TEMA SYG OG FATTIG: Flere pædagoger mister sygedagpenge

På få år er antallet af langtidssyge, som mister deres dagpenge, steget med 35 procent. BUPL-formanden beder regeringen om at handle hurtigt for at redde folk fra økonomisk ruin.

Formanden for BUPL, Henning

Pedersen, er forarget over, at stadig flere langtidssyge får ’skudt deres liv i stykker’, fordi de mister retten til sygedagpenge.

»Rigtigt mange kommer i klemme på grund af 52-ugers-reglen. Regeringen bør hjælpe de her mennesker hurtigst muligt ved at afskaffe varighedsbegrænsningen, så de kan få deres dagpenge, så længe de ikke er i stand til at passe et job på grund af sygdom,« fastslår han.

Tallene viser en signifikant udvikling. På fire år er der sket en stigning på hele 35 procent i antallet af syge danskere, som mister retten til dagpenge. I 2006 blev 6600 personer ramt, fordi de var syge i mere end 52 uger. I 2010 var antallet steget til knap 9000, viser tal fra Danmarks Statistik, som FTF har indhentet.

Meldingerne fra BUPL's regionale afdelinger underbygger tendensen. Stadig flere pædagoger mister deres forsørgelsesgrundlag eller havner på kontanthjælp, fordi de rammer 52-ugers-loftet.

»Blandt vores medlemmer er der nu personer, som ikke har salt til et æg. De er havnet i en ulykkelig situation,« siger formanden for BUPL i Storkøbenhavn, Michael Egelund, som giver et illustrativt eksempel på konsekvenserne af sygedagpengestoppet.

»I øjeblikket har vi konstant fem-seks medlemmer, der beder om fritagelse for at betale kontingent, fordi de ingen penge har. Den slags henvendelser var ukendte for os for tre-fire år siden,« siger han.



De er desperate. På Fyn oplever BUPL det samme.

»Når medlemmerne mister deres sygedag­penge, er de tvunget til at spare på alt. Derfor får vi flere og flere henvendelser om kontingentfritagelse, og det er svært at argumentere imod, når medlemmerne dokumenter­bart ikke har nogen penge tilovers. De er jo desperate, og de har mere end nogensinde brug for deres fagforening, men de har intet tilbage på budgettet,« forklarer næstformanden i BUPL-Fyn, hovedbestyrelsesmedlem Anette Lukasiewicz.

Hun angriber kommunerne for at sende folk ud i håbløshed, når de efter 52 uger fratager dem retten til sygedagpenge, selvom perioden faktisk kan forlænges.

»Kommunerne strammer skruen og er hurtigere til at sende folk på kontanthjælp. Der er ingen, som forsøger at være large længere. Ingen vilje til at gå ind og revurdere situationen, nej, man er virkelig hurtig på aftrækkeren,« tilføjer hun.



Formand indigneret. Formand Henning Pedersen opfordrer regeringen til at efterleve løfterne om at få afskaffet varighedsbegrænsningen på de 52 uger. Han er indigneret over, at det trækker ud.

»Nu melder politikerne ud, at fjernelsen af loftet skal indgå i en større reform, og at der skal ske et yderligere udredningsarbejde på området. Det har jeg svært ved at se formålet med. Vi har at gøre med et område, hvor konsekvenserne er grundigt belyst, og politikerne har da også været fremme med en meget tydelig indignation over reglerne,« siger Henning Pedersen, som påpeger, at regeringen allerede har vist vilje til at tage sociale hensyn på andre områder.

»Det gælder for starthjælpen og fattigdomsydelserne. Samme handlingsiver bør de udvise på sygedagpengeområdet,« understreger han.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.