TEMA: TRAUMATISERET. Hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af

Mor græder om natten. Far er altid træt og bliver hurtigt vred. Flugt fra krig og tortur sætter varige spor, og i lejlighederne i Gjellerup ved Aarhus bor der langt flere flygtninge end de fleste andre steder. Det mærker pædagogerne i Det nye Børnehus, hvor alle 52 børn er efterkommere af flygtninge eller indvandrere.

»Cirka hvert andet barn her er berørt af traumer. Deres forældre eller bedsteforældre er flygtet, og det påvirker familierne. Ofte er traumerne forværret af deres nuværende livssituation og tiden i asylcentre,« siger Lene Hansen, som er pædagogisk leder for den inte­grerede institution.

Børnenes problemer kommer til udtryk på mange måder. De kan være sensitive, have psykosomatiske symptomer eller være små voksne, der føler, at de skal tage sig af familien.

Problemerne kan også vise sig på andre måder, så der findes ikke en fast skabelon for, hvordan problemerne identificeres.

»Vi kigger efter, om børnene har et sikkert tilknytningsmønster og en grundlæggende tillid til livet. Vi bruger vores pædagogiske grundfaglighed sammen med vores viden om traumers påvirkning af børnenes neuro­logiske og følelsesmæssige udvikling. Vi observerer, om børnene udvikler sig alderssvarende og trives. Det er der forholdsvis mange af vores børn, som ikke gør,« fortæller Lene Hansen, der har arbejdet seks et halvt år i institutionen.



Åbenhed er afgørende. Problemerne med traumer er langt fra nye for pædagoger i Gjellerup. Det nye Børnehus satte dog særligt fokus på emnet, da institutionen i 2009 deltog i et pilotprojekt sammen med organisationen Synergaia, der arbejder med rehabilitering af voksne med traumer. Her blev de pædagogiske redskaber skærpet.

Tilgangsvinklen er, at børnene reagerer normalt på en særlig livssituation. Pædagogernes primære middel til at hjælpe er at tale med børnene.

»Vi kan sige: ’Vi ved godt, at det er svært for dig, når din mor er træt, eller når hun græder om natten. Vi ved, at det er sådan hjemme hos dig lige nu, og vi vil gerne dele det med dig’. Det værste, vi kan gøre, er at ignorere det, for tavshed overlader barnet til sin egen forståelse,« siger hun.

Samtalerne med børnene opstår nogle gange, når pædagogerne mindst af alt venter det.

»Det kan for eksempel ske, når der opstår et gyldent øjeblik, hvor børnene åbner sig, er det bare med at gribe øjeblikket,« siger Lene Hansen.



Ingen hensynsbetændelse. Andre gange opstår samtalerne mindre tilfældigt. Med jævne mellemrum laver pædagogerne forløb for mindre grupper af børn, som er påvirkede af traumer i familien.

Typisk mødes de to formiddage om ugen i to måneder, hvor de blandt andet lærer at sætte ord på følelser. Pædagogerne viser dem for eksempel billeder af børn i forskellige sindsstemninger og spørger dem, hvordan de kan se, om nogen har det svært. Andre gange tegner børnene, hvad de oplever. Det er hverken behandling eller terapi.

»Det er pædagogik. Vi stiller os til rådighed for barnet, og der bliver sat ord på nogle ting. Dermed fjerner vi noget af det farlige og usagte. Samtidig tager vi den side af børnenes liv alvorligt.«

Pædagogerne vejleder også forældrene i at tale med deres børn om problemerne.

»Mange af forældrene lever efter devisen om, at hvad børn ikke ved, har de ikke ondt af. Vi ser det omvendt. Hvad børn ikke ved, har de ondt af,« siger Lene Hansen.

Hvis forældrene græder, er det en god idé at fortælle børnene hvorfor.

»Vi skal sammen med forældrene gøre det klart, at børnene ikke har ansvaret. Det kan skabe stor lettelse hos børnene.«

I det hele taget er åbenhed og samarbejde med forældrene en nøglesten i institutionens arbejde, hvilket forældrene allerede bliver gjort opmærksom på til introduktions­samtalen.

»Vi lider ikke af hensynsbetændelse. Pædagogerne spørger til forældrenes baggrund og oplevelser, ikke af nysgerrighed, men for at give barnet den bedst mulige støtte. Det er vigtigt, at vi ved, hvis der er problemer i familien,« siger hun.

Det kræver, at forældrene er trygge, hvilket pædagogerne går forholdsvist langt for at opnå. For eksempel havde en far med traumer svært ved at aflevere sit barn om morgenen. Når han forlod institutionen, gik han rundt udenfor og kiggede ind ad vinduerne.

»Han var utryg, så vi inviterede ham til at blive i institutionen, lige så længe han havde behov for det. Han var der hver dag i en periode og sov endda til middag på sofaen. Til sidst blev vi i personalegruppen enige om, at det var bedst for barnet, at han ikke blev, men så kendte faderen stedet og kunne bedre forlade institutionen,« fortæller Lene Hansen.



Børnene skifter gear. Arbejdet med børnenes problemer har også en fysisk dimension. Det foregår i institutionens snoezelrum, som er et lokale indrettet til at give forskellige sanseoplevelser. Der findes blandt andet særlige sansegynger, en vandseng med resonans og lys, som kan reguleres.

»Vi kalder det et gearskifterum. Det kan bruges til både at komme ned og op i tempo. Børn, der har brug for en lille ramme og en tæt relation, tager vi med i snoezelrummet, hvor de blandt andet kan få massage,« siger Lene Hansen.

Rummet bliver også brugt til at få tilbageholdende børn op i gear.

»Nogle børn springer ikke rigtigt ud i livet. Det kan handle om, at de ikke er blevet stimu­leret så meget motorisk, måske fordi forældrene ikke har overskud. De får stimuleret sanseapparatet hos os,« siger Lene Hansen.

Om indsatsen virker, er svært at dokumentere sort på hvidt, men Lene Hansen er ikke i tvivl.

»Det gør en forskel, at børnene bliver mødt på den rigtige måde. Vi kan se på de børn, som vi har fået øje på tidligt, at de har fået tillid til, at verden vil dem det godt. De kommer ind i en positiv udviklingsspiral,« siger den pædagogiske leder.