TEMA: PÆDAGOGISKE METODER. Metodernes hitliste

• PALS – Positiv Adfærd i Læring og Samspil:

Regulering af adfærd og belønning

PALS er en proaktiv udviklingsmodel, som tager udgangspunkt i PMT-O (Parent Management Training-Oregon) og PBIS (Positive Behavioral Interventions and Supports). PALS startede som et forældre­træningsprogram i USA. Herefter er det videreudviklet på Island og i Norge. Metoden er nu indført i en del skoler og nogle SFO’er som forebyggende foranstaltning. Holstebro, Ikast/Brande, Herning og Aalborg kommuner er langt fremme med brugen af PALS.

Metoden søger at styrke børnenes sociale og faglige kompetencer og at forebygge problemadfærd. Den har følgende hovedkomponenter: Definere regler og ønsket adfærd, lære regler og ønsket adfærd, effektive og gode beskeder, ros/opmuntring og belønning, positiv involvering og håndtering af problemer.

Regler læres som ’du skal-regler’ og adfærdsregulering sker gennem fremhævelse af ønsket adfærd. Regler vises og øves flere gange. Beskeder gives kun, når der er sikret kontakt til barnet. Efterfølgende skal det sikres, at beskeden er forstået. Ros og opmuntring er vigtig, og det er belønning også, for det får barnet til at ønske at udføre den positive adfærd.

Positiv involvering i barnet viser, at den voksne er interesseret i det, barnet gør og siger, og det giver en bedre aktiv dialog med barnet.

Det tager tre år at indføre PALS. I det første år arbejdes med kulturafklaring og valg af de værdier, som skal ligge til grund for adfærd og regler. Det andet år er handlingens år, hvor der sættes gang i de generelle, forebyggende tiltag, som er blevet planlagt og udviklet i løbet af det første år. I det andet år foregår der også en oplæring af lærere og pædagoger. I det tredje år udvikles fortsat støttetiltag, og organisationen tilpasses de nye kompetencer, lærere og pædagoger nu har.

Kilder: dkpals.dk, holstebro.dk, ppr-aalborg.dk, vidensportal.servicestyrelsen.dk





• De Utrolige År – DUÅ:

Positive relationer og leg

De Utrolige År (DUÅ) er en serie evidensbaserede programmer. De hjælper børn og unge fra 0-12 år, som har adfærdsvanskeligheder eller er i risiko for at få det. Programmerne dygtiggør forældre, personale i daginstitutioner samt børnene og de unge selv.

Programserien er udviklet i USA af Carolyn Webster-Stratton og består af forældreprogrammer, børneprogrammer og skole-/børnehaveprogrammer.

Tilgangen til børnene i DUÅ er baseret på anvendt adfærdsanalyse, udviklingspsykologi, social læringsteori og viden om gruppeprocesser og kan bruges til tidlig forebyggelse og inklusion. Metoden har fokus på positive relationer og en anerkendende tilgang. I arbejdet med DUÅ fokuseres på at fremme leg og positiv adfærd både i institution og i familien. DUÅ giver forældre, børn, lærere og pædagoger grundlæggende kompetencer i at praktisere nye måder at være sammen på.

Programmerne er sat sammen på baggrund af veldokumenterede risikofaktorer og andre forhold, som ofte er til stede hos barnet, i familien, i familiesamspillet og i barnets øvrige omgivelser. Idéen er at reducere disse risikofaktorer og samtidig fremme de faktorer, som er med til at beskytte barnet. Leg og positivt samvær er en beskyttende faktor for et barn. Derfor fokuserer DUÅ på at fremme leg og positivt samvær mellem børn og forældre og mellem børn og pædagoger. DUÅ er gruppebaseret. Programmet gennemføres med en gruppe børn, en gruppe forældre eller en gruppe lærere/pædagoger.

