TEMA: VOKSEVÆRK. Vi er stadig vores egen

Store og små børn med tilhørende pædagoger myldrer frem fra alle hjørner af Kokkedal. På denne dejlige sommerdag mødes de primært, for at Børn&Unge kan tage billeder af dem allesammen. Men de næsten 700 børn og 140 ansatte mødes også jævnligt på kryds og tværs for at lave spændende ting sammen eller for at få gode idéer af hinanden.

De er alle samlet i Børnehusene i Kokkedal i Fredensborg Kommune. Og selvom de nu hører til i den store områdeinstitution, kan områdeleder Kristina Avenstrup, Tina Pedersen, afdelingsleder i den integrerede institution Græstedgård, og Therese Madsen, pædagog i vuggestuen Troldengen, kun se fordele ved, at de kan bevare det små i det store.

»Den eneste ulempe er, at vi kan blive lidt for ens. Vi kan risikere at miste mangfoldigheden, fordi vi bliver så inspireret af hinanden, at det, som ét hus prøver af og har succes med, vil andre også arbejde med. Men der er sket et kvalitetsløft i børnehusene, og det vidner om, at vi lærer af hinanden og udvikler sammen,« siger Kristina Avenstrup.

10 børnehuse er blevet til 7 huse med fælles ledelse og en daglig leder i hvert hus. Fusionen har for de fleste børnehuses vedkommende været frivillig. Kun tre institutioner er tvunget med.

»Mange har oplevet det som en god ting at være kommet ind i et fællesskab, hvor der er en anden økonomi, fordi man kan gå sammen om opgaver og spare penge. Vi har sparet på ledelse og ikke på børnetid, og det er en gevinst,« siger områdelederen.



Drukne i mængden. Therese Madsens vuggestue var et af de tre huse, der kom med i sidste sammenlægning, og hun kan også kun opremse fordelene. Det er blandt andet muligheden for at lære af de andre huses pædagoger, sparre og få inspiration, at kunne holde fælles foredragsmøder og at have råd til en bus, som husene kan booke, når de vil ud i verden.

»Vi var bange for at drukne i mængden. Og skulle vi mon afgive personale til de andre, når der var sygdom? Men efter to år kan vi kun se alle fordelene, og vi er aldrig blevet tvunget til at hjælpe i de andre huse. Og så er vi jo stadig vores lille vuggestue, hvor vi kan finde ud af med hinanden, hvordan vi vil arbejde,« siger hun.

Tina Pedersen er afdelingsleder for en lille børnehave og vuggestue. Hun føler, at de stadig selv bestemmer en hel masse.

»De forskellige huse har hver deres særkende, og vi laver selv vores årshjul. Husene ligger i forskellige miljøer. Vores hus er en bondegård, og det påvirker vores måde at arbejde på. Vi har stadig vores egen lille institution, selvom vi er med i noget større, « siger hun.



Fælles værktøj. Pædagogerne fremhæver arbejdet med at forny og revidere læreplanen til et fælles værktøj for alle i Børnehusene i Kokkedal. Therese Madsen har mærket de mange plusser ved at have flere kolleger at sparre med i gruppen, som har udarbejdet den nye læreplan.

»Der kom spændende og sjove ting op, som man ikke selv havde tænkt på. For vores vedkommende har vi også hørt om arbejdet med de større børn, som vores jo bliver engang. Det giver gode idéer og sætter tanker i gang om, hvad vi forbereder dem til,« siger hun.

»Der er jo også blevet arbejdet med læreplanen i de enkelte huse, så vi sikrer, at alle er med på, hvad det går ud på. Alle har været med til at beslutte og kender grundlaget for deres arbejde,« tilføjer Tina Pedersen.

Kristina Avenstrup fortæller, at arbejdsprocessen med læreplanen har været båret af de almindelige pædagoger, som har formidlet diskussionerne videre til kollegerne. Hun mener, at der i gruppen har været ’omkostningsfrie’ diskussioner, som har været mere professionelle.

