TEMA. BEVÆGELSE: Børnene er gearet til at bevæge sig

En lyshåret purk kaster sig ud i noget, der skulle have været en vejrmølle, men ender i et dramatisk rullefald.

»Pas pååååå,« råber han til kammeraten foran, der kun lige når at flytte sig, før den lyshårede lander på rullemåtten med et klask.

Begge drenge har røde kinder og sved i hårgrænsen.

»Orh mand, jeg var hurtig,« griner den lyshårede og er straks på vej videre til næste forhindring på redskabsbanen.

Børnehuset Troldhøjs ældste børnegruppe og to pædagoger er i fuld gang med gymnastik på gul stue, der er indrettet med klatrevæg, ribbe og masser af gymnastikredskaber.

For de knap hundrede vuggestue- og børnehavebørn i Troldhøj er hverdagen fyldt med leg og bevægelse, både den voksenstyrede idræt og børnenes egne lege. Lokalerne er indrettet til fysisk aktivitet, og der er skruet ned for mængden af legetøj. Ungerne må hoppe i sofaen, kravle i vindueskarmen og løbe på gangen.

Troldhøj er idrætsinstitution og har været det siden 2005, hvor institutionen blev certificeret af DIF som den første børnehave i Roskilde Kommune.

Ronni Mathiassen, der er pædagogisk leder i institutionen, fortæller, at idrætten i dag er en mere naturlig del af hverdagen, end da institutionen blev idrætscertificeret i 2005. I starten skulle alt handle om idræt, og det blev et meget snævert idrætsbegreb, pædagogerne arbejdede med. Der var for eksempel stort fokus på at måle, om børnene havde opnået forskellige motoriske færdigheder.

I dag er idrætssynet blevet bredere og aktiviteterne mere legende.

»Nu er det mere en leg, hvor vi bruger kroppen til at bevæge os, og hvor pædagogikken bruges i legen i stedet for den der tjekliste – kolbøtte, tjek, balance, tjek, koordination, tjek,« siger Marlene Tinggaard, der er idrætspædagog og ansat i kompetencecenteret, hvor hun sammen med kollegaen Tina Munch-Steensgaard besøger andre af kommunens institutioner og inspirerer til mere bevægelse.



Følg barnet. Troldhøj har i de seneste par år bevæget sig fra den voksenstyrede tilgang i retning af et børneperspektiv. Det fortæller Tina Munch-Steensgaard, der udover uddannelsen til pædagog har en enkeltfags­uddannelse i idræt på bachelorniveau.

»Vi forsøger at følge barnets spor. Børnene er gearet til at bevæge sig, og det er guld værd at høste af deres idéer. Førhen havde vi ofte en plan, og så var det den, vi fulgte. I dag kan vi stadig godt have en plan, men der er stor sandsynlighed for, at den forandrer sig undervejs – for man ved aldrig, hvad der sker, når man har med børn at gøre,« siger hun.

I Troldhøj skal alle børn deltage i voksen­styret pædagogisk idræt et par gange om ugen. Derudover opstår der hele tiden spontane bevægelsesaktiviteter – både børne- og voksenstyrede.



Leg og lær. På gul stue er en dreng på vej væk fra redskabsbanen og op i ribben. Hvis man kravler helt op i toppen, kan man springe ud og prøve at nå et beslag på motorik­skinnen, der hænger i loftet.

»Superman,« råber han, da han sætter af fra ribben og et øjeblik flagrer i luften, før der lyder et klir, da han rammer beslaget. Et par af kammeraterne opdager legen, og få minutter senere er spring-fra-ribbe-efter-beslag-på-motorikskinne en del af redskabsbanens elementer.

For pædagogerne i Troldhøj er det vigtigt, at der også er plads til børnenes egne impulsive påfund og lege. Det har de valgt at understrege ved at udforme et legesyn på lige fod med deres lærings- og menneskesyn.

Ronni Mathiassen fortæller, at pæda­gogerne i Troldhøj arbejder med at udforske legens ’DNA’. De stiller spørgsmålstegn ved, hvad leg egentlig er for noget, og hvilke bestanddele leg består af. Det undersøgende blik gør pædagogerne klogere på, hvad leg kan bruges til.

Mens læring handler om at sigte efter et mål, har legen en umiddelbarhed, når man bare leger for legens skyld. Og stræber man efter en oplevelse af flow, er den umiddelbare leg god, fordi man bare kan være i nuet uden at stræbe efter noget, man endnu ikke har opnået.