’Dino Klasse’ er DUÅ for 3-8-årige. Det er et forebyggende program, som leveres til den samlede børnegruppe eller skoleklasse. I Dino Klasse lærer den samlede børnegruppe en række redskaber og teknikker, som kan hjælpe dem til at få et bedre socialt miljø i den specifikke gruppe og generelt til at begå sig bedre i sociale sammenhænge. I Danmark anvendes Dino Klasse i flere kommuner og organisationer, herunder Frederikssund, Århus, Herning, Holstebro, Aalborg og Ikast-Brande kommuner.

Kilde: www.servicestyrelsen.dk og Holstebro Kommune, www.holstebro.dk





• Aktionslæring:

Refleksion fører til ’den gode praksis’

Aktionslæring handler om at udvikle pædagogisk praksis ved at fokusere på, eksperimentere med, observere og reflektere over konkrete situationer i hverdagen. Metoden består af fem faser:

1. Forundring, hvor man fokuserer på noget bestemt i den pædagogiske praksis. På baggrund af forundringen formuleres et spørgsmål om, hvad man gerne vil blive klogere på.

2. Aktion, hvor man med udgangspunkt i forundringen sætter gang i små, konkrete eksperimenter, som man ikke tidligere har haft gang i.

3. Iagttagelse, hvor aktionerne iagttages med bestemte observa­tionspunkter. Disse registreres i logbog med fotos, videoer, lyd og/eller interview.

4. Den reflekterende samtale, som er en struktureret samtale, hvor pædagoger med hjælp fra en konsulent i fællesskab analyserer og reflekterer over den gennemførte aktion og den valgte forundring. Målet er erfaringsdeling.

5. Bearbejdelse og videndeling, hvor aktionslæringsforløbet evalueres undervejs og munder ud i konkrete ’opskrifter’ på ’den gode praksis’ med små notater om de vigtigste læringsgevinster og refleksioner over egen læring.

Rapporten ’Aktionslæring i dagtilbud – Udvikling af pædagogers professionsviden, identitet og autonomi’ fortæller om erfaringerne fra et følgeforskningsprojekt, hvor 31 dagtilbud i København og Nordsjælland har arbejdet med aktionslæringsmetoden.

Evalueringen af projektet viste blandt andet, at pædagogernes viden kommer i spil, når de tvinges til at reflektere over og udvikle deres daglige arbejdsmetoder. Metoden giver pædagogerne kontrollen over deres arbejde tilbage. Det skaber fælles opmærksomhed og engagement i det daglige arbejde. Pædagogernes fokus på udvikling og italesættelse af deres faglige viden skaber respekt hos både forældre og andre faggrupper.

Kilder: Børn&Unge 2010/03, www.ucc.dk (søg på 'aktionslæring')





• KRAP – Kognitiv, Ressourcefokuseret og

Anerkendende Pædagogik:

Barnet hjælpes til nye tanker

Udgangspunktet for KRAP er en konstruktivistisk tilgang, der bygger på, at vi selv konstruerer vores tankegang og dermed vores virkelighed. Vil man lave virkeligheden om for et barn, som har fået konstrueret en besværlig og negativ virkelighed, er det nødvendigt at ændre tankerne. Ordene i KRAP:

Kognitiv eller kognition kan oversættes til tænkning/erkendelse. Ethvert menneske fortolker sine oplevelser og tænker videre ud fra fortolkningerne. Disse tanker kommer i vid udstrækning til at bestemme følelser og adfærd og dermed menneskets trivsel.

Ressourcefokuseret betyder, at man tager udgangspunkt i det, der lykkes. Der er fokus på barnets ressourcer og på, hvordan det får brugt dem mest hensigtsmæssigt.

Anerkendende betyder, at man ser mennesker, som de er, at man tager dem alvorligt som mennesker, og at man møder dem som ligeværdige.

’P’ i KRAP står for pædagogik.

Psykologerne Lene Metner og Peter Storgård har udviklet KRAP gennem mange års praktisk arbejde, hovedsageligt inden for specialområdet. De har erfaret, at skal man ændre på et barns negative tankegang og mestringsstrategier, skal man sætte ind, inden mestringerne bliver for automatiserede. De underviser pædagoger i daginstitutioner i at bruge KRAP både på ’normale’ børn, på udsatte børn og på børn med særlige behov.

