TEMA SEKSUELLE OVERGREB: For døve øren

En gang imellem bliver mishandlingen af børn så grov, at sagerne trækker store overskrifter i medierne. Så får de navn efter den by, det har fundet sted i: Tønder-sagen, Brønderslev-sagen og Nakskov-sagen. Lige nu vokser listen, man fristes til at skrive dag for dag. Mens redaktionen har researchet på denne artikel, er der dukket to nye sager op: Skibby-sagen og Brønderslev 3, som de nu hedder.

Men hvilken rolle har pædagoger spillet i opklaringen af de forfærdelige sexovergreb på børn? Billedet er ikke entydigt. Nogle steder burde pædagogers indberetninger have fået alle alarmklokker til at ringe, så hele det kommunale embedsværk sad tilbage med tinnitus. I nogle af de værste sager om sexmisbrug og vanrøgt har pædagoger og lærere underrettet kommunerne om problemet. I Tønder, Brønderslev og Videbæk blandt andet.

I Rebild-sagen, som vi skrev om i Børn&Unge nr. 3/2012, er en 55-årig mand tiltalt for over en årrække at have misbrugt syv af sine egne børn og to af børnenes veninder. Pædagog Anne Boesen har sendt tre underretninger til kommunen og en anmeldelse til politiet. Hun fik aldrig en reaktion fra kommunen på de tre underretninger.

»Jeg har ikke hørt noget fra forvaltningen. Men jeg ved jo ikke, om de har gjort noget,« fortæller Anne Boesen.

Overgrebene kunne sandsynligvis have været stoppet langt tidligere, hvis kommunale forvaltninger og politi havde reageret på de mange underretninger, som blandt andre Anne Boesen og hendes kolleger sendte af sted.

»Jeg har forsøgt at gøre noget, men det tog lang tid, før politiet reagerede. Vores indsats har desværre ikke haft særlig stor effekt. Det værste var at vide, at der foregik noget skrækkeligt, uden at vi kunne gøre noget. Det var forfærdeligt,« siger hun.

Anne Boesen var ansat på Suldrup Skole i Rebild Kommune fra marts 2008 til juli 2009, hvor hun arbejdede med nogle af børnene i skolens heldagsklasse.



Skulle være tvangsfjernet. I bogen ’Grænselandet – Tøndersagen efterforsket’ har journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen interviewet en souschef i Løgumkloster Kommune. Hun fortæller, at familien på far, mor og to piger kommer gennem en paragraf 38-undersøgelse, som er første skridt mod en tvangsfjernelse.

Hvis vi har en skala fra 1-10, hvor 10 er det værste, var det her en 9’er. Den var rygende varm, fortæller souschefen i bogen.

Journalisterne skriver videre:

Der gik lang tid, før vi selv fik fingre i paragraf 38-undersøgelsen i sin helhed. Det viste sig, at den slet ikke var en 9’er. Den var heller ikke en 10’er. Den var langt over 10, 18 måske, og hagen falder ned i skødet, når man opdager, hvor meget kommunen samlet set vidste om familien.

De vidste alt om familien, men evnede ikke at se deres viden fra et fugleperspektiv. (…)

Læserens forbløffelse ændrer sig snart til vrede, fordi familieplejekonsulenterne ryster på hænderne til sidst i rapporten, da trådene skal samles. og dommen fældes. Undersøgelsen anbefaler blot endnu en undersøgelse af pigerne, selvom man på siderne forinden har læst beskrivelser af et af kongerigets mest dysfunktionelle hjem. (…)

Disse piger skulle have været tvangsfjernet, og skam over de embedsmænd, der ikke så skriften på væggen, konkluderer de to journalister i bogen.

Men ligesom med familien i Brønderslev vinder forældrene tid ved at flytte til en anden kommune. I dette tilfælde til Tønder, der kommer til at lægge navn til sagen.



