Stakkels velfærdsyngel

Ole Schouenborg er en vred mand. Han er vred over, at forældre overlader deres små børn til pædagogerne. De kan nemlig ikke give børnene den uforbeholdne kærlighed, som små børn har brug for. Han er vred på de psykologkolleger, der påstår, at det er godt for børn at blive anbragt hos fremmede voksne og i institutioner, der ikke er indrettet til dem. Han er vred på velfærdssamfundet, som trækker kvinderne ud på arbejdsmarkedet alt for tidligt. Som ikke tilbyder alternativer, der kan få kvinderne til igen at tage sig af den enestående gave, de har fået - nemlig at tage sig af den dyrebare yngel.



Børn skal selv gå. Psykolog og seminarielærer på Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, Ole Schouenborg, udkommer i denne uge med bogen "Velfærdsyngel - omsorg for småbørn og småbørnsfamilier", hvor han hudfletter velfærdsdanmarks forhold til det vigtigste, vi har - børnene.

»Børn skal ikke forlades, de skal selv forlade os. Og min påstand er, at det gør de omkring to-års-alderen. På det tidspunkt finder de ud af, at de ikke er verdens centrum, og at de ikke kan styre verden. Alligevel er de trygge nok til at gå ud i den, og så kan vi sende dem i en eller anden form for dagtilbud. Al argumentation om, at det skulle være godt for børn, at man forlader dem før, betragter jeg simpelthen som det sidste århundredes største hyklerinummer, som vi har lavet for at tilfredsstille vore egne behov. Det er en skandale, at vi så oven i købet har bildt os selv ind, at det er godt for børnene,« siger han.

Hvis man forlader sit barn for at sende det i vuggestue, inden det bliver to år, så laver man uoprettelige skader. Ole Schouenborg betragter det som omsorgssvigt, og alle børn tager skade af det.

»Jeg frygter, at de små, men mærkbare skader, som det giver på den følelsesmæssige udvikling, medfører, at mennesker i dag ikke har tillid til, at andre mennesker vil dem det godt. Der er en duft af paranoia over mødet mellem nutidens mennesker. Der er en vagtsomhed, som ikke var der for 20 år siden. Jeg mærker, at flere voksne, børn og unge har fået en forståelse af, at mennesker kan man ikke altid regne med.«

Et andet problem er, at flere kræver plads til, at de selv kan føre sig frem, ofte på andres bekostning.

»Børn, som ikke er blevet elsket nok, bliver egoister. At vokse væk fra at være egoist og egocentrisk forudsætter kærlighed. Så børn, der hele tiden siger mig og mig og vælter andre, har ikke fået nok kærlighed. De må fylde meget for at føle, at de er til og gode nok. De børn, der ved, at de er gode nok, har ikke det behov. De skal bare have vedligeholdelsesdoser af opmærksomhed, mens de andre skal have fyldt på hele tiden, og det er alligevel aldrig nok,« siger Ole Schouenborg.



Farvel til flokken. I Danmark har vi sagt farvel til flokken og er gået ekstremt over i det individuelle. Og vi har sagt farvel til omsorg for ynglen, som gør, at børns tilknytningsevne og forankring i sikker livsglæde og selvglæde er blevet læderet. Det betyder, at vi har for mange mennesker, som ikke er livsduelige, som ikke kan finde ud af at samarbejde, og som ikke kan finde ud af at være alene. De kan ikke finde ud af at rose andre og heller ikke sig selv.

Ole Schouenborg henviser blandt andet til Else Christensens undersøgelse af de 3-årige, som viser, at ti procent af dem har det rigtig skidt ("Det 3-årige barn", Socialforskningsinstituttet, 2000. red.). Ole Schouenborg mener, at der desuden er en stor gruppe børn, som har det halvdårligt.

