Sorg: Hun gør en forskel for børn i sorg

Når mor eller far dør, når forældre bliver skilt, eller lillesøster bliver syg, gør det ondt i barnesjæle. Og for børn er det ikke altid lige let at få sorgen og tabet op til overfladen.

Sorgpilot og pædagog Elin Andersen har lært, hvordan hun lirker med de sorgfulde følelser, og hun ved, at tavsheden absolut ikke er guld, når det gælder børn i sorg.



På SFO Myrhøjen i Skødstrup er hun den medarbejder, der er særlig rustet til at træde til i en krisesituation. Institutionen har betalt for uddannelsen, og Myrhøjens leder Herdis Holst er også begyndt på forløbet.

Til personalemøder bliver Elins indsigt som SorgPilot ofte sat i spil, hvis de snakker om et barn og undrer sig over, hvad der sker.



"Min viden bliver brugt som inspiration og en måde at se på børnene på".

Hun definerer sorg - og dermed tab - bredt. Det handler ikke kun om dødsfald, men også om skilsmisse eller eksempelvis det at være adoptivbarn. Et barn reagerer også med sorg, når tabet er en far, det aldrig ser.



"For at opdage sorgen er det nødvendigt at skabe plads til den, så børnene kan få fortalt om deres tab. De skal have sorgen ud," siger Elin, der er 37 år og uddannet som pædagog i 1996.



Afvikling. Hun har været på fritidshjemmet Myrhøjen i Skødstrup siden august 2004. Fritidshjemmet, der også har handicappede børn, er nu en del af Skødstrup Skoles SFO og hedder SFO Myrhøjen.



Lige nu er der masser af tab og farvel i luften i institutionen, fordi den er ved at blive afviklet. Under normale omstændigheder har Myrhøjen 90-110 børn - og før sommerferien 2007 havde de 14 handicappede børn. Alle børnene udsluses langsomt, og til sommer er den tømt for både ansatte og børn. Årsagen er omstruktureringer i Århus Kommune.



De ansatte er sikret job som skolepædagoger på skolen, men indtil videre har kun en ud af personalegruppen på 15 valgt at flytte med. Resten har fundet nye job og andre veje. Elin har valgt at efteruddanne sig og skal efter sommer begynde på den toårige kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi.



"Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være holdt op, hvis ikke det her var sket. Der var så høj faglighed på det her sted, og det fungerede rigtig godt. Det er en ekspertise, der desværre forsvinder".



Alene med sorgen. Myrhøjen er på sommerlejr. En dreng i 0. klasse har rigtig mange konflikter med både børn og voksne. Pludselig går det op for Elin, at han - i modsætning til de andre børn - ikke har fået post hjemmefra. For at drengen skal få et par ordentlige dage resten af tiden, ser Elin sig nødsaget til at undersøge, om der er post på vej.

Hun ringer til hans mor, der er alene med ham, og det viser sig, at der er brev på vej fra moderens søster.



"Jeg beslutter at give drengen besked om brevet, fordi det betyder så meget for ham. Så kan han få ro. Og nyheden om brevet får ham til at åbne op."

Han fortæller så, at han savner sin far, som han ikke ser mere efter forældrenes skilsmisse, og at farmoren har forsøgt at skabe kontakten til faren.

"Han lukker op for rigtig mange følelser. Vi får en fortrolighed, fordi jeg har taget initiativ til at gøre noget konkret for ham."

Drengen siger blandt andet til Elin: "Jeg bliver sur på de andre, fordi de hele tiden snakker om deres far."

Elin gør opmærksom på, at børn ikke behøver at være ret gamle, før de er i stand til at sætte ord på deres tab. Drengens situation er et eksempel på, hvordan børn ofte må gå alene med deres sorg, tab, savn og de mange ubesvarede spørgsmål.



Med SorgPilot-uddannelsen har Elin fået en et-årig overbygning med speciale i børn i sorg på sin pædagoguddannelse. Hun blev uddannet på det første hold sorgpiloter, der var flyvefærdige i sommer.

"Hvordan man tackler børn i sorg eller børn, der mister, er ikke obligatorisk på seminariet. Kun hvis man selv vælger at arbejde med det i specialer eller opgaver, får man mere indblik i området. Uddannelsen som sorgpilot giver en viden, vi har brug for i vores daglige arbejde. Derfor tog jeg den."

Det var ved foredrag af Ilona Bechsgaard, der er stifter af SorgPiloterne, at Elin opdagede uddannelsen. De 0-6 åriges institutioner i området havde arrangeret foredraget og havde også inviteret pædagogerne på SFO'erne med.



Sorgen skal ud. Værktøjskassen er fyldt med stor faglighed i form af blandt andet kommunikationsværktøjer, om den måde man møder andre mennesker på, både børn og voksne. Sorgpiloterne får slået fast, at den største misforståelse er, at man tror, at det kan være en hjælp at lade være med at tale med børnene om den, de har mistet eller om deres tab. Tavsheden er virkelig en dræber. Det gælder om at slippe berøringsangsten og komme de sørgende børn til hjælp.



"Vi skal turde tale om det svære og have modet til at bringe det op. Før var jeg mere tilbøjelig til at vente på, at barnet kom og sagde, at det var ked af det. Man må gerne være lidt anmassende, fordi det åbner for en dialog. Børn, hvis forældre er skilt, har for eksempel godt af spørgsmålet: hvor skal du være i julen," fortæller Elin.



Hun forklarer, at sorgen har flere lag. Når det første lag af sorgen er bearbejdet, bliver der åbnet for et nyt, som så skal afdækkes.

