Slave

14-årige Jarina og hendes lillesøster arbejdede begge hos en middelklassefamilie i Bangladeshs hovedstad Dhaka som hushjælpere. De stod op klokken seks hver morgen og lavede mad, vaskede tøj og passede børn indtil sent om aftenen. Arbejdet var hårdt, og familien slog dem, men det var ikke det værste for Jarina. Dagligt frygtede hun sin arbejdsgivers tilnærmelser.

"Hver aften kom han (arbejdsgiveren red.) og forstyrrede mig. Han ville gerne have mig, men jeg afslog. En aften bandt han mine hænder fast med et reb og voldtog mig," siger Jarina sagte.

Hendes skæbne er langt fra enestående. Alene i Dhaka er der 300.000 hushjælpere, og hovedparten af disse børn lever under ydmygende og hårde forhold. Ifølge en undersøgelse foretaget af Red Barnet i 1997 kom det frem, at halvdelen af børnene blev slået og en fjerdedel af børnene havde været udsat for seksuelle overgreb af deres arbejdsgiver. Og sådan er situationen også i dag.

"En stor del af børnearbejderne i Bangladesh er flyttet fra den formelle sektor til den uformelle sektor, fordi vestlige firmaer har sat mere fokus på børnearbejde. Det er en dårlig udvikling, fordi børnene på fabrikkerne havde gode arbejdsforhold, mens flere børn i dag lever en skjult tilværelse under meget dårlige forhold. Det er vanskeligt for os at få kontakt med de hushjælpere, der har det værst, fordi de lever bag låste døre," siger Herluf Madsen, der sidder i Red Barnets afdeling i Bangladesh som regionschef for Sydasien.



Altid på arbejde. Hushjælperne udgør en stor del af den uformelle sektor. De lever bag lukkede døre og tør sjældent klage over deres dårlige arbejdsforhold af frygt for at miste deres job. Gennemsnitsalderen for en hushjælper er ni år, og de fleste er rejst fra landsbyerne og ind til byen for at tjene penge til deres fattige familier. Men ifølge Red Barnets seneste undersøgelse får en stor del af børnene ikke løn for deres arbejde, men kun kost og logi. De børn, der får løn, tjener i gennemsnit cirka 20 kroner for en måneds arbejde.

"Arbejdsgiverne kan ikke se, at det er forkert, at de ikke giver børnene løn. De mener, at de hjælper børnene, fordi de her får bedre mad, end de ville have fået i landsbyen. Og det er også rigtigt, men ydmygelserne og volden gør, at børnene hellere vil hjem til deres landsby," siger Herluf Madsen.

Hushjælperne står til rådighed for deres arbejdsgiver 15-16 timer i døgnet. Året rundt. De har ingen fast ugentlig eller månedlig fridag. Arbejdet starter klokken seks om morgenen og slutter, når det sidste program i fjernsynet er færdigt klokken 23.

"Børnene har ikke noget privatliv. De fleste sover på gulvet i køkkenet eller i stuen. De spiser ofte billigere mad end familien selv, og de spiser først, når familien har spist. De lever et liv uden rettigheder isoleret fra omverdenen. I vores arbejde oplever vi, at børnene ikke kan tegne sig selv, fordi de har mistet deres personlighed," siger Herluf Madsen, der dog understreger, at der også er arbejdsgivere, der tager sig godt af børnene og sørger for, at de får et bedre liv end det, deres egen familie ville kunne give dem.

Ifølge Red Barnet bliver børnene ofte låst inde i huset, når familien ikke er der. På den måde undgår arbejdsgiveren, at børnene får et alternativt netværk. Arbejdsgiveren undskylder den fængselsagtige tilstand med, at familien er bange for, at børnene vil stjæle deres ejendele.



Få kommer i skole. Ikke nok med at arbejdet som hushjælper er hårdt fysisk og psykisk for et barn, men det er også de færreste arbejdsgivere, der giver børnene lov til at gå i skole. Organisationen Shoishab arbejder for at hjælpe hushjælpere til at komme til skole. De går fra dør til dør for at overbevise arbejdsgiverne om, at det er vigtigt, at børnene kommer i skole. Shoishab har 102 undervisningscentre rundt om i Dhaka, så børnene ikke skal tage ret langt for at komme i skole. Undervisningen er desuden lagt fra 15-17, som er det tidspunkt, hvor hushjælperne har færrest pligter.

