Skriv din faglighed

Pædagogers viden og dermed deres faglighed er ofte meget tavs. Til trods for at den pædagogiske kultur er en snakkekultur, er det ofte meget svært at formulere over for andre, hvad det er, pædagoger kan, hvad den pædagogiske faglighed er. Psykolog og konsulent Camilla Raymond mener, at det blandt andet skyldes, at pædagoger ikke skriftligt formulerer, hvad de vil, kan og gør.

»Faglighed er, at man stopper op og reflekterer over det, man gør i hverdagen, sat i perspektiv til de teorier og den tænkning eller det værdigrundlag, man arbejder ud fra. Men vil man udvikle sin faglighed, er det ikke nok. Så skal man være i stand til at dokumentere og formulere skriftligt, hvad det er, man gør. Ellers bliver det ofte bare til snak. Det, der løfter de mange pædagogiske diskussioner op til at være faglige diskussioner, er, når man er i stand til at være refleksiv og tage stilling til det, man gør. Har man skrevet diskussioner og eksempler fra sin praksis ned, så har man et materiale at reflektere over,« siger hun.

Pædagoger er ofte meget dygtige til at analysere børn og forældre, men de kan blive bedre til at tage deres egen rolle og position med ind i analysen og sige: "Hvis jeg møder forældrene på den her måde, så reagerer de sådan her, og det betyder, at jeg ikke får den dialog og det samarbejde i gang, som jeg gerne vil have".

»Jeg ser det med SFO-pædagoger, som er enormt gode til at analysere lærernes faglighed, men som ikke er så dygtige til at sætte ord på, hvad deres egen faglighed består af, og hvordan man kan præge samarbejdet,« siger Camilla Raymond.



Snakkekultur og tavs viden. Den pædagogiske kultur er traditionelt en meget snakkende kultur, som er tæt forbundet med, at den er domineret af kvinder. I en feminin arbejdspladskultur går man efter fællesskab, lighed og bekræftelse, og derfor søger man en tilstand af enighed og konsensus.

»Det er særlig svært for pædagoger at skelne mellem det personlige og det faglige, fordi man har en tradition for, at det er vigtigt at have det godt med hinanden og være venner. Samtidig med at man ikke har tradition for skriftlighed i det faglige arbejde, bliver både diskussioner og kritik ofte baseret på fornemmelser, som netop gør, at det kan blive alt for personligt, hvis man bliver uenige,« siger Camilla Raymond.

Det er ikke svært for pædagoger at formulere deres faglighed mundtligt, de har masser af ord til at beskrive det, de gerne vil med børnene, og det hænger også ofte fint sammen med de teorier, de lægger sig op ad, mener Camilla Raymond. Problemet er at dokumentere, hvad det er, de gør.

»Når pædagoger sidder og klippe-klistrer med børnene, hvordan er det så forskelligt fra, hvis mor og far gør det? Når de yder omsorg eller holder samling, hvad er det så, de præcist gør, som hæver det op på et fagligt niveau? Det er det, pædagoger har brug for at kunne formulere, så de kan blive anerkendt for det store arbejde, de gør med børnene,« siger hun.

Den tavse viden er ikke noget, der kun gælder for pædagoger, men lige nu oplever pædagogerne, at både forældre og samfundet vil vide, hvad der foregår i institutionerne og hvorfor, så derfor oplever de et større pres end tidligere om at kunne forklare deres faglighed.

»Forældre og børn stiller andre krav end tidligere, og for nogle opleves det hårdt, fordi de er fagligt usikre. De bliver defensive, lukker af for en dialog, og kravene opleves som umulige at honorere. I stedet kunne man jo vende det om og tage det som en udfordring,« siger Camilla Raymond.



Skriv jer til status. Camilla Raymond oplever, at når pædagoger overvinder de barrierer, der er med at skrive, og de vælger at bruge tid på det, så rykker de.

»På den måde er pædagoger meget dygtige. De har evnen til og ønsket om at reflektere over deres arbejde og også at reflektere sig selv ind i arbejdet. De er villige til at se på deres egen rolle i langt højere grad end andre faggrupper. Men de er altså ikke så gode til at dokumentere, hvad det er, de kan, som for eksempel lærerne ikke kan,« siger hun.

Derfor oplever mange pædagoger, at deres faglighed er truet i samarbejdet med lærerne. Og selv om Camilla Raymond er sikker på, at lærerne føler sig lige så truet, så har de en styrke i, at deres faglighed er så godt beskrevet i læseplaner og målsætninger. Det ville hjælpe pædagogerne, hvis deres arbejde var lige så godt dokumenteret, så de ikke i så høj grad tager rollen som hjælpelærere og så det, de kan, bliver noget, der foregår lidt i periferien af undervisningen.



Flere handlemuligheder. Når man står midt i en situation, handler man oftest intuitivt, på erfaringer og på viden. I det øjeblik man formulerer sig for sig selv og med kollegerne, opstår erkendelserne, og så viser der sig nye handlemuligheder.

»Det kan være et vanskeligt barn, som alle har en forståelse af som problematisk, men i det øjeblik, man nedskriver de reaktioner, barnet har, så ser man ofte, at problemet ikke er indlejret i barnet, men i situationen. Og den er man jo herre over at ændre som pædagog. Hvis man gør noget andet, kan det være, at man får en anden reaktion fra barnet,« siger Camilla Raymond.

