SFO: Lektiehjælp

Siden 1. august har alle landets skolefritidsordninger skullet tilbyde lektiestøtte. Men pædagogerne skal hverken træde i skolens eller forældrenes sted, når de forsøger at løse den opgave, påpeger Iben Valentin Jensen, lektor på University College Syd.

"Man kan gøre en minilærer ud af pædagogen. Man kan også, som man har gjort i nogle kommuner, sige, at lektiehjælp foregår på forældreniveau. Det vil sige, at man reducerer pædagogens faglighed. Der må pædagogen sige, at man ikke gør det på forældreniveau, man gør det på pædagogniveau," siger Iben Valentin Jensen, der er aktuel med bogen 'Lektiehjælp i SFO'en'.

Hvad pædagogniveau indebærer, findes der ikke et entydigt bud på, understreger hun. Det må den enkelte institution selv finde ud af.

Regeringen pålagde før sommerferien alle kommuner at udarbejde mål- og indholdsbeskrivelser for arbejdet i skolefritidsordningerne, og i store træk har det kommunale selvstyre fået frit spil. Men fra centralt hold er kravet, at skolefritidsordningerne skal beskrive, i hvilket omfang og på hvilken måde de tilbyder lektiestøtte (de to andre elementer, der skal indgå i indholdsbeskrivelserne er, hvordan man støtter børn med særlige behov, og hvordan man inddrager krop, bevægelse og sundhed).

Iben Valentin Jensen opfordrer pædagogerne til at tænke sig godt om, før de kaster sig ud i opgaven.

"Når politikerne beder om lektiehjælp, må de samtidig give rum til, at pædagogerne får tænkt sig om. Man kan ikke bare fare ud og lave lektiehjælp," siger Iben Valentin Jensen, der på seminariet underviser kommende lærere i didaktik og pædagogik.

Forrige år holdt Iben Valentin Jensen et kursus for pædagoger og klubfolk i Århus Kommune om lektiehjælp. Det skulle få dem til at overveje, hvad lektiehjælp kunne være. Kommunen havde allerede dér taget hul på lektiehjælp i fritidsinstitutionerne som et led i kommunens handlingsplan om sprog og læring.

Hun fornemmede, at de kommunale opdragsgivere syntes, det var rimeligt, at lærernes og pædagogernes profession nærmede sig hinanden. Og med det mente kommunens konsulenter nok mest, at pædagogen skulle undervise. Det gav Iben Valentin Jensen noget at tygge på.

"Lærere går fire år på seminariet for at lære didaktik, så de ved, hvordan man underviser, og så beder man en pædagog, som har haft fire år uden didaktik, om at undervise. Man beder jo heller ikke en tandlæge om at sætte lys op hos mig. Jeg blev fornærmet på pædagogernes vegne," siger hun.

Det fik hende til at skrive bogen 'Lektiehjælp i SFO'en', der netop er udkommet. Bogens mål er blandt andet at hjælpe til at afklare såvel lærernes som pædagogernes egen professionsforståelse, til at forstå lektiebegrebet, også historisk, og til at at afklare, hvordan lektiehjælpen kan udføres pædagogisk og meningsfuldt i den enkelte institution.



Kritiske pædagoger. Da Iben Valentin Jensen mødte op til den første kursusdag i lektiehjælp i Århus i efteråret 2007, mødte hun 200 pædagoger, og de fleste var bestemt ikke positivt indstillet hverken over for lektierne eller det kursus, de nu skulle i gang med.

"Nogle sad med armene over kors og troede, at de skulle have matematikundervisning," husker Iben Valentin Jensen.

Hun kunne nu godt forstå dem, for hendes umiddelbare reaktion på at skulle holde kurset havde også været negativ.

"Da jeg hørte om lektiehjælp, tænkte jeg, at aldrig ville jeg røre det med en ildtang. Det strider imod min reformpædagogiske natur og imod pædagogernes professionsforståelse," siger Iben Valentin Jensen.

Hun betegner også lektiehjælp som en politisk varm kartoffel, hvor der set med pædagogiske øjne ligger et bestemt lærings- og menneskesyn bag.

"Så bliver lektiehjælp ikke et spændende pædagogisk projekt, som man får lov til at være en del af, men i stedet endnu et meningsløst politisk tiltag, pædagogerne ikke har medejerskab til," konstaterer hun.

Nogle af pædagogerne var positivt stemt over for lektiehjælpen, men de fleste forestillede sig noget med bord, stol og kedelige lektier.



Det er en skændsel. At forventningerne til lektierne var så lave overraskede ikke Iben Valentin Jensen, der selv er uddannet lærer.

