TEMA: MARERIDTET. Virkelighedens Mads Mikkelsen. Anklaget i mørket

Uret nærmer sig med taktfaste ryk middagstid. To børnehavedrenge sidder tilbage på stuen og leger med lim og sakse, som de har gjort det meste af formiddagen. Mens de fleste af pædagogerne begynder at gå til middagspause, rydder Erik Kirk de sidste legesager af vejen.

Sammen med de to drenge bærer han tingene ned i et lille depotrum i kælderen. Erik sætter i første omgang en kasse i klemme i døren. Der er ingen vinduer i rummet. Og da døren smækker i, bliver der et kort sekund helt mørkt. De to drenge griner, og Erik griber chancen for at lave lidt sjov. Han tænder og slukker lyset et par gange, mens han laver lyde som et spøgelse.

»Jeg ved godt, at mørke og spøgelser kan skræmme drengene, men i den her situation mærkede jeg ingen faresignaler,« siger Erik.

Da de tre igen forlader depotrummet og går til middagspause, har Erik ingen anelse om, at episoden den kommende uge vil få fatale konsekvenser.



En pædagogfamilie. Når Erik er til julefrokost med familien, snakker de om legetøj og madpakke­spisning og diskuterer, hvad der er god og dårlig pædagogik. Sådan har det altid været.

»I min familie er 9 ud af 10 pædagoger. Jeg er pædagog, min kone er pædagog og mine søstre er også pædagoger,« forklarer Erik.

Han bor i et gammelt bondehus på landet. Der er lavt til loftet. På væggene hænger billeder af hans børn, og i stuen ligger legetøjet klar til næste frie stund.

Erik har arbejdet som pædagog i seks år, først i en institution for voksne udviklingshæmmede, siden i en børnehave. Han har svært ved at forestille sig at skulle lave andet.

»Jeg nyder spontane indslag, hvor lege kan opstå ud af selv de mindste episoder,« siger Erik.



Anklaget. Tre dage efter mørkelegen i depotrummet er Erik på vej til arbejde i sin Peugeot Partner. På turen ringer telefonen, og børnehavelederen er i røret.

»Hun beder mig om straks at møde op på sit kontor i stedet for at gå på arbejde. Mere får jeg ikke at vide i telefonen.«

Da Erik triller ind på parkeringspladsen, står flaget på halv flere steder i nabolaget. Og Erik tror, det er derfor, han skal til samtale:

»Jeg tænker, at det nok er en alvorlig besked – et dødsfald blandt børnene, forældrene eller pædagogerne.«

Da han jeg træder ind på kontoret, bliver han mødt af dagtilbudslederen og den pædagogiske leder, som præsenterer ham for en nedskrevet historie fra et forældrepar.

Efter gårsdagens mørkeleg har én af drengene fortalt sine forældre, at Erik skulle have blottet sin tissemand for drengene i depotrummet.

»Jeg læser historien og bliver meget chokeret. Så græder jeg og fortæller min version af historien. Tre dage senere bliver jeg sigtet af politiet.«

Erik bliver øjeblikkeligt sendt hjem med beskeden om ikke at kontakte sine kolleger.

»Jeg ringer til min kone og beder hende hente mig, for jeg kunne simpelthen ikke køre min egen bil hjem,« fortæller Erik.



Alene i mørket. De følgende dage vælter verden for Erik. Han opholder sig hjemme, mens tankerne kører i ring, og uvisheden vokser. Han græder meget, og frustrationen smitter af på hele familien:

»Jeg var i tvivl om alting. Hvem skal jeg sige det til? Hvad skal jeg sige? Skal mine børn vide, hvorfor far er så sur og ked af det? Det var sådan nogle tanker, der fyldte mit hoved.«

Historien når også medierne, og med et slag vender det meste af omverdenen sig mod Erik. Men da det hele ser allermest håbløst ud, kommer der opbakning fra en uventet kant. Erik modtager en række sms’er fra flere af børnehavens forældrepar.

»De skrev, at det var synd for mig, og at jeg bare skulle komme ovenpå. De håbede, at jeg kom tilbage, og de skrev, at de savnede mig. De beskeder betød simpelthen alverden for mig. Jeg har gemt dem og læst dem tusind gange siden.«



Frikendt og fordømt. Da Erik endelig kommer til afhøring hos politiet, bliver han konfronteret med videoafhøringen af den dreng som påstod, at Erik havde blottet sig.

»Det er frustrerende. Jeg er i en situation, hvor jeg ikke kan gøre noget. De er nødt til at stole på mig, for jeg har ikke nogen beviser. Der er ingen, som har filmet mig, og kollegerne var gået til pause.«

Sagen når aldrig videre. Efter video­afhøringen af det andet barn, bliver Erik kontaktet af politiet med besked om, at sigtelsen er frafaldet. Erik er juridisk frikendt. Men lettelsen når knapt at trænge ind, før det går op for ham, at mareridtet langtfra er forbi.

»Jeg havde håbet, at jeg kunne komme tilbage på min gamle arbejdsplads, hvor de kendte min historie, og derfor ville være forstående over for min situation,« siger Erik.

Men lederen af børnehaven afviser at lade Erik starte igen af respekt for forældre og kolleger. Og da Erik en dag møder op i børne­haven for at hente sine ting, står det klart, at mistanken vil forfølge ham i lang tid fremover.

»Jeg hørte kommentarer som: ’Man kan jo aldrig vide’ og ’du bliver jo aldrig den samme’. Det var hårdt at få at vide, når jeg ellers følte, at jeg havde haft et godt tillidsbånd til mine kolleger.«



Skiftede bleer ud med bøger. Siden episoden har både Erik og hans kone fået psykologhjælp til at lægge oplevelsen bag sig. Men selvom der også har været bred opbakning fra familien, har frygten for mistanken plantet sig dybt i hans bevidsthed.

»Tanken er der hele tiden, selv når jeg skifter min egen søns ble i børnehaven, når jeg henter ham. ’Er der nogen, som kunne misforstå noget?’«

Som kompensation for ikke at kunne vende tilbage til sit job blev Erik tilbudt en lønnet pædagogisk diplomuddannelse i psykologi, som han nu er ved at færdiggøre. Men selvom bøgerne i en periode har givet et pusterum for mistanke og anklager, håber Erik stadig på, at han en dag kan vende tilbage til drømme­jobbet som pædagog i en børnehave.

»Men jeg kommer nok tilbage som et andet menneske. Og jeg ved heller ikke, om jeg nogensinde kan arbejde i en børnehave igen.«



Børn&Unge har kontaktet lederen af den børnehave, hvor Erik Kirk var ansat, for at få en kommentar. Lederen ønsker ikke at kommentere sagen.