Stemmen på tværs

Stemmen er værktøjet. Med et 'hmmm', et 'jah' og et 'nåh' med den karakteristiske betoning har den formået at få selv de mest indelukkede personer til at give slip og betro sig - bare lidt. Sådan er Tine Brylds insisterende stemme, når hun søndag efter søndag har lyttet til den danske ungdoms besværligheder gennem 36 år og sendt de redigerede samtaler ud i æteren.



Men nu har socialrådgiver Tine Bryld i en alder af 68 år sagt stop på Tværs, den radiofoniske ungerådgivning, som hun selv var med til at starte den 20. oktober 1972.

Meget har forandret sig i samfundet, siden en 32-årig Tine satte sig i studiet og kom på fornavn med tre årtier af unge.



Men de unges problemer har grundlæggende været de samme, kan Tine nu konstatere: De fleste opkald handler om forholdet til forældrene, om kærlighed, identitet, angst og ensomhed.

Især ensomheden fylder meget hos de unge, der ringer ind til Tværs i disse år.



"Det er den eksistentielle ensomhed. Hvad er livet værd, hvad er det, der tæller i tilværelsen," siger Tine om de unges overvejelser.

"Der er mange flere ensomme, end vi tror. Det er svært at være ung og ensom, for man tror, det er en tilstand, man aldrig kommer ud af. Man bebrejder meget sig selv, at det er sådan," siger Tine og påpeger, at det er en selvforstærkende proces.



"Når du går ind til en fest, tænker du: 'Mig er der ingen, der ser alligevel.' Nej skat, det er der nemlig ikke," konstaterer Tine på den ligefremme, men omsorgsfulde facon, der om noget er hendes varemærke.



Drukner i selvmedlidenhed. Tine fremhæver et andet punkt, hvor de unge i dag er anderledes i forhold til i begyndelsen.

"De unge i dag vil gerne være perfekte. Det vil vi jo alle sammen. Det vil jeg også. Jeg vil både være den smukkeste, den klogeste, den varmeste, den kærligste," siger Tine Bryld og sætter kaffekopper og underkopper på bordet i det hyggelige spisekøkken i villaen, der ligger godt og dyrt i den pæne del af Frederiksberg.



"Det er jeg ikke," tilføjer hun uden at lade sig gå på af den konstatering. I modsætning til de unge, der ringer til hende, fordi deres stræben efter det perfekte ikke fører det ønskede sted hen.

"Så beder jeg dem se sig omkring i stedet for hele tiden at se på deres navler. Det, der er så forfærdeligt, er, at du kan drukne i selvmedlidenhed og selvoptagethed. Du drukner bogstaveligt talt. Du kan ikke trække vejret. Når du ikke kan trække vejret, begynder du at løbe for at få vejret igen, at sulte, eller hvad du nu gør, og til sidst begynder du at skære i dig selv, fordi du ikke kan mærke noget. Det er fuldstændig grotesk," siger Tine om de stakkels piger (fortrinsvis piger), der kæmper med spiseforstyrrelser og cutting.



Og selv om forældrene står med angst i øjnene, og pigerne bliver tynde som tændstikker, så er symptomerne ikke det vigtigste for Tine.

"Selv på hospitalerne ligger de og konkurrerer om, hvem der er bedst til at snyde lægerne. Det er et game," siger hun og peger på, at det vigtigste spørgsmål for hende er: 'Hvorfor har du det, som du har det.'

"Selvfølgelig er der nogle problemer, når man mishandler sig selv. Overordnet er der et kolossalt pres, og det er det, de ikke vil forholde sig til, fordi de vil være perfekte," mener hun.



På tværs. Tine følte bestemt heller ikke sin opvækst som perfekt. Hendes forældre havde nemlig begge været gift tidligere, da Tine blev født på Frederiksberg i 1939. Det var nok til at stikke ud på dengang. Faderen var læge, moderen kok. Tine har seks halvsøskende, og den yngste af dem er 12 år ældre end Tine.



Den lille efternøler var tidligt på tværs af autoriteterne.

"Mit oprør startede, da jeg var meget ung. Jeg gjorde alt det, man ikke måtte. Jeg gik i seng med drengene meget tidligt, løj over for mine forældre, eksperimenterede meget," siger Tine om sine tidlige teenageår i midten af 1950'erne, hvor hun også snød sig ind på de fremspirende jazz-klubber, selv om hun var mindreårig.



Det afgørende vendepunkt i Tines liv kom ved den første danske atommarch den 20. oktober 1960.