"Lærerne giver tit bevidstløst lektier for, fordi forældrene forventer det. Man har en lektiekultur, man bare viderefører. Eleverne får bare de næste fire sider for i Rema," siger hun.

Rema er en serie matematikbøger, der dækker 1.-10. klasse.

Og lektier forstået som noget, man skal lave alene, som man laver, fordi læreren vil have det, og som indskrænker sig til to sider i for eksempel Rema, betegner hun som dybt problematiske.

"Sådan som vi har gjort de seneste 40 år, det er en skændsel for den almindelige moderne pædagogik. Al form for didaktik er gået den modsatte vej, og alligevel tænker vi lektier stort set som fra 1700-tallet. Utallige teorier og undersøgelser viser, at det ikke giver andet end problemer. Eleven mister lysten til at gå i skole og glæden ved at lære," fastslår hun.

De forskellige fag i skolen, som for eksempel dansk, matematik og biologi, kan blandt andet forstås som kulturelle teknikker, der skal hjælpe barnet til at begribe verden og livet, forklarer Iben Valentin Jensen.

"Man kan jo ikke forstå tilværelsen umiddelbart, men man forstår den gennem noget, og fag repræsenterer måder, man kan opleve tilværelsen på," siger hun.

Det er helt i folkeskolens ånd, påpeger hun.

"Folkeskolen er ikke et miniuniversitet. Det er en alment dannende institution, hvor de enkelte fag er til for at give almen dannelse. Skolen er der, hvor vi dannes og bliver til som borgere i et demokratisk samfund," mener hun.

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, hvordan de ideelle lektier er:

"Der er didaktisk tænkning bag. Læreren samarbejder med forældre og pædagoger om, hvilke muligheder der er for at sætte de kulturelle teknikker, man lærer oppe i skolen, i spil i hjemmet, så man opdager, at det er forståelseskategorier, man arbejder med," siger hun.

"Alle de overordnede tanker skal man som lærer gøre sig, mens man sidder onsdag og giver lektier for i matematik i 1. klasse," griner hun så.



Mange andre måder. Og hvad kan pædagogerne gøre, hvis de både skal hjælpe et barn til at forberede sig til næste skoledag og begribe livet? På kurset i Århus gjorde Iben Valentin Jensen meget ud af at få pædagogerne til at kigge på det, de allerede gjorde, og som kunne minde om moderne lektiehjælp. Og der var mange ting: Ture, værksteder, madlavning, hvor børnene for eksempel skal regne portioner ud.

"Eller rollespil. Det er så stimulerende matematisk, hukommelsesmæssigt og alt muligt, det vil give meget mere end tre sider Rema," fastslår Iben Valentin Jensen.

"Mange af pædagogerne gjorde meget af det her i forvejen, men de vidste måske ikke, hvorfor de gjorde det, og de kunne ikke samtale omkring det. Så kan pædagogerne heller ikke udvikle lektiehjælpen. De skal ikke nødvendigvis gøre noget andet, men hvis de ikke er bevidste om, hvad de gør, så kan det ikke udvikle sig. Så har det kun tilfældigvis en kvalitet, ikke nødvendigvis," siger hun.

Hun understreger også, at det er nødvendigt at finde pædagoger, der vil engagere sig, og som kan finde arbejdsglæde i det, hvis lektiehjælpen skal blive en succes.

"For hvis det tager arbejdsglæden fra pædagogerne, har vi ikke vundet noget. Hvis de ikke føler, at det er deres projekt, så taber de energi og bliver sygemeldt," advarer hun.

"Det gælder om at få lidt glæde ind i lektierne, for livet bliver bare en fantastisk mulighed, når man kan møde ord, tal og alle andre kulturelle teknikker og herigennem udvikle sig selv," siger hun.

Skal det lykkes, skal pædagogerne begynde at tænke didaktisk.

"De skal ikke tænke, at de har undervisning, men tænke, hvordan møder eleverne det anderledes og forandres derigennem," siger hun.



Det døde rum. Efter de to indledende kursusdage vendte pædagogerne tilbage til hverdagen for at arbejde med lektiehjælp. Et halvt år efter mødtes alle igen, og der var en stor spredning på, hvor langt folk var nået.

Nogle institutioner havde bare sat et skilt op med 'Lektiehjælp' på døren til et rum, der lignede et klasselokale. Skulle nogle børn have brug for hjælp, var pædagogerne klar til at træde til. Men det var ikke nødvendigt, fortæller Iben Valentin Jensen.

"Det var et totalt dødt rum, og der kom aldrig nogen," siger hun og påpeger, at dermed havde pædagogerne i hvert fald tilbudt lektiehjælp.

"Men hvis vi mener noget med det her, så skal vi tænke anderledes," konkluderer hun.

