TEMA: Specialpædagogisk gevinst. Struktur giver ro i smp urolige hjerner

Det er onsdag formiddag i et klasseværelse, hvor ­klassens syv elever har deres arbejdspladser adskilt af skillevægge. Ved et lavt bord foran tavlen er der plads til, at eleverne kan samles. Ved siden af tavlen hænger et velcrobånd med dagens program listet op i form af piktogrammer, billeder og tekst. Her kan eleverne se, at de først skal sidde på deres egen plads, dernæst er det tid til en gåtur og til slut at samles ved et bord.

Det er et eksempel på den struktur, der gennemsyrer hverdagen i indskolingen i Højvangskolens center­klasser og SFO. Havde det været torsdag eller mandag, ville planen se ud på nogenlunde samme måde.

»Vi sætter en genkendelig ramme. Uanset hvilken dag det er, og hvem eleverne møder, er rammen den samme. De ved, hvad der skal ske, og det kan de fungere i,« siger pædagog Mette Fenn Vester, der har været ansat på skolen i Horsens i seks år.

Den faste ramme inkluderer blandt andet en gåtur hver morgen. Ruten er den samme hver dag, og børnene, der er mellem 7 og 11 år, ved præcis, hvornår de må løbe, og hvornår de skal gå samlet. Turen bliver altid gennemført, uanset om regnen står ned, eller der er snestorm.

»Vi ved, at det virker. Hvis jeg sagde til børnene, at i dag dropper vi de planer, vi har aftalt, og laver idræt i stedet, så ville læsset vælte. Vi skal hele tiden være på forkant,« siger Kitt Rose Christensen, som har været pædagog på skolen i otte år



Gøres livsduelige. Eleverne i centerklassernes ­indskoling er blandt andet børn med diagnoser som ADHD og autisme. Nogle af dem kæmper med lavt ­selvværd efter at have været udsat for mobning i de klasser, de ­tidligere har gået i. De er i højere grad placeret i klasserne, efter hvordan de fungerer socialt end efter deres faglige standpunkt og alder.

Den teoretiske baggrund for pædagogernes arbejde kommer blandt andet fra neuropædagogikken, der kombinerer viden fra neuropsykologi og specialpædagogik. Det er herfra, at det skarpe fokus på struktur stammer, og det er et omfattende arbejde.

»Vi koordinerer i teamet, vi kommunikerer med forældrene, og det er vigtigt, at vi holder overleveringsmøder med den institution, de kommer fra, inden de begynder her, så vi ved, hvem vi skal modtage,« fortæller Kitt Rose Christensen.

Det betyder dog ikke, at børnene altid laver det samme.

»Det kan vi ikke, for vi skal udvikle børnene og gøre dem så livsduelige som muligt. I verden uden for skolen er alting jo ikke forudsigeligt. Derfor skal vi udfordre dem, så de kan klare sig, når strukturen ryger,« siger Mette Fenn Vester.

Samtidig har ikke alle børn brug for den samme struktur.

»Vi har få elever, så vi kan tilrettelægge det efter den enkelte. Hvis dagsformen er til det, kan vi for eksempel strække en aktivitet lidt længere,« fortæller Mette Fenn Vester.

Pædagogerne arbejder både i skolen og i SFO’en, hvor aktiviteterne er mindre strukturerede. Børnene skal sige goddag og farvel til en voksen, men de har samtidig mere medbestemmelse, og indimellem kan der være skiftende voksne.

»Det kræver mere af børnene at agere i den anden ­virkelighed. Af samme grund går nogle af dem ikke i SFO, mens det for andre også er en mulighed for at give slip og slappe lidt af,« siger Mette Fenn Vester og tilføjer, at hvis et barn er udmattet efter skoledagen og har brug for at spille på en iPad, får de jævnligt lov til det.



Teorien afprøves. For at blive klædt på til arbejdet deltager pædagogerne blandt andet i kurser og temadage, og de får jævnligt ny inspiration fra kolleger og samarbejdsparter. Deres primære metode til at afgøre, om ny viden er brugbar, er en blanding mellem erfaring og virkelighedstjek.

»Kommer én hjem fra en konference og har fået nye idéer til, hvordan vi kan arbejde, er vi som udgangspunkt åbne over for at afprøve dem. Vi starter dog med at snakke med vores kolleger om idéerne, og nogle gange ved vi på forhånd, at det ikke vil gå. Så lader vi være med at afprøve dem. En af de bedste måder at blive uddannet på er at gøre praktiske erfaringer,« siger Kitt Rose Christensen.

Samtidig har pædagoger og lærere på skolen den fordel, at Horsens Kommunes Videncenter for børn og unge med specifikke og gennemgribende udviklingsforstyrrelser holder til på skolen.

»Hvis et barn står stille udviklingsmæssigt i en periode, kan vi spørge, om de vil hjælpe os. Så kommer de og observerer vores arbejde og kan komme med input. Det er godt, når der bliver stillet spørgsmål til den måde, vi gør vores arbejde på,« siger Kitt rose Christensen.

En vej til udvikling er i nogle tilfælde belønning.

»Specielt i forhold til børn med lavt selvværd kan det bruges til at give en tro på, at de kan noget. Belønningen får dem måske til at gøre noget, som de ikke helt turde eller havde lyst til, men så opdager de, at de kan, og får måske positive reaktioner og får lyst til at gøre det igen. Det kan for eksempel være at sige noget positivt til andre,« fortæller Mette Fenn Vester.

En belønning kan i første omgang bestå i, at børnene tildeles en smiley, når en elev har gjort eller sagt noget godt, og det handler ofte om det sociale. Når eleven har nået et bestemt antal smileyer, kan de veksles til en reel belønning, som kan være at bage pizza sammen med en voksen.