"Der blev mine øjne også åbnet for en verden, der var sort-hvid. Nu ville vi ikke underkaste os de gamle mænds opdeling af verden. Vi gik fra Holbæk til København og protesterede mod oprustning i hele verden," fortæller Tine.



På samme march mødte hun sin første mand, historikeren Claus Bryld og blev voldsomt forelsket.

"Han spillede klarinet i et band, der hed 'Anti Atomic Stompers' sammen med Jesper Thilo," smiler hun. Tine og Claus var kærester, inden marchen nåede København. De har børnene Esben og Lea sammen.

Atommarchen gav Tine en bevidsthed om, at hun ikke, som hun ellers troede, var en solo-oprører.



"Jeg var den eneste af mine veninder, der var så fræk, så det var en fantastisk oplevelse at se, at vi faktisk var nogle, der syntes, at verden ikke skulle være, som den var," siger hun.

Det blev starten på en større politisk interesse, der førte over i kampen for fri abort. Tine fik selv en såkaldt ufrivillig abort i 1961.

"Jeg ville simpelthen ikke have et barn," siger Tine om den beslutning.



Få en uddannelse. Tine havde mest interesse i at synge og skrive på det tidspunkt, men hendes mor pressede på for at få den oprørske datter til at tage en uddannelse.

"Min mor har altid sagt, at det vigtigste var, at jeg aldrig blev økonomisk afhængig af en mand. For hun havde været økonomisk afhængig og havde ikke fået den karriere, hun ville have," siger Tine.

Valget faldt på socialrådgiveruddannelsen, som Tine begyndte på i 1962. Hendes mor havde ellers gerne set, at Tine tog den akademiske uddannelse, moderen aldrig fik.



"Jeg ville gerne have været jurist, men tanken om jura og de mange bøger, det var ikke mig. Derfor valgte jeg en uddannelse, som kunne bruges, også i menneskehedens tjeneste. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde med mennesker, og jeg synes, det er et godt fag at have," siger Tine.

Tine fik efter endt uddannelse arbejde i Mødrehjælpen, hvor hun var fra 1965-1968. Derefter blev hun leder af et dagcenter for unge stofmisbrugere på Nørrebro.



I 1972 skete der mange ting i Tines liv. Ud over ilddåben på Tværs, begyndte hun også som socialrådgiver på det nyetablerede Christiania. Hun fik ikke noget kontor derude, men holdt konsultationer på værtshusene og i folks hjem.

"Det var nogle helt andre unge, end jeg var vant til at omgås. De havde visioner, de var frække og totalt antiautoritære. Men jeg havde min styrke, for jeg kendte lovgivningen," siger hun.



Socialministeriet ansatte samtidig Tine som konsulent vedrørende fristaden, og hun fik også plads i Forsvarsministeriets styringsråd for Christiania. Tine etablerede sig allerede der som en af fristadens trofaste støtter og var med til at sikre den første lovliggørelse af Christiania.

Samfundet var i en opbrudstid, og det var Tine en del af.

"Alt var frit, vi eksperimenterede voldsomt meget på alle leder og kanter. Så jeg befandt mig midt i orkanens øje, og det var ikke specielt sundt, for der var ikke tid til at tænke sig om," siger Tine.

Hun bliver skilt fra Claus Bryld og flytter sammen med arkitekten Arne Gaardmand, som hun får datteren Iben med i 1977.



Aldrig tilfreds. I løbet af de næste år kom der så meget ro på livet, at Tine fik overskud til at grave ambitionerne om at være forfatter frem igen. Fra 1976 og frem til i dag har hun skrevet 28 bøger, blandt andet ungdomsromaner, fagbøger og bøger om Grønland. Og hun har allerede planer om den næste. Den skal handle om de kvinder, der har påvirket Tines kvindebillede, blandt andet hendes mor og mormor.

"Det, jeg interesserer mig for, er, hvorfor kvinder aldrig er tilfredse med sig selv - aldrig!"



"Vi er vores egne største kritikere og værste dommere. Det har jeg kunnet mærke på min egen ryg, selv om jeg også har været båret frem af megen venlighed og succes i det arbejde, jeg har lavet. Alligevel er der det spørgsmål, om jeg nu selv er god nok til det, jeg laver," siger Tine.

Den manglende tilfredshed med sig selv hos kvinder er også noget, der slår igennem i de typiske kvindefag, som må døje med lav løn og lav prestige, mener hun.