Og det var der nogle pædagoger, der havde gjort. En havde indrettet et rum med gamle computere, masser af spil og hygge i lange baner.

"Det var et rum, som pædagogen selv syntes var sjovt at være i. Det var lige ved, at der var kø for at komme ind i det," siger Iben Valentin Jensen.

En anden pædagog havde etableret lektiehjælpen i køkkenet, hvor børnene kunne komme og få lidt at spise og en kop te, mens de lavede lektier.

"Så kommer alle pigerne. De er supergode til at hygge. På et tidspunkt er der en, der spørger: 'Hvad laver I? Laver I lektier?' 'Nej, vi hygger os!' Selv om det var helt åbenlyst, at de lavede lektier," fortæller Iben Valentin Jensen.

Til sidst kom der så mange for at hygge sig, at man måtte begrænse adgangen, fordi det gik ud over lektielæsningen.



Fodbold kan være lektier. Der var også mange, der havde lavet udendørsaktiviteter, hvilket især tiltrak drengene, når der skulle bygges eller spilles fodbold. Der fik børnene så lov til at måle og regne ud, når der skulle bygges.

En havde brugt fodboldbanen og delt den op i rum for navneord, tillægsord og udsagnsord. Så skulle bolden sparkes det rigtige sted hen, når pædagogen råbte et ord.

Det er en ny måde at lege med ord på, men man skal ikke mase undervisning ind i alle sammenhænge, advarer Iben Valentin Jensen.

"Man skal passe på, at man ikke ødelægger legen. Hvis børnene er i gang med noget for sig selv, kan man så gå hen og træne navneord?" spørger hun og understreger, at det er en reformpædagogisk pointe, at børn skal lade op til næste dag.

"Fritiden gør, at de kan være koncentrerede i undervisningen. Der udvikles nogle vigtige hjerneprocesser, når barnet tænker og handler på egne præmisser. Bare det at koordinere i fodbold udvikler dem," siger hun.

For børnene er det især vigtigt, at lektierne i skolefritidsordningen ikke ligner undervisning.

"Børnene er meget bevidste om, at nu er det ikke undervisning længere," siger Iben Valentin Jensen.

Hun kalder dilemmaet mellem skole og fritid for et 'spændingsfelt'.

"Men det er det, der er fantastisk ved at være lærer og pædagog," siger Iben Valentin Jensen.

"Selv om jeg siger undervisning for sig og fritid for sig, så har jeg det enormt ambivalent, for det er også to sider af samme sag. Rent pædagogisk løser jeg ikke det her, om jeg så blev 100 år, for det er lidt som at sige 'Hvad kommer først, ægget eller hønen? Hvad er vigtigst, teori eller praksis? Eller hvad er meningen med livet?'," siger hun.

For pædagoger gælder det om at anskue lektiehjælp som et menneskeprojekt og gøre det så konkret som muligt, anfører hun.

"Hvordan kan vi få lektier til at give folk lyst til at vide, at blive klogere på tilværelsen, til at opleve, at skolen også er min mulighed for at være en del af et større fællesskab," siger hun. p



"Lektiehjælp i SFO'en" af Iben Valentin Jensen, forlaget UP.



Skolen eller livet?

Skellet mellem lærere og pædagogers opfattelse af fag og arbejde bliver også beskrevet i 'Lektiehjælp i SFO'en, ligesom lektiebegrebets historie bliver afdækket.

To tænkere fra oplysningstiden, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) og Immanuel Kant (1724-1804) repræsenterer således henholdsvis (fritids-) pædagogikkens og skolens oprindelse:

Jean-Jacques Rousseau:

Barnet skal udvikle egne erfaringer ved hjælp af sit møde med naturen (induktiv tilgang, erfaring før belæring).

Immanuel Kant:

Barnet skal kultiveres og præsenteres for vores overleverede boglige kultur (deduktiv tilgang, belæring før erfaring).



Kilde: "Lektiehjælp i SFO'en" af Iben Valentin Jensen.





Reformpædagogik

Inspireret af Rousseau slog reformpædagogikken igennem efter 2. verdenskrig. Hovedpunkterne i reformpædagogikken er:

• Barnet er subjekt og skal derfor ses i sin individuelle menneskelighed.

• Forståelsen er omdrejningspunktet.

• Barnet skal først og fremmest se mening i og forstå sin omverden.

• Barnet bør stimuleres til selvstændighed og lære på egne præmisser.

• Barnet skal have muligheder for og mod på at tolke lærerens materiale samt komme med egne fortolkningsbud.

• Fokus på individuel udfoldelse, barnets individuelle udvikling og relationen mellem lærer og elev.



Kilde: "Lektiehjælp i SFO'en" af Iben Valentin Jensen.