Strejke-økonomi: Bupl skal spare millioner

Forårets strejke har været hård ved BUPL's økonomi. Hovedbestyrelsen har nu vedtaget et budget, der på tre år skal fylde strejkekassen op til samme niveau som før strejken.

BUPL skal spare 20 millioner kroner i de kommende år, så strejkekassen kan blive fyldt op igen, og BUPL står lige så stærkt i 2011 som i dette forår.

Det har BUPL's hovedbestyrelse besluttet på et hovedbestyrelsesmøde den 20.-21. august.

Men to ting gør det svært at nå målet:

Dels blev strejkekassen tømt ved forårets strejke, og dels mister BUPL i øjeblikket medlemmer i en takt, som gør det nødvendigt at budgettere med faldende kontingentindtægter. I 2009 anslår BUPL, at faldet i kontingentindtægterne bliver 7,6 millioner kroner.



BUPL's hovedkasserer Flemming Brøgger Andersen fremhævede på hovedbestyrelsesmødet, at strejkekontingentet allerede havde hjulpet på strejkekassens (aktionsfondens) økonomi.

"Vi ender med at have brugt omkring 310 millioner kroner på strejken. Strejkekontingent har med opkrævningen for september allerede givet 98,5 millioner kroner," fortalte Flemming Brøgger Andersen.



For at sætte fart i pengestrømmen vedtog hovedbestyrelsen et budget, der øger aktionsfondens andel af kontingentkronerne fra 13 procent til 16 procent i de næste to år. Samtidig er det en forudsætning, at pengene i aktionsfonden ikke bruges til andre aktiviteter i de kommende tre år, hvis kassen skal være fyldt i 2011.



Medlemsflugt. Forårets strejke har ikke betydet, at BUPL har fået flere blivende medlemmer. Normalt melder omkring 1700 pædagoger sig ind i forbindelse med overenskomstforhandlinger - bare for at fordufte igen. Men i år er der kommet yderligere fart i medlemsflugten. Siden april har 2150 medlemmer meldt sig ud. Men nogle har også meldt sig ind. Det reelle medlemsfald er på 1207 medlemmer siden april, men samtidig har 500 medlemmer fået en rykker for manglende kontingentbetaling.

"Vi budgetterer fremover med godt 53.000 medlemmer. Men vi har gode muligheder for at ændre på det, hvis vi lægger os i selen med rekruttering og medlemsfastholdelse," pointerede Flemming Brøgger Andersen.

I januar 2007 havde BUPL 54.495 aktive medlemmer.



Besparelserne. Holder budgetforudsætningerne, og holder man fingrene fra ak­tionsfonden i de næste tre år, vil BUPL næsten nå målet for aktionsfondens størrelse.

Men der mangler stadig 20 millioner kroner, som skal findes i BUPL. En del bliver fundet ved besparelser i BUPL's fagforeninger, som tilsammen skal spare tre millioner kroner. Og fire millioner tages af egenkapitalen.

BUPL's forbundskontor skal spare 7,8 millioner kroner i 2009 og 10,1 millioner i 2010. BUPL's forskningsstrategi bliver reduceret med tre millioner kroner hvert år de næste to år.



Udsigten til at spare på aktiviteterne gav debat på hovedbestyrelsesmødet.

Anette Lukasiewicz fra BUPL Fyn satte besparelserne i BUPL i perspektiv.

"Omregnet svarer de tyve millioner kroner til halvanden strejkedag. Det er drastisk at fyre ansatte på en formodning om, at vi skal bruge pengene om tre år. Og hvad batter det," spurgte hun og foreslog, at man i stedet nedjusterede forventningerne til strejkekassens indhold med 20 millioner kroner.



Men forslaget fra BUPL Fyn blev ikke vedtaget. Kun 9 af hovedbestyrelsens 32 medlemmer stemte for.

Andre mindede om, at aktionsfonden kunne vise sig at være for lille, selv hvis den nåede samme niveau som før forårets strejker.

"Skal vi kunne klare en lockout, så skal vi have mange flere penge," sagde Kay Abrahamsen fra BUPL Midtsjælland.

På mødet var der også kritik af, at budgettet var for pessimistisk, hvad medlemsflugten angik.



Allan Baumann, faglig sekretær i forretningsudvalget, erklærede sig i den sammenhæng som konservativ.

"Jeg vil hellere være sikker på, at vi har pengene, end at budgettere for højt og så stå med nye problemer. Og vi har brugt 310 millioner, som vi skal finde, uanset hvordan vi skruer budgettet sammen," fastslog han.

Allan Baumann mente, at strejkekassen skal fyldes helt op.

"Vi skal kunne gå ud og sige med stolthed og overbevisning i stemmen: Om tre år er vi lige så klar, som vi var dengang," sagde Allan Baumann.



Konsekvenserne. Men hvor der helt præcist skal spares, er ikke afgjort endnu, siger hovedkasserer Flemming Brøgger Andersen til Børn&Unge.

"Det skal diskuteres i de enkelte fagforeninger og med medarbejderne og samarbejdsudvalget i forbundshuset," siger Flemming Brøgger Andersen.

Kommer medlemmerne til at mærke besparelserne?

"Det kan man ikke afvise. Men medlemmerne vil også mærke konsekvenserne, hvis vi ikke anstrenger os for at genskabe aktionsmidlerne inden 2011," siger Flemming Brøgger Andersen.





SLUT MED AT BETALE EKSTRA

Der bliver ikke opkrævet mere strejkekontingent, når strejkekontingentet for september er blevet betalt. Det besluttede en enig hovedbestyrelse i BUPL på et hovedbestyrelsesmøde i den 20.-21. august. Dermed har medlemmerne betalt konfliktkontingent i seks måneder, svarende til 1800 kroner pr. medlem for forårets strejke.

Hovedbestyrelsen vedtog også at indstille til kongressen, at fagforeningskontingentet, som lige nu er på 472 kroner om måneden, skal blive på det nuværende niveau. Dog skal det reguleres efter den såkaldte reguleringsordning og vil derfor stige to gange om året for at følge løn- og prisudviklingen i samfundet.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.