TEMA: TRAUMITISERET. Veras viljestærke vej

Vera Nduwimana er fra Kayanza Province i Burundi. På grund af sin etniske baggrund har hun været udsat for grufulde oplevelser og forfølgelse i borgerkrigen mellem hutuer og tutsier. Næsten alle mændene i hendes familie – også faderen – blev dræbt, og da hun blev ældre, blev det klart, at ’der ikke var plads til mig’, som hun udtrykker det. Efter flugt til Kenya, Tanzania og Uganda endte Vera Nduwimana i Sandholmlejren i Danmark, hvor hun efter otte måneder fik opholdstilladelse. Og det var hendes held.

Siden har hun lært dansk, taget en uddannelse som laborant, er blevet gift med en mand fra Rwanda og fået tre børn, der nu er ti, syv og halvandet år. Vera Nduwimana har fået den hjælp og støtte, som hun havde brug for, og hun har brugt al sin viljestyrke på at lære dansk og blive dansk. Derfor er hun ikke længere præget af de traumer, som hun havde i begyndelsen.

»Jeg kunne have dårlige tanker og forfærdelige drømme om natten, blandt andet på grund af min kære fars død. Men jeg er kommet godt over de ting, som jeg havde det svært med i begyndelsen. Måske gemmer det sig et eller andet sted, men de gode ting, jeg har oplevet her i Danmark, har domineret, så de dårlige tanker er forsvundet,« siger hun.



Børn har det meget dårligt. Vera Nduwimana kender mange, som ikke har været helt så heldige. De fleste flygtninge fra hendes land eller nabolandene har det efter mange år i Danmark stadig svært og får behandling for deres sår på sjælen.

»Mens mine børn ikke har problemer, fordi jeg ikke har, så har andre børn af flygtninge det ofte dårligt. Mest fordi forældrene ikke tager ansvar for dem. Deres oplevelser er gået ud over deres evner som forældre,« siger hun.

Vera Nduwimanas børn går i daginstitution – klub, SFO og vuggestue – og hun har kun mødt velvilje og pædagoger, der har været indstillet på at forstå hendes baggrund og så vidt muligt undgå misforståelser.

Hun har gjort meget for at lære, hvordan danskerne opdrager børn. I Burundi mener forældrene, at det er en del af opdragelsen at slå sine børn. Den opdragelsesmetode har hun lagt fra sig og lært sig at kommunikere med sine børn på andre måder.

»Mine børn skal vokse op og klare sig her i Danmark, og pædagogerne skal ikke holde sig tilbage fra at gøre noget, fordi de tænker, at børns adfærd kan dreje sig om kultur. Man vælger, at ens børn skal gå i danske daginstitutioner, fordi man ønsker, at de skal fungere i en dansk sammenhæng og sammen med danske børn. Og så skal man være indstillet på at samarbejde med pædagogerne og gøre, som man gør her,« siger hun.



Må ikke være ligeglade. Det er pædagogernes opgave at tage fat i de problemstillinger, der kan være med flygtningebørn, mener Vera Nduwimana. Hvis børnene mistrives, skal pædagogerne tage initiativet til et samarbejde.

»Når pædagogerne er sammen med børnene hele dagen, må de kunne se, hvis der er noget med et barn, som de skal gøre noget ved. De må ikke være ligeglade, for forældrene vil rigtig gerne have, at børnene bliver til noget og får et bedre liv, end de selv har haft,« siger hun.

Vera Nduwimana synes, at det er nemt at se på et barn, hvis det ikke har det godt, eller hvis det går skidt i familien.

»Jeg har set det hos nogle af de flygtninge, jeg kender. Det er meget tydeligt, at de ikke har det godt og ikke rigtig magter deres ansvar som forældre. Når jeg kan se det, må pædagogerne også kunne se det. De har en uddannelse, hvor de har lært det,« siger hun.



Gode Råd fra Vera

• Hvis børnene mistrives, skal pædagogerne tage initia­tivet til et samarbejde.

• Pædagogerne skal ikke holde sig tilbage fra at gøre noget, fordi de tænker, at børns adfærd kan dreje sig om kultur.

• Vær særligt opmærksom på, hvordan man kommunikerer med flygtningeforældre