TEMA ARKITEKTUR TIL BØRN: Institutionsbyggeri skal ikke være en arkitektonisk legeplads

Arkitekterne bliver nødt til at fralægge sig deres idylliserede drøm om, at børn i offentligt regi skal have huler og mange mindre rum, hvor de ikke bliver overvåget. Det mener professor og barndomsforsker Ning de Coninck-Smith, der netop har skrevet bogen ’Barndom og arkitektur – Rum til danske børn igennem 300 år’.

»Når børn skal opholde sig i offentligt regi, skal der være gennemsigtighed, for vi forventer jo, at pædagogerne tager hånd om de konflikter, som børn kan komme ud i. Derfor bliver arkitekterne nødt til at lægge noget af den idyl væk, som de har i forhold til småbørnsinstitutioner,« siger hun.



Pædagoger skal være forberedte. Ning de Coninck-Smith ønsker dog også at give pædagogerne en opsang. Hun har flere gange oplevet, hvor vanskelig dialogen kan være, når arkitekter møder pædagoger, der nærmest virker uforberedte på, hvad et sådant møde kræver af dem.

»De er mere optaget af alle de andre gøremål i hverdagen end af at snakke seriøst om det, der kan komme til at gøre en forskel i deres hverdag. Det er ikke ligegyldigt, om en pavillon skal stå dér eller dér. Det betyder noget både for arkitekten og for deres eget arbejde,« siger hun.

Når arkitekterne kommer og vil lave huler, skal pædagogerne være bedre til at fortælle dem, hvorfor det ikke fungerer i hverdagen. Eller hvad der skal til, for at det kan fungere, mener Ning de Coninck-Smith.

»Skønheden kan ligge i, at et hus fungerer. Der er så mange dårligt tænkte institutionsbyggerier, men det er ikke kun arkitekternes skyld. Det hænger også på bygherrerne, regler og bestemmelser, og ikke mindst økonomien. Derfor er det også kommunerne og pædagogerne, der skal sige fra, når de kan se, at der for eksempel i en vuggestue ikke er lavet overdække til barnevogne og krybber,« siger hun.



Ikke legeplads for arkitekter. Dorte Mandrup er en omdiskuteret arkitekt, men Ning de Coninck-Smith har taget hende med i sin bog, fordi det er spændende med en arkitekt, der prøver grænser af i stedet for at være mainstream.

»Institutionsbyggeri skal ikke være en arkitek­tonisk legeplads, for en daginstitution er mest af alt en arbejdsplads, hvor der skal tænkes på pæda­gogernes og børnenes arbejdsmiljø. Men det er fedt, at arkitekter med store navne laver daginstitutioner, for det hæver prestigen for området. I stedet for at fokusere så meget på huler, burde arkitekterne arbejde mere med støjdæmpning i de store, åbne rum, de ofte tegner,« siger hun.