»Alle børn skal i en alder af tre-fire år være forankret i en dyb og sikker forvisning om, at de selv er dejlige. De skal elske sig selv og andre mennesker og være sikre på, at andre vil dem det godt. De skal kunne nyde deres egen krop, elske mad og drikke og elske hele livet urokkeligt. Men i øjeblikket giver vi børn en opvækst, hvor det ikke er tilfældet, så vi har et problem. Vi kan tåle megen frustration og mishandling senere hen, hvis vi har fået bygget ind i vores fundament, at vi er noget værd,« siger han.



Selvglæde og tristesse. Pædagoger kan ikke være betydende voksne for de mindste børn. Det kan kun familien, mener Ole Schouenborg.

»Så det er absurd, at vi giver ansvaret for den mest dyrebare udviklingsperiode og for det mest dyrebare i vores liv til medarbejdere, der har den korteste uddannelse og den laveste løn. Det holder ikke i længden. Pædagoguddannelsen skal være den fineste uddannelse, der findes i landet. Jobbet skal være højt lønnet, og udvælgelsen blandt ansøgere skal være bedre end i dag. Jeg er hård ved pædagogerne i min bog. For jeg siger lige ud, at der er mange af dem, der ikke har de kvalifikationer, der er brug for,« siger han.

Når børnene bliver ældre, kan pædagogerne godt overtage noget af kontakten til børnene. Men den læring og udvikling, der sker i de første år, er langt mere væsentlig end den, der sker i puberteten og i voksenalderen. De dygtigste voksne skal være til rådighed for de mindste børn. De følelsesmæssigt, de kropsligt og på alle andre måder mest begavede skal tage sig af de mindste, og de skal have en væsentligt højere løn end nu.

»Som pædagog skal man kunne noget, som man har lyst til at lære andre. Man skal have glæden ved at formidle, man skal have glæden ved kontakt og have lysten til at flytte andre mennesker. Det virker, som om pædagoger generelt er i tvivl, om de synes, livet er særlig rart. Der er noget tristesse over mange af dem på trods af, at de har en favorabel kontaktsituation, hvor de burde kunne finde det glade, legende barn frem.«



Nærvær slider. Ole Schouenborg forstår godt, at pædagoger følelsesmæssigt bliver slidt op. De elsker mere, end de kan overkomme, og derfor er de nødt til at forsvare sig. Et andet problem er også, at det ikke kan lade sig gøre at være nærværende ret længe ad gangen. I bogen beskriver Ole Schouenborg de tre tilstande, man befinder sig i som professionel børnepasser: Nærvær, stand-by og fravær. Og de er hver for sig meget anstrengende. Standby-positionen trætter, for bare det at have "radaren kørende" suger energi. Fravær slider et andet sted på sjælen, fordi det jævnligt giver anledning til dårlig samvittighed. Pædagoger er fanget i et hav af forventninger og krav, som sendes fra dem selv, fra forældrene, fra børnene og fra politikerne.

»Mange timer på daginstitutioners legepladser og stuer har lært mig, at man ikke orker at tilbyde nærkontakt til de enkelte børn i mere end tre timer på en dag, og det er endda højt sat. Jeg synes, at det er uhyggeligt, at man ofte, når man udtaler sig om, hvad pædagoger kan, lader som om, de kan producere uanede mængder af nærvær til børn. Man skulle hellere - og det gælder også BUPL - være benhård og sige til politikerne: Så meget kan I få for den 25-øre. Så meget hjerteblod kan pædagoger levere, og mere kan de ikke,« siger Ole Schouenborg.



Det bedste til de mindste. Daginstitutioner er ikke skabt for at tilfredsstille børnenes behov. Det har været de forhåndenværende søms princip for at løse et pasningsproblem, mener Ole Schouenborg.

»Nu er vi nået til et vendepunkt i samfundsudviklingen, hvor vi skal sige, at den måde, vi laver mennesker på, skal i centrum. Og så må erhvervslivet, fagbevægelsen og hele svineriet rette sig ind efter det. De har opbrugt deres kvote af indflydelse på samfundsudviklingen, og nu må yngelplejen være det, som det hele drejer sig om. Vi har så meget, vi skal have indhentet i forhold til barndommen.«

Ole Schouenborg har visioner om en anden slags daginstitutioner, der er mere hensigtsmæssige for forældrene og børnene.

