Sjove lege med fut i

Små fødder løber rundt efter de mange kulørte bolde, der lige er blevet hældt ud over børnene på grøn stue i M-husets idrætsvuggestue i København. Sammen med Balder Brøndsted har pigerne fra stuen og pædagogen Mette indvilget i at vise, hvordan man kan lege og bevæge sig, når man kun er cirka to år.

Caroline holder en grøn bold op i luften, og da boldene igen flyder ned over børnene for at give dem en sansemæssig oplevelse, går hun bevidst efter den grønne bold og viser den stolt frem.

Carolines lille leg i legen viser meget godt, hvad det er, som Katrine Andersen og Balder Brøndsted, begge cand.scient. i idræt, vil med deres to nye bøger: 'Leg, så hjernerne banker' for børnehavebørn og 'Leg, så benene vokser' for vuggestuebørn.

De vil præsentere lege, der først og fremmest er sjove og lægger op til bevægelse, men som også kan udvikle og udfordre hele barnet.

I boldlegen får Caroline ikke bare en sanselig oplevelse. Hun får udviklet kognitive kompetencer ved at genkende farver, og hun får bevæget sig, fordi hun vil finde den samme bold igen og igen.

"Den måde at bruge legene på er grundpillen i vores måde at lave bevægelseslege på. Legene behøver ikke at være vildt avancerede. Vi har taget nogle lege med, som vi ved virker. Vi giver vores bud på, hvordan legene kan udvides og forandres, så de kan opfylde andre formål, sådan som det også skete for Caroline i dag," siger Katrine Andersen.

"Med fire til fem lege kan man komme rigtig langt, for legene kan varieres i det uendelige. De kan gøres lettere eller sværere, og nye elementer kan sættes til. Det kan være pædagogerne, som gør det, eller det sker bare, fordi børnene selv tilføjer noget," siger Balder Brøndsted.



Flyt fokus i legen. Børnene i vuggestuen leger også lege, hvor de skal kravle og rulle, hvor de skal balancere på stole og hoppe ned på en madras. De klapper og strækker sig højt op på tæerne, mens de synger 'æbler og pærer de vokser på træerne, når de er modne, falder de ned' og bukker sig ned for at plukke 'kartofler og porre, de vokser i jorden, når de modne, så kommer de op'. De svømmer på maven og lægger sig til sidst på ryggen for at slappe af.

Nogle af legene findes i forfatternes to bøger om bevægelseslege, hvor første del er en håndbog med legebeskrivelser og illustrationer af legene. Der står beskrevet, hvilke fysiske rammer den enkelte leg kræver, hvor mange børn man kan have med, sværhedsgrad og ikke mindst, hvilke variations- og udviklingsmuligheder man som pædagog har med legen.

"Måske har man i forvejen en leg, som fungerer godt som en sjov leg. Det kan for eksempel være stopdans, men skal den passe bedre til et socialt fokus, kan man sige, at når musikken stopper, skal børnene stille sig inde i en hulahopring to og to. For så tager man en leg, som børnene kender og tilføjer en ny dimension, som betyder, at det pædagogiske fokus flytter sig," siger Balder Brøndsted.

"Især i børnehaven kan børnene selv være med til at udvikle legene, fordi de hurtigt fanger, at man kan lege de fleste lege på mange måder, hvis man har lyst. Og så får man også inkluderet børnene, sådan at de tager ejerskab af deres leg. Pludselig leger de legene selv, fordi de har helt styr på, hvordan de kan lege og lave nye regler, hvis de har brug for det," siger Katrine Andersen.



Det pædagogiske perspektiv. At lege er lystbetonet for børn, og børn kan slet ikke lade være med at lege. Men i daginstitutionerne er leg også et pædagogisk redskab, og pædagogerne vælger lege eller aktiviteter, fordi de har en pædagogisk dagsorden, mener Balder Brøndsted.

"For børnene skal det være leg. Men for pædagogerne er det ikke tilfældigt, hvilke lege man vælger. Hvis man vil arbejde med det motoriske, vælger man lege, som udfordrer børnene motorisk. Har man fokus på det sociale, vælger man lege, hvor børnene skal samarbejde eller have kropskontakt. I begge bøger har vi en legeskabelon, som viser, hvordan man kan bruge legen som pædagogisk redskab. Vi har bud på, hvordan legen kan styrke hele barnets udvikling," siger han.

