TEMA: GRÆNSELANDET. Dansk-tysk. Pædagogisk møde i møllens skygge

De sidder og venter, og man kan se dem på lang afstand. Sarah Stolzke og Ingelise Thiel sidder med Dybbøl Mølle som baggrund. Et dansk nationalsymbol, der leder tanken hen mod kampene i 1864, hvor danskerne tabte stort til preusserne.

De er to pædagoger fra hvert sit land og hver sin generation. Sarah Stoltze bor ved Flensborg og er 26 år. Hun tager hver dag over grænsen for at arbejde i en tysk børnehave i Sønderborg. Ingelise Thiel er 62 år. Hun bor i Tønder og tager hver dag over grænsen for at arbejde i en dansk børnehave i Harrislee.

Der er gået mange år siden 1864, og nu er fjendskab erstatte af venskab. I hvert fald er stemningen god mellem de to pædagoger.

»Vi har lige fundet ud af, at vi kender hinanden. Sarah har været vikar hos mig,« siger Ingelise Thiel.

Men hvordan er det for hver af dem at arbejde i henholdsvis en tysk institution i Danmark og en dansk institution i Tyskland?

»Sproget er nok det mest specielle. Det er i højsædet. De fleste af de børn, vi har, kommer med tysk pas, men de skal gå i dansk børnehave og siden i dansk skole,« siger Ingelise Thiel. »Hos os er det omvendt,« siger Sarah Stolzke.

»Vi har mange danske børn, og vi har tysk som hovedsprog. Men det er ikke et krav, at børnene skal gå i tysk skole. De kan godt gå i tysk børnehave og derefter i dansk skole.« »Ja, der er det anderledes hos os,« siger Ingelise Thiel.

»Melder man sit barn ind i en dansk børne­have, skriver forældrene under på, at de skal melde sig ind i det danske mindretal, at barnet også skal gå i dansk skole, og at man lærer det danske sprog, hvis ikke man kan det.«



Den danske hygge. De to pædagoger er en del af en verden, hvor både historien og en masse følelser spiller med. »Mine forældre er tyskere, men de lod mig gå i en dansk børnehave, fordi jeg skulle kunne begge sprog. Det er jo meget fornuftigt, når vi nu bor så tæt på grænsen. Selv føler jeg mig som en del af det danske mindretal, selvom jeg er tysk statsborger,« siger Sarah Stolzke, der også er uddannet i Danmark.

Hverken hun eller Ingelise Thiel mener, at der i dag er den store forskel i pædagogikken i de to lande. I de tyske børnehaver i Danmark arbejder man efter læreplaner med temaer som alle øvrige institutioner i Danmark. I de danske børnehaver i Tyskland arbejder man efter de retningslinjer, som Skoleforeningen under Det Danske Mindretal har udstukket. De bygger på den danske lov om læreplaner, men er underlagt tysk lovgivning.

»Og her skal der jo også arbejdes efter en form for læreplaner,« siger Ingelise Thiel.

Det kan der derimod være på andre områder.

»Der er danske forældre, som melder sig ind i vores tyske børnehave, fordi de oplever, at der er mere orden og struktur,« siger Sarah Stolzke.

Ingelise Thiel nikker og supplerer: »Omvendt er der tyske forældre, der foretrækker det danske i Tyskland, fordi de oplever, at vores hverdag er mere fleksibel. De taler meget om begrebet hygge. Men forskellene er ikke så store, for vi bliver jo også påvirket af at være en institution i Tyskland. Vi har nok som dansk institution i Tyskland mere struktur end mange institutioner i Danmark.«

»Ja, men forskellene er der stadig. Der er jo en grund til, at mange danskere vælger at sende deres barn i en tysk institution i Danmark,« siger Sarah Stolzke .

De to pædagoger er dog enige om, at forskellene er blevet mindre med årene.



Siger man De til lederen? Ingelise Thiel skal som led i sit arbejde være med til at beskytte det danske sprog og den danske kultur blandt mindretallet i Tyskland. Hun har samtaler med forældre om, at de ikke skal melde deres børn ind, fordi de betragter det som en sprogskole. »Nej, det drejer sig også om dansk kultur. Forældrene skal være klar over, hvad det betyder, når de melder deres barn ind i en dansk institution syd for grænsen,« siger Ingelise Thiel.

Sarah Stolzke forstår det godt, men hun tror, at noget har ændret sig med de nye generationer. »Jeg tænker ikke så meget over, om jeg er tysk eller dansk. Jeg har venner begge steder, men jeg kunne ikke undvære dansk kultur, og jeg vil helst arbejde i Danmark.«

Nu, de har hinanden, er der meget, Sarah Stolzke og Ingelise Thiel gerne vil have vendt. De har for eksempel ikke de samme fridage i Tyskland og Danmark, og havde du fri 1. maj? Det er jo en helligdag i Tyskland. Og siger man De til personalet i Tyskland? Det har Sarah Stolzke tænkt over. Selvom hun er tysker, har hun ikke helt styr på det med tiltaleformerne i tyske institutioner.

»Jo, jeg tror nok, at mange tyske forældre helst vil sige De til lederen. Det oplevede jeg forleden. Så måtte jeg sige, at her kan de godt sige du,« siger Ingelise Thiel.

Fotografen skal have taget sine billeder, og det er tid til afsked. Men det er, som om de to pædagoger godt kunne tænke sig at blive ved med at snakke, og de drysser afsted sammen.

»Hvor parkerer du? Derovre?»

»Vi burde egentlig se noget mere til hinanden på tværs af grænserne.«

Sådan slutter mødet mellem danskeren, der arbejder i Tyskland, og tyskeren, der arbejder i Danmark. De er kolleger og medlem af samme fagforening, men de ved for lidt om hinandens arbejdsforhold, mener de. Og med Dybbøl Mølle som baggrund konstaterer de, at det bør der gøres noget ved.



Sarah Stolzke

arbejder i tysk børnehave i Sønderborg, Danmark

Job

pædagog

Nationalitet

tysk

Bopæl

Flensborg, Tyskland



Ingelise Thiel

arbejder i dansk børnehave i Harrislee, Tyskland

Job

pædagog

Nationalitet

dansk

Bopæl

Tønder, Danmark