"I dag har vi 2500 piger i vores uformelle skole, men det er jo et meget lille tal i forhold til de 300.000 hushjælpere, der er i Dhaka alene. Vi må desværre konstatere, at flertallet af hushjælperne ikke får det bedre, men arbejder syv dage om ugen uden at gå i skole. De er i en meget afhængig situation, fordi de kommer fra landsbyerne og ikke kan få andet arbejde i Dhaka," siger Sabina Yeasmin, programleder i Shoishab Bangladesh.

Hun pointerer desuden, at det ikke kun er arbejdsgiverne, der er svære at overbevise, men også børnenes egne forældre.

"Forældrene synes, det er vigtigere, at børnene arbejder, så de kan tjene penge til familien. Mange af pigerne bliver desuden giftet væk som unge teenagere, så forældrene har svært ved at se, at det er nødvendigt, at deres børn kommer i skole, siger Sabina Yeasmin.



Grove ydmygelser. Nogle hushjælpere finder sig i tæskene og de seksuelle tilnærmelser, fordi de ikke har nogen steder at tage hen. De kender ingen i byen, og de ved, at deres egen familie er afhængig af, at de tjener penge, eller at der blot er en mindre at føde. Andre hushjælpere flygter eller bliver reddet fra ydmygelserne.

14-årige Jarina var én af de heldige, der blev reddet. Efter det grove overfald fortalte Jarina arbejdsgiverens kone, hvad der var sket, men hun troede ikke på Jarinas historie.

"Heldigvis lykkedes det min lillesøster at flygte ud af huset. Hun tog hjem til vores familie i landsbyen. Da min mor hørte, hvad der var sket med mig, kom hun og hentede mig. Hun konfronterede min arbejdsgiver med, hvad han havde gjort, men han nægtede, at det var ham. Han sagde, at det var en anden mand fra byen, der havde gjort det," siger Jarina.

Jarina nåede kun at være hushjælper i fire måneder, inden det gik galt. I dag er hun i sikkerhed på et herberg for voldsramte kvinder og børn, og hun har lagt sag an mod arbejdsgiveren med hjælp fra organisationen Bangladesh National Women Lawyers Association (BNWLA). Men i ulandet Bangladesh tager det i gennemsnit 14 år fra en sag er indgivet, til der falder en dom, så Jarina må vente længe på at opnå retfærdighed. Hun går desuden en hård fremtid i møde, da piger ifølge muslimsk tradition skal være uberørt, når de bliver gift. Jarina satser på at finde et job, så hun kan klare sig selv, hvis ingen ægtemand vil have hende.

"Jeg vil gerne arbejde på en syfabrik, når jeg er gammel nok til at få lov. Jeg skal i hvert fald aldrig arbejde som hushjælper igen efter det, der er sket," siger Jarina.



Børnearbejde i Bangladesh

Officielt er der cirka 6.5 millioner børn mellem 10 og 15 år, der arbejder i Bangladesh, men tallet regnes for at være langt højere. De mest almindelige job for piger er som medhjælpere i landbruget, som hushjælpere og som syersker på fabrikker. For drengene er de typiske job i landbruget, på værksteder og i butikker. Mange arbejder også på gaden som tiggere eller affaldssamlere.

Skadeligt børnearbejde er, når børnenes arbejde er en trussel mod deres sundhed, udvikling og uddannelse. Mange børn i Bangladesh arbejder 12-16 timer dagligt og har derfor ikke tid til at gå i skole, de bliver dårligt betalt, og nogle børn bliver udsat for seksuelt misbrug og vold.

Antallet af børn, der arbejder med skadeligt fysisk eller psykisk arbejde, er steget, siden vestlige firmaer har fået fjernet mange børn fra fabrikkerne. Disse børn arbejder i dag i den uformelle sektor som blandt andet hushjælpere, prostituerede og affaldssamlere.



Kilde: Red Barnet og Ulandssekretariatet