok. Desuden havde de ældste tosprogede børn ikke ret meget sprog," forklarer hun.

Ashour Saiki er konstitueret afdelingsleder i filialen i Gellerup, og det kommer ikke bag på ham, at de tosprogede børn følte sig fortabte i naturen.

"De færreste tosprogede forældre leger med deres børn. For dem handler opdragelse om at give moralske værdier videre, så børnene lærer at opføre sig ordentligt. Forældrene har ikke fokus på leg. Enten leger børnene med præfabrikeret legetøj, eller også har de slet ikke noget."

Ashour Saiki er vokset op i Algeriet, hvor han lærte at lege i det fri af større børn. Men i Gellerup er børn ikke vænnet til at bruge naturens kringelkroge. Derfor lærer de ikke at bygge huler.

"Danske børn har heller ikke altid adgang til naturen, men så bygger de huler af tæpper hjemme i stuen. Men et arabisk hjem skal se pænt ud, så børnene bliver bremset, hvis de forsøger at skabe et legemiljø," siger Ashour Saiki.

Pædagogerne i Mariendal indså snart, at de måtte lære de tosprogede børn at lege i naturen. Det blev en succes.

"Børnene arbejdede sammen om byggeri og indretning af hulerne, og det havde stor værdi, for hvem var leder, og hvem var makkere? Hele det sprog og den fantasi og iderigdom, der skal til for at afgøre den slags, fik frit løb," fortæller Ruth Theilmann, der som leder af den integrerede institution har født ideen om at bruge naturen som ramme for integration.

Selv om de voksne satte byggeriet i scene, stod børnene selv for indholdet, understreger Birgitte Madsen

"Det udviklede sig hurtigt til, at pigerne og drengene byggede hver sin hule. Mens pigerne gik op i det æstetiske, så de kunne lege far-og-mor-inviterer-til-kaffe, byggede drengene en hytte, der var så solid, at de kunne kravle rundt på den. Den står der faktisk endnu."



Børn i en ny start. Det voldte ikke problemer at få de danske børn til at bygge hule sammen med de tosprogede. Men børnene fandt ikke sammen i andre lege. Derfor havde det stor betydning for den sociale integration, at der efter et halvt år begyndte en større gruppe treårige danske og tosprogede børn i naturbørnehaven.

"De havde hverken bestemte legemønstre eller faste kammeratskaber bag sig og var derfor mere åbne over for den verden, de mødte. De danske børn stod selv midt i en sproglig udvikling og var i gang med at opdage verden, så børnene skelnede ikke mellem, hvem der kom fra Langenæs, og hvem der var fra Gellerup. De legede sammen på kryds og tværs uden opfordring," siger Birgitte Madsen.

Det er ikke et mål i sig selv, at børnene leger sammen på tværs af deres baggrunde. Succeskriteriet er, at de tosprogede selv leger hule og andre rollelege.

"Ved at tilegne sig dansk kultur kvalificerer de sig til at blive borgere med de kompetencer, der skal til for at begå sig i det danske samfund," siger Birgitte Madsen.

Og det virker, tilføjer Ashour Saiki.

"Nu bygger børnene uop-fordret huler af tæpper og leger rollelege, når vi er hjemme i vores institution i Gellerup. Legene og samværet med danske børn stimulerer dem til at bruge sproget på en fantasifuld måde. Lige efter MGP digtede en dansk pige sin egen sang og sang den for de andre børn med en pind som mikrofon. Det fangede to af vores tosprogede piger med det samme, og så fandt de også på en sang," fortæller han.

"Det vender også den anden vej, når de danske børn maler sig sorte i ansigtet for at komme til at ligne de tosprogede eller kalder deres mødre for mama. De begynder at forstå, hvor varieret verden er," supplerer Ruth Theilmann.



Blåmusling banede vej. Der har været lidt privat leg på tværs af Langenæs og Gellerup, og Ruth Theilmann ser gerne, at der bliver mere af det. Men heller ikke det er et mål i sig selv.

"Både danske og tosprogede børn fortæller meget om hinanden derhjemme, og det er også en form for integration, selv om den ikke er fysisk. Vi vil gerne skabe sammenhænge i børnenes liv ved hjælp af det sprog og de værdier, vi giver dem, men det er ikke vores opgave at integrere forældrene," siger Ruth Theilmann.

I Mariendal bliver de 42 børn delt ind i tre grupper på tværs af deres herkomst. Børnene tilbringer formiddagen i deres gruppe, og pædagogerne gør meget ud af at styrke sammenholdet.

"Hver dag ser vi, om alle er kommet, eller om der mangler nogen. Det giver børnene en identitet i gruppen, og det er vigtigere, end hvilken bydel de bor i. Samtidig øver vi os på navnene, som godt kan være svære at udtale for begge parter. En tosproget kan have svært at høre forskel på Anne og Ane," siger Birgitte Madsen.

Aktiviteterne styres af de voksne, så de er sikre på, at børnene får både sproglige og kulturelle oplevelser. De dyrker grøntsager, komposterer og tager på patrulje, hvor børnene med syltetøjsglas går på jagt efter insekter, biller, edderkopper, frøer, snegle og museunger.

"Vi snakker meget om, hvad dyrene hedder, hvad de spiser, og hvem de selv bliver spist af. Det giver børnene en forståelse for kredsløbet", siger Ruth Theilmann og fortæller om en tosproget pige, som på kort tid gik fra at tale papegøjesprog til at udtrykke sig nuanceret.

"Hun stod med en blåmusling i hånden, da det pludselig gik op for hende, at der var et dyr indeni. Fra da af gik det stærkt: Har den en familie? Hvad spiser den? Hvem bliver den spist af? Hun ville vide det hele, og det fortsatte, da hun senere fandt et sneglehus. Den oplevelse viste os, at vi var på rette vej."

Naturen kræver ikke, at børn har et sprog, fordi de kan opleve gennem sanserne. Men den lægger op til mange sproglige oplevelser.

"Når børnene finder en mariehøne, får vi poesi på med "Marie, Marie Marolle". Natur er også kultur, for ofte knytter der sig et eventyr eller en historie til de dyr, vi finder. I begyndelsen trådte de tosprogede børn mariehønsene ihjel, og det fik de danske børn til at himle op. Men hvis det var en ørentvist, reagerede de ikke. Den forskel på dyr taler vi meget om," siger Ruth Theilmann.