11 år undervejs. Også Videbæk-sagen, hvor både moderen og faderen bliver dømt for sexmisbrug af parrets to fælles sønner og faderens søn, har været længe undervejs. Faktisk mere end 11 år. Den ene søn blev som niårig tvangsfjernet i seks år. To gange er der lavet en forældreegnethedsundersøgelse. Og tre gange har myndighederne anmeldt parret for seksuelt misbrug af sønnerne, men det var først tredje gang, det lykkedes politiet at skrabe materiale nok sammen til en sigtelse og dom.

Det kan måske undre, når man læser et referat fra retssagen fra Herning Folkeblad:

Anklageren læste et sagsresume om drengen op i retten, som socialrådgiveren havde udfærdiget sammen med papirer fra socialrådgiveren fra Videbæk Kommune.

Heraf fremgik det, at moderen har været kendt i det sociale system siden 1985, da hun ikke kunne få noget job og på det nærmeste var ude af stand til at blive aktiveret. Hun er beskrevet som ’uforudsigelig over for børn’ og ikke i stand til at se, hvad der er godt for barnets tarv. Herefter gengav socialrådgiveren nogle af de samtaler, som hun havde haft med den yngste dreng.

Her fortalte hun, at han var ’aggressiv og voldelig’, havde en ’påfaldende adfærd’ og ville ’lege bolleleg’ i SFO'en. Det var ligeledes hende, som orienterede drengen om, at hans far var blevet varetægtsfængslet sidste år.

»Han sagde ’yes’ og knyttede hånden,« sagde hun i retten om drengens reaktion.

Da hun efterfølgende fortalte, at også moderen var blevet varetægtsfængslet, havde han dog undret sig mere, da han ikke mente, at hans mor havde gjort noget. Alt dette er ifølge socialrådgiveren tydeligt tegn på seksuelle krænkelser.

Da bistandsadvokaten for den 12-årige dreng spurgte, hvor lang tid socialrådgiveren forventede, at drengen skulle være på institutionen, som ligger i Rishøj, var svaret:

»I meget lang tid. Han skal i behandling til han mindst er 18 år.«

Skrev altså Herning Folkeblad i september 2009.

Også den mellemste dreng på 14 år viste tydelige tegn på seksuelt misbrug, skriver avisen:

»Han lavede samlejebevægelser og kræn­kede de andre drenge. Han tog på dem og ville kysse dem. Hans opførsel var meget afvigende,« fortalte en kvindelig lærer, som har fungeret som drengens kontaktperson.

Ud over at have betroet hende, hvordan både moderen og stedfaderen havde misbrugt ham, skulle moren også have taget kvælertag på drengen fire gange.

De to tiltalte var også i 2006 mistænkt for seksuelle krænkelser over for børnene. Men da anklagerne mod dem blev frafaldet, skulle den 14-årige dreng have reageret ved at ønske dem begge i fængsel.

»De skulle bare i fængsel – i to celler,« sagde han til læreren.

Læreren afviste spørgsmål fra forsvareren om, hvorvidt drengen kunne have opdigtet det hele.

»Det havde han ikke fantasi til at gøre,« forklarede hun.



Systemet kan fungere. Heldigvis er der også sager, hvor systemet fungerer lidt bedre. I Brønderslev 2-sagen, som vel at mærke endnu ikke er afsluttet, er fire mænd sigtet for groft sexmisbrug af en 10-årig pige og hendes lillebror på 9 år.

Her er oplysningerne sparsomme, fordi der endnu kun er rejst sigtelse, men kommunaldirektør Søren Steensen, Brønderslev Kommune, siger, at der i denne sag har foreligget underretninger fra pædagoger.

»Vi har i sagens natur haft stor fokus på underretninger her i kommunen i de seneste år, og daginstitutioner og skoler er helt klar over deres rolle i forhold til at lave underretninger, og de lever op til den. I denne sag kommer sigtelserne på baggrund af underretninger fra vores institutioner, naboer og andre, så man kan ikke sige, at en bestemt underretning har været udløsende,« siger han.