»De skal kunne imødekomme det, som børnene rummer i sig selv og ikke være rettet ind på, at de skal forberedes til noget andet, som der igen er tendens til. Nu er der mangel på arbejdskraft, og derfor skal der konkurreres på kompetencer, og så er det død-vigtigt, at vi ligger øverst i læsekonkurrencen. Ingen børn tager skade af at tvinges til at lære noget, som pædagogerne synes er vigtigt. Men det kan lynhurtigt blive for meget, når selv børnehavebørns læring rettes mod vores nuværende forestilling om fremtidens krav i konkurrencemarkedet.«

Ole Schouenborg har en vision. Den hedder småbørnsuniversiteter i stedet for vuggestuer. Det skal vise, hvor meget vægt vi lægger på de mindstes udvikling. Her er de bedst kvalificerede pædagoger ansat, to - en af hvert køn - til 15 mødre og deres børn. Der er rigeligt med plads og spændende funktioner og aktiviteter, som tilfredsstiller både kvindernes og børnenes behov. Kvinderne skal kunne videreuddanne sig eller i det mindste holde sig ajour med deres fag for ikke at sakke bagud i de to år, de passer deres børn. Og de skal have mulighed for at omgås andre for ikke at blive isolerede i hvert sit hjem.

»Min vision skal vise, at man ikke behøver at blive tabt karrieremæssigt, fordi man får børn. Jeg mener egentlig ikke, at jeg er urealistisk, men vi skal ville det, for det bliver omfattende og en udfordring at finde ud af, hvordan vi omfatter alle slags uddannelser og alle slags kvinder på sådan en institution. Jeg mener ikke, at jeg har bevæget mig længere ud i utopien, end at jeg vil sige: Giv mig fire år, så laver jeg nogle andre institutioner.«



Prisen skal være rigtig. »Jeg ved, at mange vil finde mig barsk, men jeg er ligeglad," siger Ole Schouenborg.

»Der er ikke noget vigtigere end at lave ordentlige børn. Det er kvindernes gave, at de har fået den mission fra naturens side, at være hovedansvarlig for yngelplejen. Den er vigtigere end noget andet - også karrieren. Kvinderne er de eneste, der kan gøre det, mænd når op på en femtedel af deres kompetencer i forhold til de helt små børn. Så det nytter ikke noget med det cirkus om, at far nu skal være halvt mor og helst deles om barselsorloven, ellers er det for dårligt. Fædre er smaddervigtige personer også i forhold til de helt små børn, men de er kun supplementspersoner. De kan ikke det, som mødre kan, og det skal de heller ikke.«

Ole Schouenborg tror på, at kvinderne rent faktisk kan købes tilbage - ikke til kødgryderne, men til børnene. Det er bare et spørgsmål om, at prisen er rigtig. Det handler om at give ordentlige materielle vilkår og ordentlige identitetsbevarende og udviklingsmæssige muligheder. Det skal velfærdssamfundet beskæftige sig med fra nu af.

»Jeg er forhandlingsvenlig på prisen for at få kvinderne hjem til deres egne børn, men jeg vil ikke undlade at moralisere. For hvordan kan kvinder forestille sig at forlade deres børn, før de selv kan gebærde sig sikkert i verden. Hvordan har de overhovedet fået den tanke, at de hellere vil være mænd, fremfor at påtage sig den ære det er at føre slægten videre? Livet er langt nok til, at også kvinder kan gøre flere karrierer, så der burde være rum til, at de kan gøre den vigtigste også.«

Bogen "Velfærdsyngel - omsorg for småbørn og småbørnsfamilier" er netop udkommet på forlaget Fremad, den koster 168 kroner og er på 118 sider.