TEMA: PÆDAGOGISKE METODER. Faglighed gør metoderne brugbare

Mange af de metoder, som benyttes i daginstitutioner og skoler lige nu, er specifikt rettet mod bekymringsbørn, udsatte børn, børn i vanskeligheder og børn med diagnoser. Det er positivt, at pædagogerne får redskaber til at sørge for pædagogik af høj kvalitet til disse børn. Men det bliver farligt, hvis pædagogerne ikke knytter redskaberne sammen med en stærk bevidsthed om, hvad metoderne reelt kan. Det mener forsker Bjørg Kjær, adjunkt på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

»Vi har brug for reflekterende metodikere, der med deres faglighed kan holde metoderne levende. Ellers er der en fare for, at det bliver mekanik og ikke pædagogiske redskaber i kyndige professionelles hænder,« siger hun.

Bjørg Kjær mener, at pædagoger kan lade sig overmande af de redskaber, som metoderne tilbyder. Og det gør de, fordi metodebevidstheden og kendskabet til metoderne ofte ikke er gode nok.

»Har man bevidstheden og kendskabet, ved man, hvad en metode kan, og hvad den ikke kan. Man har samtidig forståelse for, at uanset hvordan en metode ser ud, skal den altid tilpasses til den specifikke situation. Den tilpasning skal foretages i fælles refleksion og ved brug af pædagogisk faglighed,« siger hun.



Ingen nem løsning. Nogle pædagoger oplever, at kommunens forvaltning mener, at metodiske redskaber er svaret på alle problemer. Men én metode kan aldrig være en helhedsløsning, mener Bjørg Kjær.

»Hvis pædagogerne ikke kan gennemskue, at der er tale om en specifik metode, som er rettet mod noget bestemt, kan metoden gøre mere skade end gavn,« siger hun.

Det nytter ikke at tro, at bare man omorganiserer eller bruger en ny metode, så løses problemet.

»Det er kun pædagogernes egen faglighed og ’rugbrødsarbejdet’ i det pædagogiske arbejde, som kan løse problemerne. Man er nødt til at have fokus på, hvilket problem man vil løse, og det kan kræve en omstrukturering. Men så er omstruktureringen motiveret i en handling, som vil gavne børnene, og man omorganiserer ikke bare for at gøre det,« siger hun.

Når man arbejder metodisk, er man kritisk undersøgende både over for metoder, over for praksis og over for forbindelsen mellem dem.

»At bruge en metode fritager ikke én for at tænke selv. Faktisk bliver man endnu mere nødt til at tænke selv for som pædagog at kunne gennemskue, hvad en bestemt metode kan bruges til,« siger Bjørg Kjær.



Dokumentation frustrerer. Metoder falder i forskellige kategorier og opfylder forskellige formål. Derfor skal pædagogerne sortere i metoderne, alt efter hvad de skal bruges til. Dernæst er det vigtigt, at metode og behov passer sammen. Når man skal justere en pædagogisk metode, skal man dokumentere den på måder, som synliggør det vigtige i det pædagogiske arbejde, mener Bjørg Kjær.

»Desværre er det ikke altid sådan, det foregår. Derfor opstår der en dekobling mellem det symbolske mesterskab (når man bare kan alle ordene) og det praktiske mesterskab (når metoden bliver overført til pædagogisk handling). Det, som man dokumenterer, lever sit eget liv, og det, som man gør i hverdagen og sammen med børnene, er noget helt andet. Der er ofte ingen forbindelse. Og det er i bedste fald ligegyldigt, i værste fald spild af tid. Man skal vide, hvorfor man gør det, man gør, med de metoder, man bruger,« siger hun.

Når pædagoger skal arbejde med en bestemt metode, opfordrer Bjørg Kjær dem altid til at sætte kravene om dokumentation i relation til den specifikke opgave. De to må hænge sammen og understøtte hinanden.

»Det kan styrke pædagogerne at omdefinere dokumentationen til at handle om noget, der er relevant og vigtigt, og som styrker det pædagogiske arbejde. Så de ikke – som det ofte sker – bliver overbelastede og fladmaste af krydspresset mellem en metode og kravet om dokumentation,« siger hun.



Refleksion er ikke nok. Ifølge Bjørg Kjær er det ikke nok for pædagogerne at være ’reflekterende praktikere’. Hun mener, at de skal være ’reflekterende metodikere’.

»Den reflekterende praktiker kan reflektere over alt muligt, og det kan føre til pædagogik af høj kvalitet. Men det kan også føre til det modsatte. For den reflekterende praktiker reflekterer inde i sig selv, og det er et problem, for så er det overladt til den enkelte at gå fra intention til handling. Ikke mindst kan det føre til, at man ikke har godt nok styr på, hvad man gør og hvorfor,« siger hun.

