TEMA: YTRINGSFRIHED. Selvcensur betaler sig ikke

Når medarbejderne i en daginstitution er så pressede, at der ikke er tid til at skifte bleer ofte nok, er det ikke noget, man taler for højt om uden for arbejdspladsen. Måske holder forældrene deres børn fra netop den institution fremover, og måske er det den institution, der bliver lukket under kommunens næste sparerunde, hvis sandheden kommer frem. Derfor er mange pædagoger bange for at tage bladet fra munden og råbe højt om problemer på arbejdspladsen. Det fortæller forsker fra Roskilde Universitet Rasmus Willig, der for tiden arbejder på et forskningsprojekt om ytringsfrihed og selvcensur blandt offentligt og privat ansatte.

»Man kan i dag tale om en indirekte markedscensur inden for det offentlige, og den opstår, når vi er i konkurrence med hinanden. For eksempel når to institutioner konkurrerer om forældrenes gunst for at få kunder i biksen. Det skaber en tavshedskultur, der fører til selvcensur,« siger Rasmus Willig.

Han peger på, at de mange nedskæringer og besparelser gør pædagoger og andre offentligt ansatte meget bevidste om ikke at fremstille sig selv og deres arbejdsplads som konkurrencesvag.

Men det moderne menneske finder en stor del af sin identitet i sit arbejde. Når medarbejdere ytrer sig kritisk om deres arbejde, er det udtryk for engagement. Bliver muligheden for at ytre sig begrænset, forsvinder noget af meningen med arbejdet. Det rammer identiteten og kan i sidste ende føre til stress og udbrændthed, fortæller Rasmus Willig.



Kritikkens u-vending. Kritik kan ifølge Rasmus Willig ikke undertrykkes fuldstændig. Hvis kritikken bliver blokeret, rejser den bare andre steder hen. I stedet for at blive ytret i offentligheden kan den for eksempel dukke op over en kop kaffe med en veninde eller under aftensmaden med familien. Men den kan også blive rettet mod en selv.

»Kritikken laver en U-vending, så ydre forhold, som egentlig burde være målet for kritik, bliver til indre forhold. Medarbejderen tænker: ’Måske er det mig, der er noget i vejen med’, eller ’Måske er det mig, der ikke løber stærkt nok’. Mange begynder at lide af negativ selvkritik, som fører til en ny form for stress eller udbrændthed,« fortæller forskeren.



Mundkurv virker længe. Selvcensuren kan også skyldes tidligere sager, hvor ledelsen ulovligt har givet medarbejdere mundkurv på, for eksempel under en sparerunde. Medarbejderne opfatter ofte sagerne som tegn på, at ledelsen har statu­eret et eksempel. Også i tilfælde, hvor ledelsen har trukket i land og undskyldt et forbud over for personalet.

»Sådanne sager kan føre til en udpræget tavshedskultur blandt medarbejderne, og det er op til ledelsen at skabe et mentalt skifte på arbejdspladsen, så medarbejderne atter tør udtale sig,« mener Rasmus Willig.

Når offentligt ansatte oplever ikke at kunne deltage i den offentlige debat og derigennem få indflydelse på beslutningerne, går det ud over engagementet.

»Jeg kan godt forstå, hvis nogle pædagoger mister lysten til at engagere sig 100 procent, for hvis man ikke får lov til at øve indflydelse, mister arbejdet sin mening,« siger Rasmus Willig.



Den vigtige kritik. Når kritikken fra de offentligt ansatte forstummer, mangler vi vigtig information og erfaring til at diskutere den offentlige sektor ud fra. Men inden for det offentlige er der i løbet af de seneste 10 til 15 år opstået en kultur hentet fra det private erhvervsliv, ’New Public Management’, som har ført til, at ytringer så vidt muligt holdes privat, fortæller Rasmus Willig.

»’New Public Management’ burde i virkeligheden hedde ’Private Public Management’, for den type forvaltningskultur indebærer, at man som offentligt ansat bliver belønnet for at holde sin viden og erfaring for sig selv. Det vil sige, at vi går glip af værdifuld information, som på længere sigt kunne øge kvaliteten i den offentlige sektor,« siger Rasmus Willig.

Hvis pædagoger og andre offentligt ansatte skal have bedre mulighed for at ytre sig offentligt, skal man i højere grad anskue offentlige ytringer, også de kritiske, som en ressource og en mulighed for at forbedre forholdene frem for en hindring. ’New Public Management’ skal skiftes ud med, hvad Rasmus Willig betegner som ’Open Public Management’.

»Kun få aktører har en aktie i den private virksomhed, men vi har alle sammen en aktie i offentlige institutioner. Det vil sige, at i det offentlige skal alt holdes offentligt, så vi har et ordentligt grundlag at debattere og træffe beslutninger ud fra. Også det, vi ikke bryder os om. Det er der, skillelinjen går mellem private og offentlige virksomheder,« siger han.



Skandalerne lurer. Opfattelsen af, at tavshed er guld, som er hentet fra det private erhvervsliv, gavner altså ikke det offentlige i længden. Og det beskidte vasketøj skal nok blive luftet på den ene eller den anden måde, mener Rasmus Willig.

»’New Public Management’-kulturen har det med at producere skandaler, for problemerne dukker op til overfladen før eller siden. Derfor ser vi for eksempel med jævne mellemrum skandaler inden for daginstitutionsområdet og socialpædagogikken,« siger han.

En mere åben forvaltningskultur inden for det offentlige system vil ikke kunne forhindre problemer i at opstå. Men det vil blive lettere at diskutere problemerne og finde en løsning på dem, fortæller

Rasmus Willig.



Frihed med forbehold. I 2006 udsendte Justitsministeriet en vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, da en betænkning fra samme år konkluderede, at mange offentligt ansatte var i tvivl om de gældende regler for ytringsfrihed. Af vejledningen fremgår det, at den offentlige debat er til gavn for samfundet, og at det er vigtigt, at offentligt ansatte deltager i debatten, da de er tættest på konsekvenserne af politiske beslutninger.

Men ifølge Rasmus Willig kommer vejledningen ikke tvivlen eller frygten for at ytre sig til livs.

»I princippet må du ytre alt, også ifølge grundloven, men hvorfor har du så behov for en 28 sider lang vejledning? Vejledningen indeholder en række forbehold, og derfor bliver mange mere forvirret end afklaret om reglerne. De fleste vil give op på forhånd, og det betyder, at den umiddelbare diskussion forsvinder,« siger han.

Han peger på, at vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed skal revurderes og ændres, så den kan være med til at skabe grobund for en bedre offentlig debat og dermed bedre arbejdsvilkår for offentligt ansatte.