Balder Brøndsted mener, at man som voksen skal give næring til børnenes leg og inspirere deres leg ved at vise dem nye ting.

"Børn kopierer voksne, og man ser ret hurtigt, at de tager elementer fra legene over i deres egen leg. Det kan man bruge bevidst ved for eksempel at lade nogle af de bolde ligge, som vi hældte ud på gulvet i den voksenstyrede leg, og så kan børnene bruge dem, som de har lyst til og behov for. Som pædagog kan man tage observationsbrillerne på og se, hvad børnene finder på, og lade sig inspirere af det," siger han.



Pædagogerne skal lege. Bagerst i bøgerne er der teoriafsnit for at signalere, at selvom leg skal være sjovt, skal der også være tanker bag. Det vigtigste for de to forfattere er dog, hvis bøgerne kan være med til at udfordre børn og pædagoger til at bevæge sig mere.

"Med bevægelseslege møder man børnene, hvor de er. For børn har en naturlig lyst til at bevæge sig. Uanset hvad man vil arbejde med, vil der være noget at hente ved at gøre det gennem bevægelse," siger Balder Brøndsted.

"Vi møder indimellem den opfattelse, at det kan være svært at få tid til bevægelseslege. I de teoretiske afsnit i begge bøger har det derfor været vigtigt for os at komme med eksempler på, hvordan bevægelseslege kan indgå som element i det pædagogiske arbejde, som man allerede laver. Derudover har mange bevægelseslege den kvalitet, at én voksen kan holde mange børn beskæftiget. På pressede dage kan det være en stor hjælp for at få tingene til at hænge sammen," siger Katrine Andersen.

Og pædagogerne skal selv lege med, mener Balder Brøndsted og Katrine Andersen.

"Pædagogerne skal være forbillede. I nogle lege kan man, når børnene kender dem godt, være mere observerende. Men som udgangspunkt er man en del af legen, og de fleste finder ud af, at det er en rigtig fed måde at arbejde på. Man kan komme ud i alle mulige følelser og stemninger, hvor man kommer i kontakt med børnene på en anden måde, end hvis man bare siger, hvad de skal gøre, og så sætter sig på sidelinjen," siger Balder Brøndsted.



Rammer til bevægelse. Det er pædagogerne, der sætter rammerne for bevægelseslegene, mener Balder Brøndsted.

"Man kan bygge forhindringsbaner med små skamler og en madras, eller man kan på andre måder skabe rum i institutionen, så børnene får mulighed for at bevæge sig. Er der gulvplads nok, eller kan man flytte møblerne, så man får mere plads? Må man løbe indenfor? Og hvor højt må man kravle op, inden man springer ned? Det er nogle af de ting, man skal diskutere i personalegruppen for at finde ud af, om man hindrer bevægelse unødigt, eller om man tilskynder til det. I forhold til motorisk udvikling er det klokkeklart, at børn lærer af det, som de gør, og at intet kommer automatisk. Hvis de skal lære at bruge deres krop, kræver det, at de får lov til at bevæge den," siger han.

"Det er en rigtig god idé, at bevægelseslege er sat fast på planen, og vedtage, at man gør det for eksempel to gange om ugen, samt at nogle voksne er ansvarlige for det. Når man er kommet godt i gang, kan man arbejde mere dybdegående med det pædagogiske," siger Katrine Andersen.

Leg er ikke sport, mener de to forfattere. Bevægelseslege er et anderledes pædagogisk redskab end idræt. Er der for mange regler i en leg, som der er i mange sportsgrene, kan det låse bevægelserne fast i stedet for at tilskynde til dem.

"Den tunge dreng, der ikke er så god til at løbe, kan være god til tovtrækning eller kampleg. Er bevægelse altid fodboldkamp, er der stor risiko for, at man ret hurtigt oplever, at flere af børnene ikke har en god oplevelse, og så bliver de afskrækket fra bevægelse. Det er jo trods alt de færreste, der er rigtig dygtige til fodbold," siger Balder Brøndsted.

"Jo ældre børnene bliver, jo mere fast­låste kan de blive i regler og normer. De ved godt, hvem der er god til fodbold og hvem, der ikke er, og derfor er det vigtigt, at man arbejder med andre normer i legen. Man kan lege med en bold på mange forskellige måder, hvilket de fleste vil finde glæde i," siger Katrine

Andersen.