Man kan også lave en beskrivelse af en forældresamtale, for så får man pludselig set, hvad det er, man selv siger, der eventuelt fremkalder et bestemt svar eller reaktion.

»Mange pædagoger oplever, at de tager de samme pædagogiske diskussioner år efter år, og at der ikke er noget, der rykker sig. Men hvis man skriftligt formulerer de forskellige perspektiver, de forskellige handlemuligheder, og hvordan man griber det an. Så kan man tage en beslutning på en ny baggrund og måske beslutte at gøre tingene anderledes. Senere kan man evaluere på, om det virker.«

Derfor opfordrer Camilla Raymond de personalegrupper, hun er konsulent for, til at skrive referater af de pædagogiske diskussioner, de har på møderne.

»Det lægger et ansvar på alle om at gøre det, som man er blevet enige om. Det kan ofte være svært at huske, og man kan have forskellige opfattelser af det, der er blevet sagt og besluttet, og så bliver man handlingslammet. Ved at skrive diskussioner og beslutninger ned fastholder man fagligheden, og så bliver det ikke så personligt at kritisere, hvis nogle gang på gang ikke overholder aftalerne. Det nedskrevne dokument "husker", hvad man har besluttet og diskuteret, så alle kan læse det,« siger hun.



Fortælling som redskab. En anden metode er, at lave fortællinger. Det er en metode til at iagttage både hinanden, børnene og forældrene. Man skriver historier om det, man ser, hører og oplever, om dialoger med børnene, om diskussioner fra personalemøder, og man kan formidle iagttagelser af børnenes liv til forældrene via fortællinger. I fortællingen lægger man automatisk sit eget perspektiv, og det giver mulighed for at reflektere over dialogen eller handlingen på et sagligt grundlag, det bliver ikke bare på fornemmelse eller intuition.

»Jeg synes, at det er en genial metode, for alle kan finde ud af at fortælle en historie. Fortællingen i sig selv gør ikke, at du nødvendigvis får styrket din faglighed, men det gør diskussionen bagefter. Og det er den analyse, du laver på baggrund af fortællingerne, der giver mulighed for at handle anderledes,« siger Camilla Raymond.

Hun har et eksempel fra en personalegruppe, som forbød børnene at tage Pokémon-kort med, fordi de stjal kortene fra hinanden, og derfor opstod der mange konflikter. Pædagogerne fandt ud af, at børnene alligevel legede Pokémon og selv producerede kortene, så derfor besluttede de at lave fortællinger over de lege, de så. De fandt ud af, at børnene havde det rigtig rart med Pokémon-legene. De skabte muligheder for venskaber på tværs af alder. De børn, som ellers ikke var særligt socialt stærke, viste sociale kompetencer, som gjorde, at deres status steg. Der var meget få konflikter, viste det sig.

Eksemplet viser, at disse pædagoger via deres skriftlige arbejde og refleksionerne over det, fortællingerne viste dem, fik mulighed for at ændre deres praksis. De fandt ud af, at den praksis, de var blevet enige om, ikke virkede og heller ikke gav det resultat, som de havde forventet - tværtimod.



Planer styrker faglighed. Det nedskrevne behøver ikke at være tilgængeligt for andre end én selv eller kollegerne. Men Camilla Raymond mener, at pædagoger har den sekundære gevinst, at man pludselig får noget dokumenterbart, som man kan vise til forældre, kommune, lærerne eller psykologen.

»Men man skal primært gøre det for ens egen faglige udviklings skyld. Det hjælper én til at se: Hvor er jeg rent fagligt, hvor er mit faglige ståsted, hvor er jeg henne i min udvikling, hvad kan jeg tilbyde, hvad er det, jeg kan yde, fordi jeg har en tre-fire-årig uddannelse bag mig? På hvilke områder er mit arbejde kvalitativt forskelligt fra det, for eksempel medhjælpere kan yde eller det, en lærer eller støttepædagog kan yde? Det sætter ens faglighed på plads over for andres faglighed. De pædagoger, der gør det i skolesamarbejdet, oplever, at lærerne pludselig kan se, at pædagogerne har noget væsentligt at bidrage med, noget som lærerne ikke kan,« siger hun.

Et godt eksempel på, at skriftlighed styrker fagligheden, er virksomhedsplanerne, mener Camilla Raymond. Fra at være noget pædagogerne synes var endnu et irriterende krav fra kommunen, er det nu et redskab, som de fleste pædagoger bruger og kan se en mening med.

»De oplever, at det giver mening at få nedskrevet værdier og få dem sat i forhold til de konkrete aktiviteter i hverdagen. Det giver mening at kunne formidle deres arbejde til forældrene og at få evalueret deres arbejde. Der er meget, som kan gøres bedre, men hvis virksomhedsplanen er gennemarbejdet med et værdigrundlag, beskrivelser af praksis, af handlinger og aktiviteter - gerne med eksempler, så er den et godt redskab til at få formidlet fagligheden,« siger hun.



Camilla Raymond er cand.psyk. og proceskonsulent. Siden januar ansat i firmaet Psykologisk Rådgivning & Organisationsudvikling Aps i Hillerød. Hun hjælper personalegrupper især på det pædagogiske område med at igangsætte blandt andet udviklingsarbejder, supervision eller konfliktløsning. Hendes metoder til skriftlighed kan man også læse om i BUPL-publikationen: "Børns kompetenceudvikling i SFO og fritidshjem". Den kan bestilles ved henvendelse til Forsendelsen i Forbundshuset på tlf. 3546 5106, den koster kr. 30,-