Sparemonster skabt af let luft

Hovedhistorien i medierne den 19. marts 2010 er nyheden om, at finansminister Claus Hjorth Frederiksen (V) har lanceret et sparekatalog, der blandt andet anviser potentielle besparelser i kommunerne på børneområdet for 2,3 milliarder kroner.

Nyheden citeres alle vegne, og Børn&Unge fatter interesse for, hvad sparekataloget mere indeholder, og hvordan mon de 2,3 milliarder skulle kunne tilvejebringes. Vi mailer til Finansministeriet, men får følgende svar fra pressetjenesten: 'Der er ikke noget 'sparekatalog', så det er ikke så mærkeligt, det er svært at finde! ... Der er blot de eksempler og illustrationer, der står i avisen. Det med sparekatalog stammer vist fra Berlingske.'

Noget kunne tyde på, at ministeriet har fået travlt med at udforme det sparekatalog, ministeren har omtalt i medierne, for da Børn&Unge tre uger senere har fået aktindsigt i det meget omtalte sparekatalog, er fødselsdatoen på dokumenterne dateret samme dag, som nyheden om deres eksistens blev bragt i Berlingske Tidende.

Og lige så luftige, som ministerens udmeldinger i avisen angiveligt har været, er også indholdet i papirerne, som Børn&Unge har forelagt en række politologer og økonomer. Eksperterne giver alle samme hårde dom over katalogets regneeksempler:

Forsimplede og forfejlede, lyder det i kor.



Grov sammenligning. Beregningerne illustrerer, hvilke sparepotentialer der ligger i kommunerne, hvis man barberer de dyreste kommuners udgifter til børnepasning ned til landsgennemsnittet. Den øvelse behøver man hverken være økonom eller politolog for at gøre, mener forsker i statskundskab ved Århus Universitet Lotte Bøgh Andersen.

"De har taget de kommunale nøgletal fra 2008 og korrigeret for inflationen. Og så har de set, hvor stor forskel, der er på alle kommuner, som lå over gennemsnittet og så gennemsnittet. Det tal har de ganget med antallet af børn. Det giver 2,3 milliarder kroner, men det siger ikke noget meningsfuldt om potentialet for effektiviseringen af den offentlige sektor," mener Lotte Bøgh Andersen og uddyber:

"Det havde stået sig bedre, hvis der var taget højde for nogle af de forskelle, der er mellem kommunerne. Det her regnestykke kunne jeg lave på en formiddag med et Excel-regneark," siger hun.

I Finansministeriets dokumenter står, at 'forskelle i udgifter mellem kommunerne dækker over forskelle i grundvilkår og prioriteret serviceniveau'.

Der er hverken taget højde for befolkningens sammensætning, kommunens geografiske ­placering eller andre forskelle. Heller ikke om en kommune tilbyder madordning, særpladser eller har ekstra høje lønudgifter til pædagogers stedtillæg er der korrigeret for. I Københavns Kommune har det også betydning, at mange institutioner ligger på 3. sal og derfor kræver mere personale, for at børnene kan komme ned på legepladsen, som måske ligger tre gader væk.

"Det er altså en meget grov sammenligning det her," fastslår Lotte Bøgh Andersen.



Bad benchmark. En benchmark er den økonomiske betegnelse for en type sammenligning, som Finansministeriet ofte gør brug af. Udtrykket benchmark er engelsk og stammer fra snedkerverdenen og betyder egentlig et fikspunkt. Når en snedker havde brug for et bestemt mål, ville han lave et hak (mark) i sin høvlebænk (bench) for at angive det mål, som alle træstykker skulle skæres eller høvles til efter.

I finansverdenen er benchmark en systematisk undersøgelse og vurdering af en eller flere virksomheders produktionsmetoder, effektivitet, eller - som her - udgifter ved sammenligning med en standard, også kaldt 'best practice'.

I Finansministeriets benchmark af børnepasningsområdet hedder det, at 'vi skal lære af de gode ­eksempler, så opgaverne løses mest effektivt'. Og hvis kommunerne med de højeste pasningsudgifter 'tilpasser deres udgifter til landsgennemsnittet' (på 42.254 kroner pr. barn pr. år), så vil det som regneeksempel frigøre 2,3 milliarder.

