TEMA: UNDERRETNINGER. Ulykkelig uvidenhed

Det er kommuner, som har al mulig grund til at have opmærksomheden stift rettet mod udsatte børn. Inden for de seneste fem år har de huset de værste sager om sexmisbrug af børn, vold og vanrøgt. Alligevel kniber det gevaldigt med overblikket, når det handler om underretninger, kan Børn&Unge nu afsløre.

I Brønderslevsagen fik faderen 11 års fængsel for systematisk vold, sexovergreb, vanrøgt og misrøgt af ni sammenbragte børn, mens moderen fik fire års fængsel. I Rebildsagen blev faderen idømt forvaring for omfattende og grove seksuelle overgreb mod syv af sine egne børn og to andre børn. I Esbjergsagen fik en far syv års fængsel for sexovergreb mod 10 børn.

I alle tre kommuner har forvaltningerne fået underretninger om, at der var noget helt galt i familierne, uden at kommunerne greb ind.

I Rebildsagen har Ankestyrelsen kriti­seret, at kommunen ikke reagerede relevant på alvorlige underretninger og ikke foretog de nødvendige faglige undersøgelser. Derudover har der gennem hele sagsforløbet manglet systematik, dokumentation og overordnet opfølgning.

Senest har Ankestyrelsen indledt en under­søgelse af sagsbehandlingen på børneområdet i Esbjerg, fordi kommunen fik flere advarsler uden at gribe ind i sagen mod den 41-årige familiefar, der blev idømt syv års fængsel for sexovergreb mod 10 børn.

Hverken Rebild eller Brønderslev kommuner har i dag et overblik over, hvor mange underretninger de får om året. De ved heller ikke, hvor underretningerne kommer fra, og hvad der bliver af dem. I Esbjerg er overblikket bedre, men kommunen ved ikke, hvor mange underretninger der fører til en sag.



Et enkelt lyspunkt. Børn&Unge har undersøgt 11 kommuner, der alle har huset mindst en alvorlig sag om overgreb, vold eller vanrøgt, for at finde ud af, om man i kommunerne har lært noget af de forfærdelige begivenheder. På ét punkt er svaret heldigvis ja: Mange af kommunerne har indført eller er ved at indføre et modtageteam, hvor alle underretninger i første omgang havner. Den praksis er inspireret af blandt andet Skanderborg Kommune, der var en af de første kommuner til at lave sådan en enhed.

Desværre er det også det eneste lyspunkt. Kommunerne har nemlig ikke noget overblik over underretningerne. Kun halvdelen af kommunerne ved, hvor underretningerne kommer fra. Og endnu værre ser det ud med overblikket over, hvad underretningerne fører til.

Kun Kolding Kommune kan oplyse om, hvad der sker med en underretning. Kommunen ved, om det bliver til en ny sag, eller om underretningen knytter sig til en aktiv eller en passiv sag. I 2011 fik kommunen 933 underretninger. Det resulterede i 308 nye sager, 528 knyttede sig til aktive sager og 97 til passive sager.

I Skanderborg Kommune opgjorde forvaltningen i 2011, hvor mange underretninger der førte til en sag. Af alle underretninger på nye børn, blev halvdelen til en sag.

Ingen andre af de kommuner, som Børn&Unge har kontaktet, kan oplyse, om underretningerne fører til handling fra forvaltningens side.



Bevidst inkompetent. Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, undrer sig over, at kommunerne ikke har bedre overblik over underretningerne.

»Kender du Joharis vindue,« spørger hun.

Det er et ledelsesværktøj, som opererer med fire forskellige niveauer: Ubevidst inkompetent, bevidst inkompetent, ubevidst kompetent og bevidst kompetent. Danmark har efter Lisbeth Zornig Andersens mening været ubevidst inkompetent.

»Men vi er stille og roligt ved at krybe over i ’bevidst inkompetent’, hvor vi kan se, vi har et problem. Det gør ondt, men vi ved ikke helt, hvad vi skal gøre. I forhold til underretninger er det mig en gåde, at man ikke starter med at finde ud af, hvor vi har ondt,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

»Jeg er uddannet økonom, så jeg synes, det er en god idé at registrere alt, hvad man kan. Her kan vi lige præcis få et billede af, hvor skoen trykker, og hvor vi skal øge kompetencerne. I forhold til at kigge efter det svageste led i kæden, undrer det mig, at man ikke registrerer på et mere detaljeret niveau,« siger hun.