Er man i stedet reflekterende metodiker, reflekterer man flere sammen i forhold til målet for arbejdet. Og refleksionen er sat i system. Bruger man en bestemt metode, kan det give en fælles referenceramme at reflektere ud fra, sådan at man hjælper hinanden med at fokusere på ændringer i den pædagogiske handling, hvilket er det allervigtigste i forhold til brug af metoder, mener Bjørg Kjær.

»Man bør vælge en pædagogisk metode og blive god til den. Der har været mange kovendinger inden for pædagogikken, og pludselig er alle enige om, at nu er man anerkendende, og i løbet af meget kort tid er det skrevet ind i alle læreplaner. Men når det går så hurtigt, er det oftest bare ord. Metoden eller teorien forbliver i det symbolske mesterskab som et overfladisk arbejde, og bliver aldrig flyttet til praktisk handling med børnene. Hvis man skal blive god metodisk, pædagogisk og praktisk, tager det lang tid,« siger Bjørg Kjær.



Ikke øvet i metoder. Skal en metode virke og give mening, er man nødt til at sikre sig, at den ikke kun bliver italesat. Brugen af en metode skal kunne mærkes og give forandringer i den pædagogiske handling. Ellers er den intet værd, fastslår Bjørg Kjær.

»Der er ikke noget at sige til, hvis pædagogerne synes, at det er svært, og at de nogle gange snubler i forsøget med en metode. For i uddannelsen har der været en så kategorisk afvisning af metoder, at pædagogerne ikke har haft mulighed for at lære at bruge dem,« siger hun.

Det er derfor hårdt arbejde for pædagogerne at gøre metoderne til brugbare redskaber, og ifølge Bjørg Kjær er der kun deres faglighed til at hjælpe dem.

»Mange pædagoger er åbne og vil gerne have nogle redskaber, men når de får dem tilbudt, skal de gøre sig kyndige og sikre sig, at metoderne ikke løber af med dem. Pædagogerne skal undersøge, hvad den metode, de får anvist eller selv vælger, kan tilbyde dem, og hvad de kan bruge den til, ellers kan de nemt blive rendt over ende,« siger hun.



Ikke alle kan inkluderes. Mange af de metoder, som mange pædagoger benytter lige nu, handler om inklusion. Fordi pædagogerne skal inkludere mange forskellige børn, og de ikke har ressourcer nok til det svære arbejde, bruger de metoderne som redningsplanke. Og det gør de, fordi det forlanges af dem, at de er gode til at arbejde med alle børn med ADHD, autisme, tourette og fysiske handicap, er mentalt retarderede, skilsmissebørn, børn af psykisk syge og børn fra svage familier, mener Bjørg Kjær.

»Selvfølgelig skal man have tillid til pædagogers faglighed. Men lige netop her er der måske ikke helt dækning for det, fordi opgaven er omdefineret i forhold til den uddannelse, de fleste pædagoger har. Det kan derfor være relevant at spørge, om pædagoger er klædt på til at klare inklusionsopgaven. Måske går det fint, hvis det ’kun’ handler om børn, som på grund af et svagt hjemmemiljø ikke kan fungere som andre børn. Men taler vi om børn med diagnoser og svære problemstillinger, skal der en helt særlig viden til, hvis de børn ikke bare skal ’være der’, men også skal få noget ud af det,« siger hun.

Pædagogerne kan have svært ved at inkludere børn med tunge problemstillinger, hvis de ikke er uddannet i metodebevidsthed. For det kræver bevidsthed om, hvad man gør, hvis man skal kombinere et autismespecifikt arbejde med en helt almindelig pædagogisk indsats i forhold til almenbørnene, mener Bjørg Kjær.

»Det bliver simpelthen for svært for pædagogerne og for dårligt for børnene at være i de institutioner, hvor man blander bolsjerne og tror, at man så inkluderer. Det er en kæmpe opgave at omstille til en inkluderende pædagogik, og man kan ikke bare omstrukturere lidt. Man skal gentænke pædagogikken, så den støtter og hjælper alle børn, og man må også definere en grænse for, hvad man inkluderer. Selv de dygtigste pædagoger kan ikke alting. Prøver man på det, er det fagligt uforsvarligt,« siger hun.



Læs om metoder, refleksion og inklusion i bogen ’Inkluderende pædagogik – god praksis og gode praktikere’ af Bjørg Kjær. Akademisk Forlag, 290 sider, vejl. pris 299 kroner.