Sorgbearbejdelse. Tal med børn om døden

Bogen ’Rejsen til Eventyrland’ skal give forældre og pædagoger redskaber til at arbejde med børns følelser af sorg og savn, når nogen, de kender, dør.

Det kan være svært at snakke med et barn om død, når barnet lige har mistet et familiemedlem. Derfor har pædagog Dorte Bartholdy skrevet en bog, der skal give pårørende til børn, der har mistet, redskaber til at skabe en dialog om børnenes følelser. Hun ønsker, at bogen skal give børnene bedre mulighed for at udtrykke deres sorg og savn.



Hvorfor er der behov for bogen?

»Jeg har arbejdet som pædagog i mange år. Mange voksne synes, at det er svært at berøre et emne som død sammen med børn. Jeg er ­blevet spurgt mange gange, ’Hvad skal jeg sige?’, og ’Hvad skal vi gøre?’, når et barn mistede nogen, det holdt af. Jeg ønsker at give voksne et redskab til at snakke med børn om død. Barnet behøver ikke have oplevet død for at få glæde af bogen. Den kan bruges til at snakke om andre gange, hvor børn har oplevet at miste – det kan for eksempel være en god ven, som er flyttet.«



Hvordan skiller bogen sig ud fra andre bøger om sorg?

»Forskellen er, at jeg bygger en anvisning sammen med en historie, der skal åbne op for dialog om børnenes oplevelser. Sidst i bogen er der desuden konkreter idéer til, hvordan man kan snakke med børn om sorg og savn. Det er min erfaring, at voksne omkring barnet har brug for en meget konkret anvisning til, hvordan de kan skabe en dialog om sorg. Der er meget tabu omkring emnet, og jeg vil gerne være med til at bryde tabuet.«



Hvilke redskaber får pædagogerne i bogen?

»Første del giver en introduktion til, hvordan man kan sætte sig ned sammen med et barn eller en mindre gruppe af børn og skabe dialog om sorg. Anden del er en historie, som er skrevet i barnets sprog, og som man kan læse sammen med barnet. Det er vigtigt, at barnet får mulighed for at byde ind, når det hører noget i historien, som det kan relatere til. Man skal turde stille spørgsmål til det, barnet fortæller, og lytte til barnets oplevelser. Den sidste del er en konkret aktivitet: Man har en æske, hvor man samler ting, der minder barnet om den person, det har mistet. Barnet kan altid tage æsken frem og kigge på den. Den kan være med til at starte en dialog, så barnet føler, at det bliver hørt. Forældrene kan putte ting i æsken og aftale med institutionen, at pædagogerne samler børnene i en lille rundkreds, hvor barnet viser, hvad der er i æsken. På den måde kan man bringe budskabet om, at barnet har mistet fra hjem til daginstitution.«



Om bogen

’Rejsen til Eventyrland’ handler om Hønsebarnet, hvis far er død. Hønsebarnet forestiller sig, at hun kan besøge sin far i et magisk land. Hun overnatter hos sin faster og onkel, og hendes faster hjælper hende med at lave en tænke-æske, der kan minde Hønsebarnet om de gode oplevelser, hun har haft med sin far.



’Rejsen til Eventyrland’ kan købes på Saxo.dk, vejl. pris er 240 kr. Ønsker du at vide mere om, hvordan bogen kan bruges, kan du besøge hjemmesiden dorteelimarbartholdy.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.