TEMA. SORGBEARBEJDNING: Lav en strategi for døden

Det kan synes umuligt at forberede sig på, at en kær kollega bliver alvorligt syg og dør. Men erfaringer i Kræftens Bekæmpelse, som har stået for arbejdet med sorghandle­planer siden 1994, siger, at det kan man.

»Handleplanerne hjælper, fordi vi har strategierne og er enige om, hvordan vi gør det i vores institution. Så skal vi ikke til at holde møder og snakke os til rette på et tidspunkt, hvor vi er mest oprørte og udfordrede. Der mangler vi overblik og handler på rutiner, og det er ikke lige det, der er brug for,« fortæller Jes Dige, som i 20 år har stået for sorgarbejde med børn og familier i Kræftens Bekæmpelse.

Han og kollegaen Per Bøge står bag idékataloget ’OmSorg handleplan 0-6 år’. Her er inspiration til, hvad personalet bør diskutere og tage med i en plan, der guider dem, når døden rammer.



Forskellige oplevelser. Planen og strategierne skal være formuleret ned i detaljen. Og det er altafgørende, at det er et produkt af en dialog i medarbejdergruppen.

»Vi kan håndtere situationen forskelligt, fordi vi har forskellige oplevelser med døden. Vi skal have respekt for, at den forskellighed eksisterer, og vi skal ikke presse nogen til at udrette noget, de ikke føler sig i stand til. Skriv alt ned, så I ved, hvem der gør hvad,« lyder rådet fra Jes Dige.

Hans vigtigste anbefaling i forhold til børn i institutioner er at involvere dem i det, de ser. Børn noterer sig forandringer, bekymringer og humørskift, og de er utroligt opmærk­somme på, hvordan voksne agerer.

»De er ikke i tvivl om, at de voksne er bekymrede for en kollega, så det bedste, man kan gøre, er at tale åbent. Vi skal imødegå deres spørgsmål og være omhyggelige med at fortælle dem sandheden, for den er mest reel at forholde sig til. Men man behøver ikke at fortælle dem alt det, man ved,« siger Jes Dige.



Fanget i en fælde. Han ved, at personalets rolle som dem, der står mellem den syge eller afdøde kollega og familierne, er svær, fordi de er fanget i det, han kalder ’de to P’er’: professionelt og personligt. Det forventes, at de forholder sig professionelt og helst ikke må blive personligt involveret.

»Men jeg ved ikke, hvordan man forestiller sig, at man forbliver ikke-personligt involveret i, at en kollega dør. Det vil jeg ikke kunne forholde mig nøgternt og professionelt til. Derfor taler jeg nu også om et tredje P: privat. Man kan både være professionel og personlig, men behøver ikke at være privat,« forklarer sorgkonsulenten.

Mange kender frygten for at komme til at græde foran børn eller forældre. Men Jes Dige forstår ikke, hvorfor vi som samfund har gjort personer, der viser berørthed, forkerte. Han mener, det er helt legitimt at reagere personligt og blive personligt berørt. Det betyder ikke, at man er uprofessionel.

Konsulenten og hans kolleger hjælper gerne institutioner i gang med en OmSorg handleplan og giver råd og vejledning til leder eller personale, hvis en i institutionen bliver ramt af kræft, eller der er dødsfald blandt kolleger, børn eller forældre. Det er gratis.