»For eksempel har vi snakket om tvang. Skal alle børn for eksempel absolut ud på legepladsen, som pædagogerne bestemmer, måske uden at tænke nærmere over det? Det kan man diskutere frit i en tværgående gruppe, fordi man ikke er bange for, at nogle føler sig stødt,« siger hun.



Fælles bogkanon. Ud over læreplansarbejdet har pædagogerne arbejdet med en børnebogskanon. Så nu er der indkøbt de samme børnebøger til alle huse. Bøgerne er beskrevet, og i en lille folder er det forklaret, hvordan man bruger bøgerne til dialogisk oplæsning.

Samarbejdet kom i stand, fordi der i området også bor mange tosprogede børn, så der var behov for at sætte fokus på sprogarbejdet.

»Vi har børn, der kommer fra strandvejsvillaer, sociale boliger eller parcelhuse. Deres fundament er forskelligt i forhold til at lære at læse. Det fundament bliver nu mere ens, fordi vi er sikre på, at når børnene begynder i skolen, har de været igennem den samme bogskat,« siger Kristina Avenstrup.

Hun mener, at samarbejdet kvalitetssikrer institutionerne.

»Før skulle det enkelte hus profilere sig selv. Og der var institutioner, som alle stod i kø til, fordi de havde et godt ry. Nu arbejder vi på, at alle skal være gode dagtilbud, som forældrene ønsker. Børn skal have et godt liv, uanset om man får plads i det ene hus eller det andet.«



Sammen om meget. Fordelene for børnene er, at de i det daglige ikke mærker den store enhed. De går stadig på deres egen institution, men til gengæld er der blevet flere aktiviteter på tværs af institu­tionerne. Også de ansatte mærker forskellen på en positiv måde.

»Vi har flere penge til at få foredragsholdere ud, vi har mulighed for at inspirere hinanden og bruge hinandens ressourcer, fordi vi kender hinanden. Vi udvikler os ved at sparre med hinanden og få gode idéer – og det kommer børnene til gode,« siger Tina Pedersen.

Et af de mest succesfyldte fællesarrangementer er et motorikforløb med alle femårige børn. Det har været muligt, fordi område­institutionen havde råd til at betale halvdelen af lønnen til en motoriklærer fra skolen.

Institutionerne har også ved at slå sig sammen kunnet oprette et grønt værksted. Her kan alle institutioner komme og i samarbejde med en naturvejleder – eller for sig selv – lave aktiviteter, der handler om krop og bevægelse, udeliv, natur og teknik og sundhed.

De har også et fælles værksted, hvor en kulturpædagog tilbyder kreative muligheder og arrangerer udflugter til museer.

»Vi skal bare komme med vores børn, så har hun sat rammerne. Det giver os mulighed for at være nærværende og fordybet sammen med børnene, når vi ikke skal forholde os til det praktiske,« fortæller Tina Pedersen.



Overskud til børn. Økonomien kommer fra reduktion i omkostningerne til ledelse. Før var der 10 ledere og 10 souschefer, så noget er vundet ved at indskrænke antallet af ledere.

Det har også været muligt at flytte hver institutions køkkenmedarbejder til et fælles køkken, hvor der laves 95 procent økologisk mad til alle huse. Køkkenmedarbejderne dækker ind for hinanden, så pædagogerne ikke skal gå fra børnene for at sørge for frokost eller frugt.

Kristina Avenstrup advarer alligevel mod at bruge økonomi som argument for at slå institutioner sammen.

»Før gik alle 10 ledere til møde på rådhuset, nu er det kun mig. Alle 10 gik hjem fra de møder og holdt møder med deres souschefer og med pædagogerne. Den tid kan vi nu bruge på børnene. Hvis man vil slå sammen for at spare på pædagogernes tid med børnene, er det et forkert udgangspunkt,« siger hun.