Men Anders Ryom Villadsen, der er post.doc. ved ­Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, mener ikke, at sådan en standard alene kan skabe god benchmark.

"At lokalisere de billigste og dyreste kommuner er jo kun første lille skridt i effektiv benchmarking. Den virkelige udfordring er at finde ud af, hvilke faktorer der ligger bag de store forskelle. Hvad gør nogle kommuner billigere end andre? Hvis man kan identificere gode løsninger, der kendetegner de billige kommuner, er der al mulig grund til at søge at sprede dem," siger han.

Men han advarer mod hovedløst at kopiere de gode eksempler, sådan som både indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), finansminister Claus Hjorth Frederiksen (V) og senest statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har foreslået.

"Bare fordi en løsning fungerer godt et sted, behøver den jo ikke gøre det et andet. Der er behov for, at kommunerne har et stort og grundigt erfaringsgrundlag til rådighed omkring specifikke praksisser og løsninger, hvis de skal realisere gevinster ved benchmarking uden at ende i naiv kopiering eller måske endda rene nedskæringer," siger Anders Ryom Villadsen.



Manipulation. Hvis man tog regeringens sparekatalog alvorligt, skulle alle kommuner ende som gennemsnitskommunen i 2008. Det kunne være Silkeborg, Ringsted, Aabenraa, Aalborg, Lejre, Læsø, eller Hillerød, der ifølge Finansministeriet har pasningsudgifter på omkring de gennemsnitlige 42.000 kroner pr. barn pr. år.

Økonomisk konsulent i BUPL, Nanna Vestereng, hæfter sig især ved, at ministeriet i sparekataloget opstiller fem dyre kommuner og fem billige.

"Man insinuerer her, at de dyre nemt kan gøre det billigere. Albertslund ligger i top blandt de dyreste kommuner, men det kunne skyldes, at Albertslund har mange udgifter til tosprogede, og at de tilbyder gratis, økologisk mad som en del af dagtilbudsydelsen. I 2008 gav Roskilde, som også er en dyr kommune, tilskud til nedsættelse af forældrebetalingen, så forældrebetalingsandelen lå på omkring 24 procent. Kommunerne kan ikke umiddelbart sammenlignes. Udgifterne skjuler både forskelle i politiske prioriteringer og strukturelle forhold, og det kan man ikke harmonisere eller skære ned til en fælles standard­ydelse," siger hun.

Også formanden for Børne- og Kulturchefforeningen, Klaus Majgaard, er en skarp modstander af sådanne 'fiffige standardiseringsøvelser', som han mener, Finansministeriets sparekatalog er udtryk for.

Det skuffer ham, at det er statens måde at lede på, når krisen kradser.

"Udover at medarbejderne i kommunerne skal æde, at landet fattes penge, så skal de også æde, at regeringen optræder utroværdigt med den type benchmarks over for dem. De prøver at få det til at se ud som om, at det er der ingen ben i, men det er manipulation og ødelægger dialogen," siger han.

"På den anden side nytter det ikke bare at skælde ud på både økonomien og benchmarks. Det svarer, til at sidde på det oprørte hav i sin lille jolle og råbe ad vinden. Jeg vil opfordre til, at vi nu får alle pengene på bordet, så vi ved, hvad vi har at gøre godt med der, hvor det er mest nødvendigt," siger Klaus Majgaard.



Tabel: Pasningsudgifter (netto), regnskab 2008

Kr. pr. 0-10-årig Højeste 5 Laveste 5

Pasningsudgifter: Glostrup 61.564 Billund 30.727

København 61.386 Morsø 30.916

Allerød 56.596 Vejen 31.338

Albertslund 54.592 Skive 32.653

Roskilde 51.970 Middelfart 33.046

Landsgennemsnit: 42.254

Regneeksempel med potentiale

Ved landsgennemsnit 2,3 mia. kr.



Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet (noegletal.dk) og Finansministeriet.