TEMA. SORGBEARBEJDNING: Vi holder fokus på minderne

Børnehavebørnene fra den integrerede institution Valhalla er samlet i fællesrummet en onsdag formiddag i marts 2012. De synger.

»Hej, nu tager vi til månen i vores rumraket. Før vi starter, var det jo rart at vide, om der er nogen, vi mangler,« toner teksten ud over flokken af 3-6-årige.

»Er alle om bord?« traller den glade børnesang.

Men det er alle ikke. Der er nogen, der mangler.

»Vi mangler Jette,« fortæller pædagogisk leder Gerda Hyldborg.

Hun skal hilse mange gange fra Jette og sige, at hun savner Valhalla. Desværre er hun nu så syg, at hun ikke kommer tilbage til børnehaven. Men Gerda har aftalt med Jette, at børn og voksne i fællesskab skal plante et magnolietræ på legepladsen, så de kan tænke på hende, når de ser træet.

Et af børnene siger, at Jette har kræft, og at hun kan dø af det. Det bekræfter Gerda, og flokken går på legepladsen for at plante det lille træ. 

Det er ikke første gang, rumraketten må tage turen til månen uden Jette. I august 2011 fik børnene besked om, at hun var syg og derfor ikke kom i lang tid. 

Det var præcis det, alle havde frygtet skulle blive resultatet af de mange prøver, Jette havde været igennem, siden hun midt i juli tog tidligt hjem fra arbejde med ondt i maven. Dagen efter, hvor hendes ferie skulle starte, blev hun hentet med ambulance i hjemmet. Efter et utal af prøver sommeren igennem, blev de bange anelser til kendsgerninger: Jette havde kræft.

Siden har Jette været på besøg et par gange i de perioder, hvor hun har haft det godt mellem kemokurene. Gerda har løbende informeret forældrene.



Flaget går på halv. Kun en uge efter, at magnolietræet er plantet – og præcis otte måneder efter Jette gik hjem med ondt i maven – ringer hendes mand og fortæller, at hun er sovet ind om natten.  

Den morgen sender Gerda det brev, hun har skrevet i forvejen til forældrene, ud på mail. Her giver hun den triste nyhed og informerer om, hvordan børnehaven vil markere dagen med børnene. Hun opfordrer forældrene til at være opmærksomme på børnenes reaktioner i den kommende tid og dele dem med hinanden.

Om formiddagen synger børnehavebørnene igen raketsangen til fællessamling. Gerda nævner Jette som en af dem, der mangler på turen til månen, og at hun kommer til at mangle altid, for i nat døde hun af sin sydom.

Men, husker Gerda børnene på, vi har jo nogle rigtig gode minder om Jette, og når vi går forbi Jettes træ på legepladsen, kan vi tænke på hende.

Gerda tænder et lys for Jette, og børn og voksne følges ad ud til flagstangen på legepladsen for at hejse flaget på halv. Vuggestuebørnene rutsjer, hopper og leger med sand, ganske som de plejer.

»Ved de slet ikke, at Jette er død,« spørger en af de store drenge fra børnehaven, som undrer sig over, hvordan de små bare sådan kan lege videre, som om intet var hændt.

Flaget stopper på den halve vej til toppen, mens børnestemmer spreder ’Mariehønen Evigglad’ ud over det formiddagsstille villa­kvarter.

De børn, der har lyst, sætter sig og lægger deres sjæl og tanker i en tegning til Jette, som Gerda har lovet at give til hendes familie. Der breder sig børnestreger af Jette i sengen, hendes familie, blomster og gravstedet ud over papirerne. Omkring bordet går snakken om, hvad der mon nu sker med Jette.

»Hun bliver til en engel,« lyder ét bud.

»Hun kommer op til Gud i himlen,« lyder et andet.

Der er ingen hjælp at hente hos pædagogerne til at finde det rigtige eller det forkerte svar. De lytter, snakker med og giver plads til, at enhver har lov til at tro sit.



Fokus på minder. Og sådan har børnene i Valhalla under hele forløbet oplevet, at atmosfæren om Jette var åben og ærlig.

»I starten af sygdomsperioden spurgte børnene, om Jette døde. Og vi har sagt, at det ved vi faktisk ikke. For i første omgang vidste vi jo ikke, hvor alvorligt det var, men vi kunne i hvert fald ikke sige nej. Ærlighed har været vigtigt hele vejen igennem, og børnene skulle have svar på alt det, de spurgte om,« fortæller Rikke Kirkegaard, som er pædagog og var kollega til Jette.

Hun oplevede, at børnenes egne erfaringer med døden spillede en vigtig rolle for deres reaktioner. Mange af børnene forstod aldrig helt alvoren, fordi det var lige efter sommer­ferien, hvor de ikke havde set personalet længe, at de fik besked om, at Jette var syg og ikke kom i lang tid.