I Skibby-sagen er en 33-årig far anholdt og sigtet for i seks tilfælde at have forsøgt og gennemført samleje med sin steddatter, første gang i 2004, hvor pigen kun var 7 år. Manden er varetægtsfængslet indtil den 23. februar, men har allerede delvist erkendt et af forholdene.

Pigen betror sig til en ansat på den skole, hvor hun går, og medarbejderen reagerer omgående. Lynhurtigt er stedfaren meldt til politiet.

Palle Skov, direktør for Opvækst, Uddannelse og IKT i Frederikssund Kommune, beder om en redegørelse for at finde ud af, om kommunen har handlet korrekt i sagen.

»Er det en familie, vi kender, er der noget, vi har overset,« siger Palle Skov om de spørgsmål, som redegørelsen skal besvare.

Og han er godt tilfreds med svarene.

»Vores system har fungeret til UG med kryds og slange. Der er ikke noget som helst, der har fået mig til at sige, at her er noget, vi har overset,« siger Palle Skov.

Så alt har set tilforladeligt ud?

»I forhold til det, stedfaderen er blevet sigtet for, ja,« siger Palle Skov og understreger, at kommunen allerede har iværksat hjælp og støtte til pigen.



Fældet af børneporno. Og så er der de sager, hvor pædagoger, lærere og socialrådgivere er helt og aldeles uvidende om, hvad der foregår. Vejle- og Nakskov-sagerne kommer udelukkende i politiets søgelys takket være det internationale samarbejde, der foregår i kampen mod pædofili. I Vejle-sagen er det et tip fra tysk politi, der finder børneporno fra en dansk computer. Den viser sig at tilhøre den dømte far, der har mere end 100.000 børnepornografiske fotos og videoer gemt på sin computer og en ekstern harddisk.

Politiet finder også en række tekster på computeren, der detaljeret beskriver, hvordan manden har sex med de to steddøtre. En af filerne bærer overskriften: ’Min bekendelse. Jeg er pædofil, og jeg er stolt af det’.

Stedfaren fik seks års fængsel.

I Nakskov-sagen er det også politiets internationale samarbejde, der fælder en 42-årig familiefar. Han bliver idømt 10 års fængsel for systematiske overgreb mod sin datter, fra hun var 15 måneder, til han blev anholdt, da hun var syv år.

Der var ingen underretninger om pigen overhovedet, fortæller efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen:

»Men hendes adfærd har ikke på nogen måde antydet, at der var problemer. Det var faktisk en af de få sager, hvor det virkelig har været en stor overraskelse for alle involverede, at hun var forurettet i den her sag. Der er ingen, som har kunnet opfange signaler fra den her pige, selvom hun var massivt misbrugt i rigtig lang tid,« siger han.

I stedet er det et tip fra det canadiske politi, der ender med at fælde faderen. Det canadiske politi havde fundet nogle børnepornografiske billeder, som man ikke kunne identificere, som så blev sendt ud til alle lande, der er med i samarbejdet om at optrævle pædofile netværk.

»Det viste sig, at der var et billede med et nordisk alfabet, og derfor begyndte man at kigge på det her i Danmark. Man kunne ikke få identificeret billedet umiddelbart, men sender det så rundt til politikredse i Danmark, og det var den måde, han blev identificeret på,« fortæller Søren Ravn Nielsen.



Store menneskelige omkostninger. Sagerne trækker dybe spor, også hos de pædagoger, der har arbejdet med børnene.

Som en pædagog siger, da Børn&Unge får fat i hende i telefonen:

»Jeg orker ikke at tale om det. Det har haft så store menneskelige omkostninger. Vi gjorde opmærksom på det, ja, ... Jeg bliver nødt til at lægge på nu.«

Hun har arbejdet i en SFO, hvor nogle børn har været udsat for sexovergreb i familien.

Mange af overgrebene har fundet sted i små byer rundt omkring i landet. Her rammer det ekstra hårdt, når forbryderne pludselig bliver afsløret.

En pædagog har oplevet det på tætteste hold. Hun bor i en landsby, der også har huset en familie, hvor der har fundet sex-overgreb sted.

