Tema: Børnene vil være fri for far og mor

Der er meget langt mellem de klubber, der laver projekter for at forbedre forældresamarbejdet. Ulla Andersen har været konsulent i Ungdomsringen i 15 år. I den tid har hun stort set ikke set den slags projekter. Og det er ikke, fordi klubfolkene vil holde forældrene ude af klubben, understreger hun.

"Jeg tror, at klubfolkene gerne så, at forældrene blandede sig noget mere. Men når børnene kommer i fritidsklub, er de i gang med det store frigørelsesprojekt fra forældrene," siger Ulla Andersen.

"Det er rigtig tit, at man kan mærke, at børnene ikke er specielt interesserede i, at forældrene skal være en del af konteksten i klubben. Og mange klubfolk prøver at respektere, at klubben er et frirum, et fristed," siger hun.

Det kræver plads, når børn i præpuberteten skal finde ud af, hvordan de kan indgå i verden på en ny måde og frigøre sig fra forældrene.

"Og klippe den mentale navlestreng over," tilføjer Ulla Andersen.

I ungdomsklubben bliver det endnu 'værre'.

"Mange unge siger decideret til deres forældre, at 'du skal ikke komme i klubben. Du skal ikke sidde og se, at jeg sidder og snaver på Rikke nede i hjørnet til en klubfest'. Det er pinligt og det er flovt. Når de bliver 14-15 år, synes de, at forældrene generelt er pinlige, og det er en fase, de skal igennem," siger Ulla Andersen.



De slipper gerne. Forældrene er ofte også ret villige til at lade børnene have klubben i fred. Som Ulla Andersen anfører, så tænker forældrene, at 'nu har vores børn gået i vuggestue, dagpleje, børnehave og SFO, og vi er rendt til forældremøder og forældrearrangementer, så når vi kan mærke på vores børn, at de måske ikke er specielt interesserede, så slipper vi gerne'.

Ulla Andersen mener, at de klubber, hvor man arbejder aktivt med forældresamarbejdet, også er de steder, hvor man satser på forældrene som en ressource.

"Man ser forældrene som nogle, der kan tilføre organisationen noget anderledes, noget nyt."

I nogle klubber kunne man arbejde på en holdningsændring, mener Ulla Andersen, så man ser forældrene som dem, der har størst viden om netop deres barn, mens personalet har de faglige kompetencer og viden om aldersgruppen.

"Den synergieffekt, vi kan få ud af det, er rigtig god. Sammenlagt vil vi få det fulde billede af, hvad der skal til, for at barnet eller den unge trives bedst muligt, og vi kan være fælles om at få tingene til at lykkes, uden at frigørelsesprocessen forstyrres," siger hun.



Ret til et privatliv. I fritidsklubben begynder børnene også selv at lægge låg på den information, som de giver forældrene.

"De begynder at finde ud af 'aha, nu går jeg ikke i børnehave eller SFO mere, så nu har jeg faktisk ret til at få et privatliv. For før skulle pædagogerne altid fortælle, hvordan jeg havde det, og hvad jeg havde lavet'. Det gør pædagogerne altså ikke i klubben, medmindre der er et eller andet ekstraordinært på spil. Det betyder, at ungerne finder ud af det fede ved at have et privatliv, så de siger ikke så meget til forældrene," siger Ulla Andersen.

Netop derfor kunne det være en god idé at lave en kontaktpersonordning, mener Ulla Andersen. Med sådan en ordning har hver medarbejder ansvaret for et antal børn og ringer hjem til forældrene engang imellem og fortæller, hvordan det går.

"Så giver pædagogerne en udviklingsstatus på, hvordan deres børn har det, trives, og hvordan de har det med kammeraterne," siger Ulla Andersen og understreger, at kontaktpersonen også skal formidle de gode historier:

"Som nogle kloge klubfolk siger, så kan en positiv henvendelse holde til tre negative. For alle forældre vil gerne høre nyt om deres børn."

Og skulle der være dårlige nyheder til forældrene, vil det også blive nemmere med en kontaktperson.

"For kontakten er etableret, vi har hilst og set hinanden i øjnene. Og så kan man lynhurtigt genoptage kontakten til forældrene ved behov," siger Ulla Andersen.