»For nogle var det ikke så meget anderledes, end når en medhjælper rejser,« vurderer Rikke Kirkegaard.

Andre børn havde et tæt forhold til Jette, havde forstået det fulde omfang af sygdommen og var kede af det, da hun døde. De skulle vide, at det var okay at være ked af det.

»Derfor handlede det om at finde balancen i, hvad der var deres behov for at snakke, stille spørgsmål og udtrykke sorg – og hvad der i virkeligheden var vores egen sorg. Vi prøvede hele tiden at tale om de gode minder, vi havde om Jette. At hun var et menneske, vi havde været glade for. Vi havde fokus på at mindes sammen med børnene i stedet for at sørge,« fortæller Rikke Kirkegaard og understreger, at de også talte med børnene om, at det var helt OK at være ked af det.



Forældrene var svære. I det hele taget var snakken med børnene slet ikke så svær for pædagogerne, når bare de var åbne og ærlige. Det var forældrene, som var sværest at håndtere oven i ens egen bekymring og sorg.

»Når forældrene kom og spurgte: ’Hvordan går det?’, skulle man lige være klar til det. Man skulle mærke, om man ville dele sin egen sorg og bekymring med dem, eller om man bare skulle fortælle nøgternt om Jettes sygdom, og hvad vi vidste. Men de måtte heller ikke tro, at man ikke var ked af det. Det var en rigtig svær balance,« husker Rikke Kirkegaard.

I personalegruppen talte de åbent med hinanden om den problematik. At de ikke havde brug for at dele deres egen sorg med alle forældre, og at det var i orden at sige fra over for dem. Og at sige til dem, at man ikke lige magtede at tale om det nu.

Personalet fik stor ros fra forældrene for den måde, de tacklede forløbet. Men enkelte forældre havde det svært med personalets åbenhed og ærlige svar til børnene. De mente, at det var for meget for børnene at tumle med sygdom og død, og at de skulle beskyttes mod sådan nogle ting.

»Vi tog en snak med dem om, at det at miste er en del af livet. At det også kan gøre ondt. Børnene skal vide, at man kan dø, men at vi sammen kan komme igennem det, fordi vi har hinanden og de gode minder. Her bagefter vil jeg sige, at vores børn har fået en ekstra dimension med sig,« mener Gerda Hyldborg.



Kontakt til Jettes familie. Den morgen, hvor Jettes mand ringede med den triste nyhed om Jettes død, inviterede han Gerda til at komme ud forbi senere samme dag. Jette lå stadig på sit dødsleje i hjemmet.

»Det skulle jeg lige vende inde i mit hoved, men jeg valgte at gøre det, og Jettes børn og mand var glade for, at jeg kom. Jeg medbragte børnenes tegninger og en kopi af det brev, jeg havde sendt til forældrene. Familien spurgte, om jeg ville være med til at synge Jette ud, men det kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle. Jeg følte, det hørte familien til,« fortæller den pædagogiske leder.

Familie blev hun ikke, men Gerda Hyldborgs kontakt med Jette var tæt lige fra sygemeldingen midt i juli, hvor hun blev indlagt første gang, til det sidste farvel, få dage før hun døde midt i marts. Og den sædvanlige grænse mellem arbejde og privatliv blev hele tiden visket lidt mere ud.

Gerda Hyldborg besøgte Jette i hjemmet, de sendte sms’er og mails eller talte i telefon en gang eller to om ugen. Gerda Hyldborgs kommunikation i institutionen om Jette foregik i tæt dialog og samarbejde med hende selv. Lige fra hvad der skulle stå i breve til forældrene, til hvordan de skulle gribe snakken an med børnene. Da idéen meldte sig om et mindetræ, talte de om, hvorfor det kunne være en god idé, og Jette valgte selv magnolien.

Gerda Hyldborg sørgede for, at der var blomster på trappestenen derhjemme, hver gang Jette havde været på sygehuset til nye under­søgelser eller samtaler. Hun skulle vide, at hun var savnet, og at hendes kolleger tænkte på hende og fulgte hende tæt.



Vi vidste hvor vi stod. De fulgte også hinanden tæt. Kollegerne.

»Vi har været gode til at være ærlige og åbne personalet imellem, så vi vidste, hvor vi hver især stod. For eksempel om man havde lyst til at besøge Jette, da vi vidste, at hun ikke blev rask igen. Nogle kunne simpelthen ikke rumme det, og det var der plads til. Ingen spurgte: ’Hvorfor tager du ikke ind og besøger hende?’ Der var en tillid og tryghed imellem os, så man også kunne komme tilbage fra det sidste besøg og ærligt sige, at det sgu var hårdt. Og det var helt legalt at græde,« fortæller Rikke Kirkegaard.

Hun og hendes leder er enige om, at Jettes tilgang til sygdommen smittede af på den måde, de som personale talte med hinanden og med børn og forældre om sygdommen og til sidst døden.

