SFO og skole: Frugtbare forskelle

90 procent af SFO-lederne har et godt samarbejde med skoleledelsen. Og de fleste kalder kulturforskellen mellem skole og SFO for frugtbar, viser ny undersøgelse.

I år er det 25 år siden, SFO'en kom til verden som en lille tilføjelse i folkeskoleloven. Hermed kunne skolen også stå for børnenes fritid. Siden er det vedvarende blevet kritiseret, at SFO-lederne formelt er underlagt skoleinspektørens ledelse. Men i praksis lader det til, at langt de fleste SFO-ledere lever fint med at være en del af skolen, viser undersøgelsen 'SFO-ledelse', som konsulentfirmaet UdviklingsForum har lavet for BUPL.

87 procent af SFO-lederne har det godt med deres skoleleder. Kun 2,5 procent har det dårligt med skolelederen. 83 procent mener, at de har et velfungerende samarbejde med skolelederen. Kun seks procent mener det modsatte.

Og tre ud af fire SFO-ledere mener, at de har et ligeværdigt samarbejde med skoleledelsen.

En af forfatterne til rapporten, Søren Gundelach fra UdviklingsForum, blev overrasket over de positive konklusioner i undersøgelsen.

"Dagsordenen har jo været, at lærere, pædagoger, SFO-ledere og skoleledere har det halvskidt med hinanden," siger han.

Undersøgelsen siger ikke direkte noget om, nogle få SFO-ledere har et dårligt forhold til skolelederen, men Søren Gundelach kommer med et bud.

"Når jeg læser hen over undersøgelsen, ligger problemerne på små skoler og i personlige relationer mellem skolelederen og SFO-lederen. Jo mindre en institution er, jo mere spiller det personlige en rolle," siger Søren Gundelach, der understreger, at det vil kræve yderligere undersøgelser at afdække, hvor problemerne præcis er.

"Hvis det går galt i den lille enhed, så går det rigtig galt. Vi ser også på daginstitutionsområdet, at småt ikke altid er godt," tilføjer han.



To fagligheder. SFO-lederne peger også på, at der er kulturforskelle mellem fritidsdelen og skolen. Men to tredjedele af alle SFO-ledere finder, at kulturforskellen er frugtbar, viser undersøgelsen.

"Det resultat er jeg mest overrasket over," siger Søren Gundelach.

Men på trods af det overraskende positive resultat mener Søren Gundelach, at der er god grund til at få formaliseret SFO'ens plads i skolen og især i skolens bestyrelse.

"Der er tale om to fagligheder, to professioner og to institutioner, selv om de hører til under den samme lov. Undersøgelsen viser, at der er en del arbejde på skolebestyrelsesniveau og skoleledelsesniveau," siger Søren Gundelach.

Her er pædagogerne langt fra ligestillede med lærerne. Kun hver fjerde SFO-leder deltager altid i skolebestyrelsens møder. Hver tredje deltager sjældent, og hver tiende deltager aldrig i bestyrelsesmøderne.

Tre ud af fire SFO-ledere deltager i alle eller de fleste skoleledelsesmøder. Hver tyvende SFO-leder deltager aldrig i ledelsesmøderne.

Undersøgelsen viser også, at fire ud af ti ledere i SFO'erne efterspørger mere støtte og vejledning til deres opgave med at lede den enkelte SFO-afdeling.

Det kalder Søren Gundelach 'en anden overraskelse'.

"Noget tyder på, at de kære SFO-ledere bruger mest energi på at lede opad. De bruger måske ikke så meget energi på at lede nedad og varetage deres afdelings interesser" siger han.



Stolte ledere. "SFO-ledelsen lever, og det ser ud til, at den faktisk har det godt," konkluderer Lasse Bjerg Jørgensen, faglig sekretær i BUPL's forretningsudvalg og politisk ansvarlig for BUPL's ledelsesarbejde.

Men han er ikke overrasket over det positive resultat.

"Det var min fornemmelse gennem diskussioner med diverse SFO-ledere, at de altid er klar til at forklare kompleksiteten i SFO-ledelse, at de arbejder for selv at definere deres ledelsesrum, og at de har arbejdet for at skabe de gode relationer til skolen. Og det er de faktisk ret stolte over," siger Lasse Bjerg Jørgensen, der mener, at SFO-lederne hører til de mest velformulerede og velargumenterede ledere på BUPL's overenskomstområde.

Han håber også, at de mange steder, hvor der er et godt samarbejde, kan vise vejen for de steder, hvor det går knap så godt.

"Når det kommer til bundlinjen, så handler det om mennesker og relationer. Når 90 procent viser, at de har fundet ud af at samarbejde på gode måder, så skal det fungere som eksempler for resten," siger Lasse Bjerg Jørgensen.

Han mener, at en formalisering af SFO'ens position i skolen næppe ville kunne løse samarbejdsproblemer.

"Men vi har stadig en opgave i forhold til at formalisere SFO-lederens plads i skolebestyrelsen, og vi har også en stor opgave i at få skabt en fast relation til forvaltningerne," konstaterer han.



Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.