Det anerkendende og det ressourcefokuserede i metoden betyder, at man anerkender, at mennesker gør det bedste, de kan, med de forudsætninger, de har. Kombinerer man det kognitive med det ressourcefokuserede og det anerkendende, har man et redskab til at ændre en situation, som ikke fungerer. Et barn, som tænker, at verden er imod det, hjælper man med at lave en kognitiv omstrukturering. Man lærer barnet at få nye tanker ved hjælp af en undersøgelse af, hvad der i virkeligheden sker: Vil de andre børn virkelig ikke lege med barnet, eller er det bare noget, barnet tror?

Lene Metner og Peter Storgård har skrevet bogen KRAP. Den er udgivet på Forlaget Dafolo, er på 206 sider og koster 198 kroner ekskl. moms. Der er netop kommet en efterfølger: ’KRAP – fortællinger fra praksis’ af Lene Metner og Peter Storgård, 300 sider, vejl. pris 280 kroner, ekskl. moms.

Kilder: Lene Metner og Peter Storgårds bøger om KRAP og artikel i Børn&Unge 2009/17.





• Signs of Safety – SoS:

Bekymringer er det, man kan se

SoS er udviklet af australske Andrew Turnell til arbejdet med truede børn og deres familier, men kan også bruges til refleksion over bekymringer for børn i dagtilbud. Metoden fokuserer på undtagelser – tegn på sikkerhed – fra bekymringerne. Undtagelser er blandt andet situationer, hvor problemet ikke optræder, situationer, hvor noget virkede, og situationer, der er værd at gentage. Løsningsfilosofien er: Jo flere undtagelser, jo mindre problem, jo mere håb!

Modellen er et redskab til systematisk at beskrive enkeltbørn og de relationer, de indgår i, med henblik på at opstille mål for barnets udvikling/pædagogens opgave. Modellen har 4 faser:

1. At beskrive den bekymring, man har for barnet så konkret, at det er barnets handlinger, der sættes fokus på.

2. At beskrive de situationer, hvor barnet ikke gør det, der bekymrer pædagogerne. Altså der hvor barnet enten selv eller sammen med de voksne lykkes med andre strategier end de bekymrende.

3. At opstille mål for, hvilken udvikling institutionen ønsker at støtte barnet i. Hvad ønsker vi, at der skal ske?

4. Løbende registreringer af forandring – hvad er blevet bedre?

Med SoS taler man om børn ud fra det, man kan se. Ikke om, hvad børnene er, ikke ud fra fortolkninger og idéer om årsagerne, ud fra diagnoser eller med ikonord som empati eller selvværd. Man ser på fakta: Hvad kan vi se, hvad ved vi, hvor tit sker det, hvor og med hvem sker det mere eller mindre? Desuden arbejder man med at sætte konkrete mål for, hvordan man arbejder hen mod, at barnet kan opleve flere undtagelser. Desuden sætter man mål for, hvilke konkrete handlinger man vil se fra barnet, når problemet er overvundet.

SoS er oprindeligt tænkt som en række redskaber til at skabe et konstruktivt samarbejde med familien og igangsætte forandringer, samtidig med at barnets behov for støtte undersøges. Med udgangspunkt i en løsningsfokuseret, systematisk referenceramme udvikles samarbejdet med familien gennem fokus på familiens egne idéer til løsninger samt gennem opmærksomhed på, hvad familien allerede gør, som er konstruktivt. I undersøgelsen af bekymringerne indtager den professionelle en nysgerrig rolle for at samle information om bekymringer og tegn på sikkerhed for barnet.

Kilder: Pauline Ansel-Henry, udviklingskonsulent i BUPL Forbund, www.ug.dk (Børne- og Undervisningsministeriets Uddannelsesguide)