TEMA: SPROG. Snak meget mere med børn

I institutioner, hvor der ikke er så meget fokus på sproget, lever børn og pædagoger i to adskilte verdener. Børnene leger på gulvet og med hinanden, mens de voksne taler med hinanden om alt muligt praktisk. Der er ikke gang i det dialogiske samspil. Det viser sig i meget af forskningen om sproglige læringsmiljøer i børneinstitutioner.

Børneforsker og udviklingspsykolog Ditte Alexandra Winther-Lindqvist, Aarhus Universitet, der har undersøgt dialogen i forbindelse med måltidet i syv daginstitutioner, mener, at der er meget at hente rent sprogligt i den daglige dialog mellem børn og voksne.

»Hvis pædagogerne ikke har længere dialoger med børnene, men taler hen over hovedet på dem, så er det ikke et godt sprogligt miljø. For der sker først udvikling af børns sprog, når de er i interaktionen med voksne. Og især når de er sammen om noget fælles tredje. Det kan være om måltidet, men sådan set om hvad som helst i dagligdagen. Hvis man skal betegne en samtale som en god og udviklende dialog, skal der være øjenkontakt og fælles interesse, og dialogen skal gå frem og tilbage flere gange,« siger hun.



Snak i længere tid. Der skal meget mere end korte beskeder til at skabe et godt sprogmiljø, forklarer Ditte Alexandra Winther-Lindqvist.

»Udvekslingerne mellem barn og voksen er ofte korte: Der bliver givet en besked, og barnet svarer, eller der bliver stillet et spørgsmål, og så bliver der svaret og måske responderet på svaret. Det vil sige, at barnet og den voksne ofte ikke taler længere tid sammen end tre turtagninger. Det er for lidt,« siger hun.

I de eksempler på god dialogisk praksis, som børneforskeren har set, deler pædagogerne grupperne op, så de har færre børn at overskue. Det giver mere nærværende og længere samtaler.

»Det kan være til måltidet, eller det kan være på legepladsen, i garderoben og på toilettet eller i forbindelse med læsning af en bog eller alle mulige andre aktiviteter. Det afgørende er, at man koncentrerer sig sammen om det, man er i gang med, så den voksne er nærværende og sætter ord på, hvad der foregår. Er der for mange børn sammen, bliver det sproglige miljø ikke særlig dialogisk, « siger Ditte Alexandra Winther-Lindqvist.



Få talt med lille Ole. Pædagogerne kan ikke bare lade børn lege med hinanden og tro, at de får det sproglige med, mener Ditte

Alexandra Winther-Lindqvist. Børn kan sagtens lære kommunikation af hinanden. Men skal de lære nye ord eller lære om overbegreber eller andet, der udvikler dem sprogligt, skal børn og voksne blandt andet tale med hinanden om oplevelser fælles og hver for sig, og om hvordan ting er og har været.

»Skal man optimere sprogindsatsen, er det vigtigt at være opmærksom på alle de situationer i løbet af dagen, hvor man har lejlighed til at få sludret og snakket. For eksempel at sørge for at gribe det øjeblik til at få talt med lille Ole, hvor man er på badeværelset for at hjælpe et andet barn,« siger hun.

Børneforskeren siger, at pædagogerne også i de mere planlagte aktiviteter skal tænke over, hvordan de har bedst mulighed for at få en dialog i gang.

I hendes studier viste der sig at være en verden til forskel mellem de børnehaver, der delte børnene op i mindre grupper til måltidet, og de børnehaver, hvor man havde hele flokken til at spise sammen.

»I de sidste begrænser dialogen sig til, at de voksne – fordi der er mange børn at tage sig af – hjælper med det praktiske og siger korte sætninger i bydeform. Det er ikke sprog­stimulerende,« siger hun.

Ditte Alexandra Winther-Lindqvist opfordrer især pædagogerne i de institutioner, der ligger i socialt belastede områder, til at lægge vægten på det dialogiske miljø.

»Jeg skal være den første til at anerkende, at pædagoger snart skal kunne alting. Men en dialogisk praksis, hvor man organiserer de almindelige, tilbagevendende aktiviteter på en måde, der muliggør dialoger, bør man prioritere. Specielt de børn, der ikke får det sproglige med sig hjemmefra, er helt afhængige af, at pædagogerne går meget op i det dialogiske miljø,« siger hun.