Er der børn, som aldrig vil være med til at bevæge sig, kan noget tyde på, at der er noget i legen, som de ikke føler sig trygge ved, mener Balder Brøndsted.

"Det kan være, at de har haft dårlige oplevelser med bolde, og at de så skal have lidt hjælp. Man skal hele tiden tænke, at det kan godt være, at man har nogle pædagogiske mål med legen, men for børnene er det først og fremmest vigtigt, at legen er en god oplevelse," siger han.



Skraldebil og respekt. Tilbage på grøn stue bliver legene, som børnene er optaget af, overtrumfet af en skraldebil, som brager ind på pladsen lige uden for vinduet. Det er tydeligt, at børnene mister fokus på legen. Balder Brøndsted følger deres interesse, og alle står en stund og kigger på skraldeafhentningen.

Da bilen er væk, inviterer han børnene ind i legen igen. Og selvom nogle børn vælger at lægge sig på ryggen, når Balder siger, at de skal lægge sig på maven, korrigerer han dem ikke.

"Jeg gør selv det, som jeg siger, at vi alle sammen skal gøre. Men der skal være en åbenhed for flere deltagelsesmåder og en respekt for børns måde at deltage på. Man kan godt invitere dem, og man kan godt insistere på nogle ting, men det er aldrig på en skældud-måde. Der er rigtig meget indføling i at lege med de små," siger han, og forklarer videre:

"Selv om børnene kan blive distraheret eller gør noget andet, skal den voksne holde fokus. Stopper jeg legen for at korrigere de børn, der ikke ligger på maven, er det jo synd for dem, der ligger på maven og er med i legen. Det er også vores erfaring, at børnene godt kan løbe lidt væk, men at de vender tilbage, fordi de bliver indfanget af det spændende og sjove i legen," siger han.

"Hvis man selv synes, at det er sjovt at lege, og tror 100 procent på det, man laver, så skal man nok fange børnene. Man må ikke være bange for, at man ser fjollet ud, for hvis man ikke er troværdig, mens man laver fjollede ting, kan man heller ikke forvente, at børnene vil tage del i legen," supplerer Katrine Andersen.

Pædagogerne skal huske på, at uanset hvad de har planlagt, så bliver det aldrig præcis sådan, understreger Balder Brøndsted.

"Der sker altid noget, der gør legen til en anderledes oplevelse end sidste gang, man legede den. Målet er jo først og fremmest, at børnene skal have en god oplevelse med legen, og det får de ikke, hvis man skælder ud. Målet er ikke, at min plan skal følges fra A til Z, men at vi laver aktiviteterne og får børnene ud at bevæge sig og deltage. Så kan der opstå nye ting, som man kan reflektere over bagefter. Måske opfylder børnene nogle af de mål, man har, bare på en anden måde," siger han.



"I forhold til motorisk udvikling er det ret klokkeklart, at børn lærer af det, de gør, intet kommer automatisk. Så hvis de skal lære at bruge deres krop, så kræver det, at de får lov til at bevæge den. "

Balder Brøndsted, forfatter og cand.scient. i idræt



"Hvis man selv synes, at det er sjovt at lege, og tror 100 procent på det, man laver, så skal man nok fange børnene. Man må ikke være bange for, at man ser fjollet ud, for hvis man ikke er troværdig, mens man for eksempel laver fjollede ting, så kan man heller ikke forvente, at børnene vil tage del i legen. "

Katrine Andersen, forfatter og cand.scient. i idræt



Balder Brøndsted:

Cand.scient. i idræt fra Københavns Universitet med speciale i idræt og vilde børn i børnehaven. Tilknyttet DGI-Storkøbenhavns Bevægelseskorps som bevægelseskonsulent. Er for tiden ansat i M-husets idræts­vuggestue. Derudover indehaver af Balders legefabrik, som organiserer legeevents og afholder kurser for pædagoger og andre.



Katrine Andersen:

Cand.scient. i idræt fra Københavns Universitet og uddannet folkeskolelærer. Arbejder som lærer og underviser blandt andet i idræt fra 0. klasse til 3.g. Tilknyttet DGI-Storkøbenhavns Bevægelseskorps som bevægelseskonsulent. Afholder lege- og bevægelseskurser for lærere og pædagoger.