"Børns måde at sørge på er forskellig fra voksnes. De skal igennem sorgen igen og igen. Hvis de har mistet som toårige, skal de igennem det igen, når de er seks år, og måske igen når de er otte, fordi de hele tiden får en ny erkendelse i takt med, at de bliver ældre. Det er en basal viden, man bør have som pædagog, men det er langt fra alle, der har det, fordi det ikke er obligatorisk på seminariet".



Også personlig udvikling. Elin har selv tre børn, tvillingedrenge på otte og en dreng på ti.

Hun erkender, at hendes nye viden om sorg også påvirker den måde, hun ser sine egne børn. "Tvillingerne er enæggede, og den måde, som de nødvendigvis skal adskilles på, er også et tab, som de skal igennem," siger hun.



"Det er helt klart også personlig udvikling at uddanne sig til SorgPilot. Vi lærer at skelne børnenes følelser fra vores egne. Hvis jeg hører et barn fortælle, at han savner sin mor, fordi hun er død, rører det mig naturligvis, at barnet skal opleve den sorg. Men det er jo ikke min sorg, det er barnets. Jeg kan alene give barnet støtte og omsorg."

"Jeg har fuldstændig styr på det," siger hun og kan ikke lade være med at grine.



"Det er i orden, at jeg får blanke øjne over barnets sorg. Barnet bliver ikke mere ked af det, fordi jeg bliver ked af det. Tværtimod. Det er i orden at vise sine følelser - når de voksne viser det, kan barnet jo også vise det."

Elin ved selv, hvad det vil sige at miste. Hun fik et dødfødt barn for nogle år siden og har også mistet en meget tæt ven.

"Det er selvfølgelig voksensorg, men jo, jeg ved, hvad det vil sige at miste," påpeger hun.



Sorgløs i sorgen. Børn sørger i perioder. De er kede af det, og så er de lige pludselig sorgløse.

"Det er i orden at grine, selv om man har mistet. Det skal vi voksne vise børnene. Man skal også have livsglæden med for at komme videre. Det er en del af vores store opgave, og det gør man ved at lege og grine. Børnene skal med ord have at vide, at det er i orden at have det sjovt og holde pause fra sorgen. Man kan ikke være ked af det hele tiden."

Med SorgPilot-uddannelsen i bagagen føler Elin sig simpelthen bedre klædt på til sit job som pædagog. Sammen med sine kollegaer har hun udformet Myrhøjens sorgplan.



"Jeg har fået en viden om sorg, som jeg deler ud af både til kolleger her og på skolen. Når jeg fortæller forældre, at det er helt normalt, at drengen på otte reagerer på, at han kun ser sin far hver anden weekend, tager de imod det med glæde. Sorg og tab er en proces, barnet skal igennem. Du kan hjælpe det på vej, men du kan ikke forhindre det. Processen skal have lov at tage den tid, det tager."



Det sværeste i forhold til sorg er tiden, mener hun.

"Jeg kan sagtens se alle de børn, der har lidt tab, men jeg har ikke tiden til at gøre noget ved det. Derfor går jeg også en anden vej ved at videreuddanne mig og eventuelt på længere sigt blive selvstændig konsulent. I stedet for at være en del af alle de problematikker vi har som pædagoger, kan jeg stå lidt uden for systemet og komme ind udefra og give mine kolleger noget brændstof på min specialviden om sorg."





Fakta om SorgPiloterne:

En 1-årig privat uddannelse i Århus, der er rettet mod voksne, som ønsker at gøre en ekstra indsats i arbejdet med børn i sorg. Den henvender sig til pædagoger, lærere, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere, psykologer og andre som kommer i kontakt med børn og familier i sorg.

Ifølge initiativtager og leder Ilona Bechsgaard er SorgPilot-uddannelsen en tiltrængt overbygning på en børnefaglig grunduddannelse. Den kan bruges som en ekstra kvalifikation i forbindelse med jobsøgning eller jobskifte.

Skilsmisse, sygdom og død er et livsvilkår i mange familier. Men de færreste føler sig klædt på til at møde børn og familier i krise. Der mangler ikke god vilje, men indsigt og fortrolighed med at færdes i "sorgens rum". Formålet med uddannelsen til SorgPilot er at give fagfolk det overblik, de redskaber og den fortrolighed, de efterlyser.



SorgPiloten skal være tilgængelig for børnene i hverdagen

For institutioner kan det være yderst relevant at have en medarbejder, som i en krisesituation er særligt rustet til at træde til. "Sorg/krise-værktøjskassen" vil i løbet af uddannelsen blive fyldt op med vigtige værktøjer, så de uddannede SorgPiloter bedst muligt kan støtte børn og familier i forbindelse med alvorlige tab.

SorgPilotens opgave er på den ene side at møde og rumme sorgfulde børn og på den anden side at være faglig sparringspartner for forældrene.

Der er planlagt to nye uddannelseshold med start i maj og november 2008.



Læs mere på www.ilumia.dk Ilumia, Institut for omsorg og forvandling





Sorgreaktioner hos børn



• angst



• frygt for at være alene



• længsel og savn



• mareridt og søvnproblemer



• tilbagetrækning, isolation og tristhed



• skyld, selvbebrejdelse og skam



• vrede og

opmærksomhedskrævende adfærd



• skolevanskeligheder



• fysiske onder: hovedpine,

mavesmerter, sengevædning



Atle Dyregrov, dr.phil. og klinisk psykolog fra temanummer om Børn i sorg,

Dansk Pædagogisk Forum nr. 3/2002