»Det var et meget stort chok, da sagen kom frem. Det har været modbydeligt. To timer efter at sigtelsen kom i retten, stod journa­listerne og ringede på døren. Det er et lille lokalsamfund. Men pigen bor stadig i byen og skal have en hverdag til at fungere,« siger pædagogen.



Travle socialrådgivere. Når pædagoger underretter, havner underretningen i reglen hos en socialrådgiver. Højst sandsynligt en travl socialrådgiver, fortæller formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post. For en socialrådgiver sidder i gennemsnit med 17 procent flere sager, end socialrådgiverforeningen anbefaler som maksimum.

»Vi anbefaler 30-35 sager med højst 40-45 børn. På det niveau kan man godt forlange en vis kvalitet i indsatsen og handlingen. Men de har i gennemsnit 40 sager, nogle har over 60,« siger Bettina Post.

Hun kan godt forstå, at pædagoger og lærere bliver frustrerede, når det kniber med tilbagemeldinger, efter de har underrettet.

»Meget ofte går pædagoger og lærere i ganske lang tid og prøver at tage hånd om den bekymring, de har. Når pædagogen eller læreren tænker, at ’nu kan jeg ikke tage det ansvar mere’, så forventer de jo, at når de skriver til kommunen, kommer socialråd­giveren farende og laver noget, der er meget støjende, ret indgribende. Men sådan fungerer det bare ikke,« siger Bettina Post.

Socialrådgiveren har pligt til at forholde sig til det, der står i underretningen, til at vurdere, om det er noget, der kalder på videre handling, påpeger hun. Og hvis svaret er ja, så har socialrådgiveren, hvis det er det, der bliver besluttet, fire måneder til at lave en undersøgelse, og derefter skal der laves en handleplan.

»Pædagoger og lærere er måske ikke de første, der bliver involveret i det,« siger

Bettina Post.

Så det er ikke sådan, at I ikke gør noget ved underretninger?

»Nej, det kan jeg love dig. Det er adgangen til at gøre noget. Det er det, det hele handler om.«



Glem ikke økonomien. Bettina Post mener, at lovgivningen langt hen ad vejen dækker behovet for indsatser.

»Det er mere vilkårene for at løfte opgaven, der halter mange steder. Og ikke mindst den store økonomiske dagsorden. Der er slet ikke nogen, der taler om økonomi i den her debat om seksuelle overgreb, men det er helt ude i hampen, at man ikke har det fokus med,« siger hun.

Debatten handler om faggrupper og om, hvor forfærdeligt det er, at der ikke bliver grebet ind.

»Men der er ikke nogen, der siger, at der samtidig bag kulissen kører en økonomisk dagsorden, som er benhård, og som har betydning for, på hvilket niveau vi løser de opgaver. Også når det handler om udsatte børn og familier,« siger Bettina Post.

Det koster kommunen 900.000 kroner om året pr. barn at anbringe, før der overhovedet er nogen økonomisk hjælp at hente, anfører hun.

»Det har en betydning for villigheden til at anbringe børn. Det har en betydning for evnen til at se, at det er det, der skal til.«

Brønderslev-sagen begyndte egentlig på Lolland, pointerer hun.

»De ventede så længe på Lolland, at familien nåede at flytte til Brønderslev. Og Brønderslev gik måske også og holdt vejret lidt og håbede, at familien flyttede. Så endte det med, at man måtte handle, fordi et af børnene selv anmeldte forældrene,« siger Bettina Post og påpeger, at Ankestyrelsen sendte regningen for tvangsfjernelsen i Brønderslev tilbage til Lolland Kommune.

»Det fortæller jo, at man dernede nok har lurepasset lidt. Det har været umuligt at overskue ni børns anbringelse i et budget, hvor der samtidig er et strengt pålæg om, at budgettet ikke må overskrides,« siger Bettina Post.

»Men man kan ikke tøve sig ud af det, man skal handle,« siger hun.