»Der er så meget i dag, der handler om at blive klar til det næste, der skal ske, i stedet for at koncentrere sig om nuet. Der er legen dejlig, fordi den opstår lige nu og her. Uanset hvad man stiller op, om det er to klodser eller en pind, så kommer der en leg ud af det,« siger Tina Munch-Steensgaard.



Færre forstyrrelser. Pædagogerne i Troldhøj er efter at have deltaget i projektet ’Den Kreative Pædagogiske Organisation’, der handlede om at skabe rum for udvikling af kreativitet hos både medarbejdere og børn i daginstitutioner, blevet mere opmærksomme på at skabe plads til børnenes uforstyrrede leg.

Pædagogerne har lært, at leg uden afbrydelser skaber plads til at opleve flow og plads til at turde nye ting – og til at bruge det, man har lært i de strukturerede idrætsaktiviteter.

»Man vil så gerne være igangsættende og foregangsbillede, men børn har også brug for at lege selv. Nogle gange skal de måske bare lige have et redskab eller et lille skub, og så kan man som voksen trække sig igen. Der er hele tiden en fin balance mellem det uformelle rum og den voksenstyrede leg,« siger Marlene Tinggaard.

Tina Munch-Steensgaard mener, det er vigtigt i perioder at have voksenstyrede idrætsaktiviteter næsten hver dag, men lige så vigtigt, at man giver slip og giver børnene lov til at bruge nogle af de ting, som der er arbejdet med.

»Børnene skal have tid til, at oplevelser og læring kan bundfælde sig, så de ting, de lærer i den pædagogiske idræt, langsomt kan tages med ud i de uformelle rum,« siger hun.

Derfor har institutionen blandt andet gjort formiddags- og eftermiddagsmåltiderne, der tidligere var obligatorisk sid-på-din-numse-tid, til et tilbud i stedet for tvang. Hvis børnene er i gang med en god leg, når de skal spise eller sove, hjælper pædagogerne med at afslutte legen på en god måde eller gemmer mad, til legen er færdig.



Børn skal prøve grænser af. At bryde mindre ind i børnenes leg handler også om at lære børnene selv at sætte grænser og håndtere konflikter. Når man kravler op og ikke tør hoppe ned igen, eller når man hopper ned og slår sig, fordi der var lidt for langt, lærer man sine begrænsninger at kende.

Børnene i Troldhøj udfordrer grænserne hele tiden – både deres egne og hinandens. Ved siden af redskabsbanen ligger to drenge oven på hinanden og leger slåskamp, mens en tredje dreng kaster skumredskaber efter dem. En fjerde dreng springer ind i legen, og fem sekunder senere bliver drengen, der før kastede med skumredskaber, overdynget. Drengene mosler rundt, og der bliver brugt masser af kræfter, men det hele foregår med et smil på læben.

Malene Tinggaard fortæller, at det kræver en vis tilvænning for personalet at blive vant til den løsere struktur og de friere rammer.

»Når vi får nye studerende, er det meget tydeligt, at vi har en særlig kultur. Ofte siger de ’Pas nu på’, ’Skal vi ikke have en måtte ekstra?’, ’Må de godt det der?’ Når så de har været her en måneds tid, kan de se idéen med det hele – at børnene lærer noget af det, også når de indimellem slår sig. De ser, at vores børn oftere er meget stærkere motorisk, end de børn de er vant til at være sammen med,« siger hun.



Erfaringerne skal videre. Netop fordi Troldhøj i mere end syv år har arbejdet koncentreret med idræt, leg og bevægelse, har institutionen de seneste par år arbejdet for at blive kompetencecenter, der kan inspirere og vejlede Roskilde Kommunes andre institutioner i idræt, leg og bevægelse.

I sensommeren 2012 fik Troldhøj bevilget penge fra kommunen til at køre et etårigt pilotprojekt, hvor Marlene Tinggaard og Tina Munch-Steensgaard hver blev ansat syv timer om ugen i kompetencecenteret.

De to pædagoger tager nu gratis ud som konsulenter i kommunens andre daginstitutioner og vejleder og sparrer med pædagogerne.

Målet med kompetencecenteret er at højne kvaliteten af bevægelsesglæden i Roskilde Kommunes 0-6-årsinstitutioner.

»Det var super vigtigt for os at gå ud og sige, at vi godt ved, at andre institutioner arbejder med læreplanstemaet krop og bevægelse, og at vi ikke er bedre end dem,« siger Marlene Tinggaard.

»Vi ligger måske bare inde med nogle erfaringer og noget viden, som de kan høste af kvit og frit. Bare det, at vi kommer ud med en anden vinkel og nogle andre briller på, gør, at vi måske kan se nogle muligheder, som personalet ikke har set. Bare sådan noget som at flytte lidt på møblerne kan gøre en forskel,« siger hun.