»Både Jette og resten af familien var utroligt åbne og ærlige om sygdommen, og det har betydet alt for det forløb, vi som institution har været igennem,« vurderer Gerda Hyldborg.

Selvom personalet var åbne og brugte hinanden som støtter, beskriver hun perioden som en psykisk belastning for huset og for den enkelte. Det var en tid, hvor man som personale ikke kunne møde på arbejde udelukkende iført pædagogkappen. Hver enkelt havde sin privatperson udenpå, og ikke mindst de personlige oplevelser med kræft og døden spillede ind.

»En af kollegerne havde mistet sin søster til kræften, og for hende var det en særlig svær periode, fordi det alt sammen kom op igen. Men nu, hvor vi er kommet på den anden side, føler jeg, at vi er styrket som personalegruppe. Vi har en fælles oplevelse af, at selvom det har været hårdt ved os, har vi et særligt fælles­skab, og at vi kan komme gennem sådan en krise sammen, fordi vi har haft respekt for, at der er forskellige måder at reagere på,« siger Gerda Hyldborg.



Den stærke leder knækker. Når Rikke Kirkegaard tænker tilbage, synes hun, at personalet har tacklet forløbet ideelt. Hun giver sin leder en stor del af æren, fordi hun tog rollen som tovholder, der stod for kontakten til Jette og familien og sørgede for at informere sit personale gennem hele forløbet. Men hun erkender, at det må have været en drønhård rolle.

»Det er lidt som en mor, der beskytter sine børn,« siger Gerda Hyldborg.

»Jeg var i en slags alarmberedskab, hvor jeg bare skulle være den stærke. Du sætter dig selv til side, fordi der er noget andet, der er vigtigere,« funderer lederen, som føler, at hun ikke kunne have gjort det anderledes.

I løbet af de otte måneder søgte hun råd og vejledning hos Kræftens Bekæmpelse og hos sin dagtilbudsleder. Hun fik tilbudt psykologhjælp, men kunne ikke mærke, at hun havde brug for det.

Men da Jette var begravet, og livet skulle tilbage i sin vante gænge, blev der plads til, at Gerda Hyldborg kunne mærke sine egne behov. Og så kom reaktionen.

»Jeg blev simpelthen fysisk syg med infektioner i kroppen, og jeg var bare så træt. Mine tanker kredsede omkring dét, at vi havde cirka samme alder og var det samme sted i livet. Jeg tænkte: ’Hov! Hvad skal jeg selv have ud af livet?’ Det er noget af en øjenåbner,« forklarer hun.

I en periode på et par måneder var den pæda­gogiske leder sygemeldt en dag om ugen. Det blev hendes helsedag, hvor hun øvede sig i ikke at have planer. Hun læste bøger, cyklede ture, gik til psykolog og lavede spontane aftaler med folk, hun ikke havde set længe.

»Flere har sagt, at jeg skulle have passet bedre på mig selv undervejs, men jeg synes ikke, jeg kunne have gjort det anderledes. Når jeg knækker bagefter, skyldes det måske sorg og følelsen af, at det er definitivt slut. Havde det været stress eller depression, tror jeg, sygemeldingen havde varet i længere tid. Jeg havde bare brug for lidt tid til at være mig,« siger Gerda Hyldborg.



Det rammer nok ikke os …

• Kræft er den hyppigste dødsårsag blandt mennesker under 65 år.

• Kræft rammer hvert år godt 33.000 danskere. 15.000 dør af sygdommen.

• Bag de høje tal gemmer der sig også pædagoger, men der findes ikke en nyere statistik, som viser, hvor ofte pædagoger ramme af kræft.

• I 2011 døde 80 BUPL-medlemmer under 65 år, dog ikke nødvendigvis af kræft. En anden stor dræber er hjerte-kar-sygdomme, som lidt færre end 15.000 dør af hvert år. Tal fra 2010 viser, at lidt flere kvinder end mænd dør af hjerte-kar-sygdomme (primært blodpropper i hjertet og hjerneblødninger).

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og BUPL.



Hvis din institution bliver ramt af sygdom og dødsfald

• Sørg for åbenhed i kommunikationen hele vejen rundt.

• Brug tid på at få afklaret med hinanden, hvor I står i forhold til sygdom og død.

• Den enkelte skal have mulighed for at udtrykke, hvad hun kan magte.

• Hav respekt for, at der er forskellige måder at reagere på.

• Fortæl lederen, om du vil have besked om den syge kollega i weekend og ferie eller vente, til du møder på arbejde.

• Hav en tovholder, som står for kontakt til den sygemeldte og er bindeled til personalet.

• Fokusér på det positive med børnene.

Kilde: Rikke Kirkegaard og Gerda Hyldborg, Valhalla, og Jes Dige, Kræftens Bekæmpelse).