Stor forskel på inklusion

Børn med adfærdsforstyrrelser og handicap kommer i langt højere grad end tidligere i almindelige børnehaver og vuggestuer. Men kommunernes måde at inkludere børn med særlige behov bliver grebet vidt forskelligt an, viser en rundspørge, Børn&Unge har foretaget til 11 tilfældigt udvalgte kommuner. Kommunerne inkluderer på hver sin måde, og ingen har defineret eller sat standarder for, hvad det vil sige at inkludere børn. Langtfra alle kommuner forstår inklusion så vidtgående, som man gør i Skovlinden i Svendborg.

I Kolding har man i modsætning til Skovlinden løst inklusionsopgaven ved at oprette to specialgrupper som en del af det almindelige dagtilbud. Samtidig er antallet af specialpladser øget med 24 inden for de seneste to år. En del af disse børn har kommunen valgt at sende i dagpleje, hvor der som udgangspunkt arbejder uuddannet personale. Det gælder for eksempel børn med hørenedsættelser og for tidligt fødte børn, oplyser børnechef Svend Aage Nielsen.

»Nogle børn kan bedre være i dagtilbud med kun to børn frem for en vuggestuegruppe med otte børn,« siger han.

Det kan give god mening at lade dagplejen tage sig af nogle specialbørn, lyder vurderingen fra Bent Madsen, som er selvstændig professionsforsker.

»Vi ser mange eksempler på, at dagplejen er et godt tilbud for børn med særlige behov, især der, hvor dagplejen er involveret i den løbende faglige udvikling i kommunen,« siger han.

I Roskilde er antallet af specialpladser også steget inden for de seneste fem år. Kommunen har beholdt de pladser, man havde i specialbørnehave, til børn med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Derudover er der etableret to specialgrupper med seks børn i hver. Disse grupper indgår i de almindelige dagtilbud, oplyser pædagogisk udviklingschef i Roskilde Karen Lisbeth Olsson.

»Vores udgangspunkt er, at børn har ret til at deltage i fællesskaber. Det kræver en bedre pædagogisk praksis, og at personalet løbende dygtiggør sig,« siger Karen Lisbeth Olsson.



Ikke hvad som helst. At børn med behov for særlig hjælp får forskellig hjælp, alt efter hvor i landet de bor, kommer ikke bag på Bent Madsen.

»Der er mange veje til inklusion, og kommunerne griber opgaven med inklusion vidt forskelligt an. Det kan ikke være anderledes. Men inklusion er ikke hvad som helst, og nogle steder er der en tendens til at kalde alt det, man foretager sig, for inklusion. Det er det ikke. Derfor er der brug for, at kommunerne udarbejder kvalitetskriterier, så vi får standarder for arbejdet med at inkludere børn med særlige behov,« siger Bent Madsen.

Forsker Tine Basse Fisker fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Aarhus, er enig.

»Forskellene er en konsekvens af det kommunale selvstyre. Men det er et problem, hvis der er for stor forskel, og fagligheden ikke er i orden. Inklusion betyder at være en del af et fællesskab, men i praksis bliver det udført på mange måder,« siger hun.



Kun lige begyndt. Forskellen på kommunernes indsats viser sig også ved, at nogle kommuner er langt i deres arbejde med at inkludere, mens andre kun lige er begyndt. Det gælder Lejre Kommune syd for København.

»Vi er i gang med at udmønte en strategi, der skal afdække området,« fortæller dagtilbudschef Dennis Danielsen.

Øvelsen handler både om at effektivisere og om at højne kvaliteten.

»Vi vil se på, om vi bruger pengene rigtigt, og vi skal også have en diskussion af, om kvaliteten er høj nok. I den forbindelse bliver vi nødt til at give personalet et kompetenceløft i form af mere efteruddannelse,« siger Dennis Danielsen

Netop uddannelse spiller en vigtig rolle, når det handler om inklusion, mener Bent Madsen.

»Pædagogerne mangler viden for at kunne gennemføre systematiserede forløb for de børn, der skal inkluderes. I den sammenhæng er det afgørende, at der er tilstrækkelig med ressourcer,« siger professionsforskeren.

I Svendborg Kommune, hvor man i flere år har arbejdet meget målrettet med inklusion, er der kommet meget interessante resultater, mener forsker Maja Røn Larsen fra RUC.

»Det er paradoksalt, at vi på den ene side taler meget om inklusion, men alligevel ekskluderer vi som aldrig før. Set i den sammenhæng er det, de gør i Svendborg, meget interessant. Her insisterer man på at etablere et alment rum, hvor alle har mulighed for at deltage og være med,« siger Maja Røn Larsen.



Salamanca-erklæringen

Salamanca-erklæringen fra 1994 er en international erklæring om alle børns ret til uddannelse. Erklæringen har stor indflydelse på arbejdet med inklusion i mange lande, både i skoler og i dagtilbud.

Udviklingen startede dog allerede i 1983, hvor en ekspertgruppe under WHO konkluderede, at rehabilitering af handicappede skulle ske ved kombineret og koordineret brug af medicinske, sociale, uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige tiltag.

Næste skridt blev taget i 1990 på verdenskonferencen ’Education for All’ i Thailand. Det var et internationalt initiativ, som skulle sikre muligheder for skolegang for alle, ikke mindst børn med særlige behov.

I 1994 kom så konferencen ’World Conference on Special Needs Education: Access and Quality’ i Salamanca, Spanien, i 1994. Konferencen blev afholdt af UNESCO og UNICEF.

Det centrale i Salamanca-erklæringen er princippet om, at alle børn – også dem, som har særlige behov – har ret til uddannelse, fortrinsvis i det skolesystem og de skoler, der er etableret for hovedparten af børnene. Det påpeges, at almindelige skoler med en inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel til at bekæmpe diskrimination, til at skabe imødekommende miljøer, til at bygge et inkluderende samfund og til at realisere uddannelse og oplæring for alle.

Kilde: www.leksikon.org



Hvor kommer inklusion fra?

Inklusion af børn med særlige behov i almindelige dagtilbud har for alvor taget fart inden for de seneste fem år. Det er blandt andet affødt af kommunalreformen, som betød, at kommunerne overtog og nedlagde mange af amternes specialiserede tilbud. Nu skulle børnene i stedet være en del af almentilbuddet.

Men internationale bevægelser har også spillet en rolle, vurderer ph.d. og forsker Maja Røn Larsen fra RUC.

»Der er mange grunde til, at inklusion er kommet på dagsordenen. Historisk kan vi se, at specialinstitutionerne i nogle sammenhænge bidrog til en sygeliggørelse af børnene, fordi det var legitimt ikke at inddrage dem i fællesskaber. Så der har været grund til at komme med kritik. Internationalt har Salamanca-erklæringen spillet en betydelig rolle for, at inklusion er kommet højt på dagsordenen,« siger hun.

Salamanca-erklæringen er fra 1994, og den er en udløber af mange års arbejde for at sikre handicappede børn ret til uddannelse og arbejde.

»Men inklusion har skabt nogle nye problemer, som blandt andet handler om, at kommunerne også bruger det til effektiviseringer. Børnenes særlige behov forsvinder ikke, fordi vi lukker specialinstitutioner. Det kræver en indsats på almenområdet,« siger Maja Røn Larsen.