Når Marlene Tinggaard og Tina Munch-Steensgaard tager på besøg i andre institutioner er fokus på vidensdeling med pædagogerne.

»Det er ikke, fordi vi kommer som klovner og skal underholde børnene, og så kan pædagogerne trække sig. Vi kommer for at klæde pædagogerne på og give dem nogle redskaber til, hvordan de kan arbejde videre med idrætten selv,« siger Marlene Tinggaard.



Et spørgsmål om indstilling. Kompetencecentermedarbejderne fortæller, at der er meget forskel på, hvilken indstilling de møder i de forskellige institutioner. Nogle steder er det måske lederen, der synes, det er en god idé med et skud ny energi og idéer til personalet – andre steder er det personalet i fællesskab, der har lyst til inspiration, og som er helt åbne og tager imod hvad som helst.

»Vi er ikke politi eller ude for at tjekke, om de gør det godt nok. Vi er ude for at inspirere, og når det går op for folk, så er de som regel glade for, at vi kommer,« siger Marlene Tinggaard.

Ronni Mathiassen fortæller, at de institutioner, der har benyttet kompetencecenteret indtil nu, især er glade for, at det er et initiativ, der kan skræddersyes til og tager udgangspunkt i lige præcis de børn, pædagoger og rammer, der er i den enkelte institution.

Mens nogle institutioner har brug for inspiration til nye aktiviteter og lege, har andre institutioner måske brug for et skræddersyet forløb, der lærer de vilde drenge at tage hensyn til hinanden, eller et forløb, der giver pædagogerne mere indsigt i, hvad den pædagogiske idræt kan bidrage med, og hvorfor det er godt eller skidt at gøre, som de gør. Kompetence­centeret kan opfylde alle tre behov.



Vi bør dele guldet. Ronni Mathiassen er glad for, at Roskilde Kommune valgte at gå med på idéen om et kompetencecenter i idræt og turde investere i projektet for at undersøge, om et kompetencecenter kan komme mange institutioner til gode.

»Det er fedt, at kommunen tør tænke anderledes om daginstitutioner. At man kan blive videnscenter frem for at være sin egen lukkede institution,« siger Ronni Mathiassen.

Han håber, at en sidegevinst ved kompetence­centeret bliver, at flere pædagoger i kommunens institutioner tænker, at det der med at være idrætsinstitution også kunne være noget for dem. Og så håber han, at kommunen vil gøre kompetencecenteret permanent, når pilotprojektet udløber i efteråret.

»Der er noget guld i det her kompetencecenter og i vidensdelingen. Vi har arbejdet med idræt, leg og bevægelse i så mange år, at vi har samlet en bunke erfaringer, som andre kan nyde godt af,« siger han og foreslår, at der oprettes et kompetencecenter for hver af de seks læreplanstemaer.

Marlene Tinggaard og Tina Munch-Steensgaard bakker op om idéen.

»Hvor ville det dog være pragtfuldt, hvis jeg, når jeg skulle i skoven med ungerne, kunne gå ind og hente noget viden fra for eksempel en skovbørnehave. Hvor kunne det være interessant for mine unger at gå i skoven med mig, hvis jeg rent faktisk vidste noget om skoven. Når jeg går i skoven, så er det jo stadig med idrætsbrillerne på,« siger Tina Munch-Steensgaard.



SÅDAN BRUGER DE PÆDAGOGISK IDRÆT I BØRNEHUSET TROLDHØJ

• Allerede i vuggestuen trænes samarbejde i idrætsaktiviteterne. Børnene hjælpes ad med at bygge forhindringsbanen, som de bagefter skal kravle rundt på.

• En pige sætter sig altid i sofaen og kigger på, når der er bevægelsesaktiviteter. Pædagogerne inddrager derfor sofaen, som for pigen er en tryg base, i aktiviteterne, og langsomt kommer pigen med i legen på lige fod med de andre børn.

• En gruppe piger er inaktive i de fælles idrætsaktiviteter og har mange konflikter. Pædagogerne gennemfører derfor et pædagogisk idrætsforløb kun for pigegruppen med særligt fokus på samarbejde. Det gør pigerne mere fysisk aktive og skaber nye legerelationer på kryds og tværs i gruppen.

• En flok vilde drenge har svært ved at kende grænser, når de slås. Pædagogerne sammensætter derfor et forløb, der introducerer drengene til slåskultur og kamplege. Det lærer drengene at sætte rammer for legen og sige stop, når legen bliver for vild.