Tid til at være TR

Færre vil være tillidsrepræsentant. Det er der noget, der tyder på, hvis vi skal tro den nyligt offentliggjorte undersøgelse fra LO. Og sandt er det for det private område, hvor op mod 35 procent arbejdspladser er uden tillidsmandsdækning. Men er det samme tilfældet for det offentlige arbejdsmarked og dermed for vores arbejdspladser på institutionsområdet? Nej, heldigvis ikke - og naturligvis fristes man til at sige. Men måske kan vi opfatte det som en spirende udvikling, der er på vej til vores område.

Jeg har netop deltaget i BUPL Fyns stiftende generalforsamling, hvor de to tidligere BUPL Fyns Amt og BUPL Odense igen blev til en fagforening for pædagoger på Fyn.



Her blev en interessant problematik rejst fra salen. En leder beretter om det beklagelige i, at en god tillidsrepræsentant ikke ønsker at fortsætte. Og årsagen er dels de mange nye og flere opgaver, der skal varetages, og dermed det helt afgørende dilemma over den dårlige samvittighed om at være meget fraværende fra arbejdet med børnene. Det giver evig skyldfølelse overfor børnene, kollegaer og forældrene på den ene side - og opgaven som tillidsrepræsentant for kollegerne på institutionen, de øvrige tillidsrepræsentanter og fagforeningen på den anden side. Og det er selvfølgelig ikke et rimeligt krydspres at være i, og det er bestemt ikke holdbart over længere tid. Måske bør vi undersøge tillidsrepræsentanternes psykiske arbejdsmiljø?



Hvad kan vi stille op overfor det krydspres? Lokalt i den enkelte institution er det uden tvivl helt afgørende, at der er fuld opbakning til tillidsrepræsentanten, såvel fra kolleger som fra ledelsen. Og her er det vigtigt, at det grundlag, man er valgt på, både er kendt og accepteret af alle. Men lige så vigtigt er det, at vi i BUPL står bag tillidsrepræsentanten, både helt bogstaveligt og mere indirekte med relevant uddannelse til tiden og supervision fra det lokale fagforeningskontor.

Vi er nødt til at udvikle fagforeningerne, så de kan leve op til morgendagens krav og udfordringer, så også de kommende generationers kolleger vil finde det interessant at være medlem af en faglig organisation - og deltage i det solidariske fællesskab.



Her vil jeg dog også løfte pegefingeren mod vores kommunale arbejdsgivere. Det ser ud som om, at det helt grundlæggende problem er, at kommunens opbakning mangler mange steder. Kommunerne bør i langt større grad bakke op om de lokale tillidsrepræsentanter, såvel på institutionsniveau (ITR) og på kommuneniveau (FTR). Skal det store projekt om decentralisering af opgaver fra kommunen ud på institutionsniveau lykkes, har kommunerne også behov for at have en forhandlingsmodpart, der er kompetent, veluddannet og i balance. Og med balance tænker jeg selvfølgelig på, at kommunerne må bidrage med at reducere nogle af de elementer, der sætter tillidsrepræsentanterne under det store krydspres. Og rent ud sagt bør kommunerne begynde et leve op til intentionerne i KTO-regelsættet om, at tillidsrepræsentanter skal have den nødvendige tid til arbejdet. Og ikke kun tilsagn om flotte hensigter, fine planer og mange ord, men i konkret handling her og nu. Og dermed tilføre institutionerne den nødvendige tid, så tillidsrepræsentanten kan udføre sit arbejde uden dårlig samvittighed.