Hun nævner som eksempel, at hvis en oversigt over underretninger viser, at der er få underretninger fra skoletandlæger, så burde man som kommune være opmærksom.

»Skoletandlægerne kan se ret meget, men måske kan det handle om, at de ikke ved, hvad de skal kigge efter. Så må man sætte ind der,« siger Lisbeth Zornig Andersen.

Hun mener, at det burde være grundlæggende for kommunerne at vide, om underregningerne bliver til en sag i forvaltningen.

»Får man underretninger på et forkert grundlag eller underretninger, som ikke fører til noget, bør man måske blive bekymret for, om man ser spøgelser. Den eneste måde, vi kan finde ud af det på, er ved at vide, om underretningen fører til en børnesag.«

De fleste kommuner i Børn&Unges undersøgelse kan fremvise betydelige stigninger i antallet af underretninger. Mest markant i Esbjerg, der er gået fra 752 underretninger i 2010 til 1722 underretninger i 2011.

Men som Signe Winther Jensen, konsulent i Esbjerg Kommune, siger:

»Vi har ikke kunnet finde andre forklaringer end den opmærksomhed, der har været på det fra vores egen side, og det, vi har gjort for at informere fagfolk i vores distrikter om behovet for at underrette,« siger hun.

Heller ikke i andre kommuner har man en entydig forklaring på, hvorfor der er kommet flere underretninger.

Det er nu ikke kun de 11 kommuner, Børn&Unge har spurgt, der har set en stigning i underretninger. Jyllands-Posten offentliggjorde i maj en undersøgelse, der viste en stigning i antallet af underretninger på 41 procent fra 2009-2011 på landsplan.



Kampagne virker. Siden 2009 har Ankestyrelsen kørt en kampagne for at gøre opmærksom på underretningspligten, men Barnets reform spiller også en rolle, fremhæver Karin Kildedal, lektor ved Aalborg Universitet og ekspert i arbejdet med udsatte børn. Reformen skærper nemlig underretningspligten for professionelle, herunder pædagoger.

»Noget kunne tyde på, at det måske er slået igennem på sådan en måde, at der er flere underretninger fra professionelle. Og de skandalesager, vi har haft de senere år, giver ofte en bølge af underretninger fra almindelige mennesker, fordi de bliver mere opmærksomme på børn, der mistrives. De får genopfrisket, at man også som almindeligt menneske skal underrette,« siger hun.



Kommuner ændrer praksis. De katastrofale sager – og nogle steder den lige så katastrofale sagsbehandling – har fået kommunerne til at ændre praksis. Underretninger lander i dag ikke på skrivebordet hos den enkelte sagsbehandler. Mange steder sidder der nu et modtageteam, en frontenhed, eller hvad man har valgt at kalde det lille hold af medarbejdere, der som de første vurderer underretningen.

»Det lyder også fornuftigt. Det er en start,« siger Lisbeth Zornig Andersen og påpeger, at det netop er den arbejdsgang, som socialminister Karen Hækkerup (S) ønsker indført.

Men Karin Kildedal er ikke sikker på, at et modtageteam i sig selv er lykken.

»Det kommer an på, hvad de laver. Det første, man skal gøre, når man får en underretning, er, at man skal ringe til forældrene eller tage ud og snakke med dem og finde ud af, om der er noget om det, der står i underretningen. Men det bekymrer mig, hvis man sidder og vurderer underretninger uden at tale med forældrene. Så er det ikke godt,« siger hun.

»Problemet med det sociale arbejde generelt er, at det er ved at udvikle sig til papir, man sender rundt, frem for mennesker, der snakker sammen,« tilføjer Karin Kildedal.

Lisbeth Zornig Andersen glæder sig over, at der både er et stort fokus på udsatte børn og en stor stigning i antallet af underretninger.

»Men på et tidspunkt skal vi se et fald i antallet af børnesager. Vi er først lykkelige, når antallet af børnesager falder, fordi man er blevet bedre til at forebygge og reagerer hurtigere.«