Sendetid: Det kan godt være svært at stille spørgsmål

De unge journalister og kamerafolk lærer at være tålmodige. Initiativtager og tovholder Kenneth K. Kristensen sørger for, at børnene også tager det seriøst.

Det er ikke altid så let at være journalist. Det har Morten på 10 år allerede lært.

»Det kan godt være svært at stille spørgsmål. Det er ikke altid, de ved, hvad de skal svare, og så skal man jo stille nogle andre spørgsmål. Men det er sjovt,« siger han.

Han er en af de mange unge journalister, og han var blandt andet klar med mikrofonen, da vennerne lavede mad ved aften-SFO.

Emil på ni år er enig med Morten:

»Der er nogle, der bliver lidt generte, når de skal sige noget. Så står de bare der, og så skal man hjælpe dem i gang,« siger han.

Børnene lærer at være tålmodige, og at man skal spørge på en måde, så der ikke bare kan svares ja eller nej. For eksempel skal man ikke spørge, om noget er sjovt, men man kan spørge, hvorfor noget er sjovt. Og der er fuld koncentration på, for hvis der ikke svares, skal der følges op.

»Det er mest de små, der ikke altid gider svare,« siger Emma, og Karoline på 10 år nikker.

»Men så må vi jo prøve at sige det på en anden måde,« siger hun.

De fire unge journalister ved, at det er reporterens lod: Den skal i kassen, og nogle gange skal svarene lirkes ud af offeret. Men for det meste er det nu nemt nok, mener de. Og på den måde er SFO-TV også med til at skabe kontakt på tværs af alder mellem SFO’ens børn.



Stolthed. Morten, Emil, Emma og Karoline er fire ud af mange, der allerede har vænnet sig til tilværelsen som mediefolk. Nogle kaster sig ud i det, andre er mere tøvende:

»Vi gør meget ud af at få så mange som muligt med, men det er selvfølgelig frivilligt. Vi kan jo se, at nogle holder sig lidt i baggrunden, men er interesserede. Så sørger vi for at få dem med, hvis de vil. Vi sørger også for at få mange børn med, når vi optager, for forældrene vil jo gerne kunne se deres eget barn på optagelserne,« siger Kenneth K. Kristensen.

Han var initiativtager og er nu tovholder, og for ham er det vigtigt, at børnene med det samme lærer, at nok leger de sig til at blive dygtigere, men det er seriøst.

»De lærer at stille spørgsmål på den rigtige måde, og de lærer at holde kameraet stille, så vi får nogle gode optagelser. Nogle har selvfølgelig mere flair for det end andre, men alle kan være med, og man kan mærke, at det er med til at give dem stolthed.«

Og det er én af sidegevinsterne: Børnene vil gerne lave nogle gode optagelser. De er stolte af det, de har været med til at lave, når de sidder sammen med forældre og bedsteforældre og ser det, og de er stolte af deres SFO.

»Nu forsøger vi at komme rundt om alle aktiviteter i vores indslag. Vi laver for eksempel reportage fra Skattekisten, hvor der laves kreative ting, og indslagene bliver liggende, så også nye forældre kan gå ind og finde ud af mere om SFO’en,« siger Kenneth K. Kristensen.

Børnene lærer at bygge op til indslag og til interview, og på skærmen præsenteres hver gang, hvem der er journalist, og hvem der er kameramand. Og på den måde lærer børnene stille og roligt noget generelt om medier og om, hvordan medier virker. Og hvis forældrene glemmer at logge ind på Kanal SFO-TV, skal børnene nok huske dem på det:

»Ja, jeg hørte lige et barn sige til sin mor, at nu skulle de hjem og se indslaget fra den store SFO-dag i Jesperhus Blomsterpark,« siger Kenneth K. Kristensen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.