TEMA ARKITEKTUR TIL BØRN: Vi tegner rum til børn

Børn er særligt sanselige og direkte i deres måde at tage rummet i brug på. Der skal være plads til fantasien, så rummene ikke på forhånd signalerer alt for kraftigt, hvordan de skal bruges. Abstraktionen i rummene skal holdes åben, så man ikke stækker børnenes fantasi og gør dem hjemløse, fordi de ikke har rum til at gøre det, de skal for at udvikle sig. Børn har brug for mange forskellige rum, hvor de ikke konstant er overvåget.

Sådan tænker arkitekt Dorte Mandrup fra tegnestuen af samme navn, når hun skal tegne bygninger til børn.

»Rum former den måde børn agerer på, derfor skal der være mange typer rumlighed i løbet af dagen. Der skal både være mulighed for at komme op i niveau, så børnene kan overskue verden eller plads til at kunne hoppe og springe. Vi vil gerne lave et varieret udbud af rum, hvor vi ikke tager udgangspunkt i det rationelle, men i hvordan rum kan blive så oplevelsesrige som muligt,« siger hun.



’Tæsk’ for at vælge børnene. At Dorte Mandrup vælger børnene som udgangspunkt, har i flere tilfælde bragt hende på kant med pædagogerne. De prioriterer nemlig ofte, at rummene er praktiske for dem at arbejde i. Hun savner en debat om, hvordan arkitekter og pædagoger kan mødes, så de spændende institutioner, man gerne vil have, kan rumme både børns og pædagogers behov. For begge parter vil gerne have noget byggeri, der er godt for børnene, men når det kommer til stykket, er der en masse dagsordener, som ikke handler om børnene, mener Dorte Mandrup.

»Vi har ofte valgt børnene, og det har vi flere gange fået ’tæsk’ for. Men vi er ikke sure på pædagogerne. Vi forstår, at deres syn på os og de huse, vi tegner til dem, hænger sammen med de dårlige vilkår, de har for at fylde rummene ud og bruge dem optimalt. Lige nu bygges der så dødssygt, at børnene får nogle meget kedelige rumlige og sanselige oplevelser. Det er vi nødt til at snakke om for at få det ændret,« siger hun.

Dorte Mandrups tegnestue har efterhånden tegnet mange institutioner og andre bygninger til børn. Blandt andet har hun og hendes medarbejdere tegnet to daginstitutioner på Østerbro i København. I begge tilfælde gik det galt med kommunikationen, hvilket førte til, at begge institutioner blev bygget om efterfølgende.

»En ting er, at bygninger aldrig bliver brugt, som man havde tænkt det, men vi skal arbejde for at undgå de helt store misforståelser. For os er det meget vigtigt, at brugerne er med hele tiden, også fordi der skal være en slags testamente, en videregivelse til fremtidige brugere om, hvorfor tingene ser ud, som de gør. Hvorfor der er taget, de beslutninger, der er taget,« siger hun.



Platform for samarbejde. I mange tilfælde føres dialogen i en byggeproces dog med kommunens forvaltning og de pædagogiske konsulenter. Når det gælder nybyggeri, skal man være heldig, hvis der er ansat en leder, som kan deltage og komme med input, er Dorte Mandrups erfaring. Men når hun så har mødt pædagogerne, har hun flere gange været ude for, at blive mødt som én, der ikke tænker sig om og bare tegner derudaf, fordi det skal være pænt og smart.

»Vi har haft indtryk af, at pædagoger, fordi de er for pressede, bare skælder ud og forestiller sig, at arkitekten er en kæmpeidiot. Men jeg skal da også indrømme, at den kan gå den anden vej, hvor vi siger om pædagogerne, at de kan da også bare flytte på sig i stedet for at sidde der på deres flade og se på børnene,« siger hun.



Tænker pædagogikken ind. Dorte Mandrup vil gerne høre om den pæda­gogik, man har tænkt sig, skal udfylde de rum, hun skal tegne.

»For så kan vi i højere grad tænke den ind i rummene. Så vil der kun være det problem tilbage, at pædagogikken kan skifte, når der bliver skiftet personale, og nye pædagoger kan opleve, at arkitekten ikke har tænkt på deres behov,« siger hun.

I øjeblikket laver Dorte Mandrup Arkitekter en institution i Sverige, hvor der er dobbelt så meget plads pr. barn, som der er i Danmark. Desuden er der også mange flere pædagoger. I Danmark er der stadig kun 45 kvadratmeter pr. grupperum, hvor der skal være plads til 20 børn eller flere.

»Det handler igen om, at ambitionerne og intentionerne kan være nok så gode, men vi skal stadig tegne inden for de kvadratmeterrammer, som altid har været de samme. I Sverige er der færre børn pr. grupperum, og for hver to grupperum er der altid et fællesrum, plus at de har værksteder og alle mulige andre faciliteter,« siger hun.

Dorte Mandrup ville ønske, at der i Danmark var mere fokus på – også forskningsmæssigt – hvad rum betyder for børns udvikling. Og så håber hun for fremtidens institutions­byggeri, at man en gang for alle beslutter sig for at bygge institutioner med mere plads.

»Er der mere plads og flere pædagoger, kan børnene få lov til at udfordre både deres krop og hoveder. Som det er nu, er pædagogerne alt for bange for, at børnene kommer til skade, når de i stedet for at dele børnene op skal overskue store grupper,« siger hun.