"Jeg har altid sagt, at de, der har med mennesker at gøre, vores fælles børn, vores fælles svage, skal være meget højt lønnede. Og det har de aldrig været. Det har været en af de ting, som jeg har syntes var mest uretfærdig," siger Tine.

"Og jeg bliver ked af det, når jeg hører, at de unge mennesker ikke har lyst til at blive pædagoger. Man søger ind et sted, hvor der er prestige, og prestige er der kun i penge og magt. Der er ikke penge i omsorg," sukker hun.



Hun understreger, at pædagoger selvfølgelig skal kæmpe for en bedre løn. Men der er mere i det end bare penge.

"Jeg ville ønske, at pædagoger og omsorgspersonale rejste sig op og sagde: 'Ja, vi er stolte af det her, og vi udretter noget.' Så tror jeg også, de ville få det bedre med sig selv," mener hun og opfordrer pædagoger til at finde glæden ved at have et så privilegeret arbejde som at være sammen med børn, gamle og syge.



Det uhyrlige. For Tine har det været privilegeret at være på Tværs, også selv om mange unge ringer til hende som sidste udvej. Problemerne kan spænde fra det fortvivlende til det uhyrlige, hvor vold og incest kan være de skjulte problemer. Men Tine kan bære det.



"Det er lettere for mig at rumme, for det er jo ikke mig, det går ud over. Det er også derfor, jeg kan bevare roen og trøste dem og sige, at det er en dybfølt medfølelse, jeg har, men det kan de ikke bruge til noget. Jeg vil gerne snakke med dem om, hvordan de kommer ud af den fastlåste situation," siger Tine og tilføjer, at de unge har lært hende, at det er en del af det at være menneske, at man kommer ud i alvorlige problemer.

Hun understreger, at hun også kan tage fejl, når hun skal give gode råd, men det har bestemt ikke afholdt hende fra at blive ved.



"De spørger om noget, og så synes jeg, det er vigtigt, at de får min kommentar. Jeg er tit den første, der direkte siger: 'Jeg synes, du er selvoptaget, og jeg synes ikke, du bruger dit liv på den rigtige måde'."

Hos Tine skal de unge i hvert fald ikke udelukkende lede efter svaret i sig selv. Hun nævner den klassiske 'Hvad er klokken,' spørger barnet. 'Hvad synes du selv?'

"Den er jeg helt klart imod. Jeg vil godt høre, hvad folk mener, men det er vigtigt, at de kender klokken," understreger hun.



Vilde katte. For fotografens skyld er vi gået ud i Tines fredsommelige have. Straks kommer nogle halvstore killinger løbende. Det bor en vild kat i Tines have, der har fået fire unger. Tine fodrer dem naturligvis, 'selv om man ikke skal,' som hun siger og ryster på hovedet af sig selv. En lille stribet killing løber lige ind i stuen og vender, men der kommer ikke mere mad i dag, fastslår Tine.



"Jeg skal have ringet til kattens værn. Det er lidt pinligt. De skal også steriliseres, dem, jeg vil beholde," siger Tine, der elsker katte.

"Moderen kan måske få lov at blive, men hun er så skide sur," synes Tine.

"Men jeg har en lille stribet en, der er udsat. De andre kan ikke lide den stribede, så det kan være, det bliver den, jeg beholder - det vil lige være mig," siger hun med et tilfreds smil.





Tine og Grønland

Der er tre grundstene i Tines arbejdsliv. Ud over Tværs og Christiania er det Grønland, som hun besøgte første gang i 1988. Her blev hun fascineret af den voldsomme natur og inuitternes kultur.

"Fangerkulturen eksisterer i visse områder, men du kan ikke leve af at skyde dyr og fiske. Det handler stadig om at overleve på trods af sociale og psykiske problemer, der opstod i kølvandet af den såkaldte modernisering i 1960'erne" siger Tine om livet på verdens største ø.

Der stadig er mange fattige i Grønland, og mange børn får ikke de tilbud, de bør have i et moderne samfund.

"Troen på og viljen til forandring finder du i de større byer hos de unge, der er så privilegerede, at de behersker mindst to sprog og derfor kan klare de videregående uddannelser."

Tine har skrevet fire bøger om Grønland.





Tine Bryld har fra begyndelsen været en af forkæmperne for fristaden Christiania. Derude har hun også lært noget om værdier.

"Man skal passe på, at man ikke overfører sine egne værdier til andre mennesker. Livet kan leves på mange måder," siger hun og tilføjer:

"Selv om jeg godt kan se de gode ting, kunne jeg ikke selv tænke mig at bo derude."