Rummelighed. Stemplet som værdifuld

Stemplet af nederlag. Stemplet med skepsis, frygt, vrede og vold. Mange mennesker er næsten ikke til at få øje på bag alle de stempler, livet har givet dem. Men så kan der pludselig gå grus i stempelmaskinen. For eksempel når 22-årige Kristijan står der i den integrerede institution Pakhuset i Brønshøj, og lille Magnus på 4 år vil have hjælp til sin fine tegning. Af ham. Lige nu.

Magnus ser Kristijan. Den voksne. Medarbejderen på stuen. En af dem, man altid kan regne med. Ikke en ranglet romaknægt med lidt for mange attituder, store bevægelser og en vanskelig baggrund. Sådan ser børn.

Pædagogerne ser begge dele hos Kristijan, men vælger at se ham som kollega og møde ham med tillid og krav. Sådan kan nogle voksne se.

I Pakhuset er medarbejderne så gode til den slags, at overborgmester Frank Jensen netop har tildelt institutionen prisen ’Det rummelige arbejdsmarked’. Den gives for institutionens villighed til at give mennesker i udsatte og sårbare situationer mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet via virksomhedspraktik.

For Kristijan har det betydet, at han nu er ved at få et vaklende liv på skinner. Han er ved at samle forudsætninger for at blive pædagogmedhjælper, et job, som hans støtte­personer anser for at være realistisk, og som Kristijan viser evner for og har lyst til.

Kristijan er ved at få et nyt stempel: Menneske med værdi.



En naturlig opgave. Kristijan er ikke den første, der har fundet fodfæste i samfundet via Pakhuset, og han bliver ikke den sidste. Pakhusets sociale arbejde er foregået gennem en længere årrække i samarbejde med flere aktører, heriblandt Projekt Springbræt. Det er en privat organisation, som løser opgaver for Københavns Kommune, og som også har stiftet prisen.

Institutionsleder Erling Kølner Jensen finder det naturligt at påtage sig et socialt ansvar som en del af sit daglige arbejde og som menneske.

»Pakhuset hjælper folk, som af forskellige årsager har stået uden for arbejdsmarkedet. Det kan være på grund af somatisk eller psykisk sygdom eller livskriser af anden art. Men vi har også et samarbejde med sprog- og jobcentre for at hjælpe mennesker over

arbejdsmarkedets sprogbarrierer. I øjeblikket har vi en kvindelig kunstner ansat, som for ni måneder siden ’kun’ talte kinesisk og fransk, men som nu taler rigtig godt dansk efter at have lavet kreativt værksted med vores børn i ni måneder,« fortæller Erling Kølner Jensen.

Institutionslederen er opmærksom på, at det sociale arbejde kræver en ekstra indsats og god motivation hos de øvrige medarbejdere. Men han opfatter det også som en gevinst for arbejdspladsen.

»I en del tilfælde får vi simpelthen et mærkbart arbejdskrafttilskud. Men den største værdi ligger i, at vi stiller skarpt på os selv, både som arbejdsplads og fagligt. I mange år har vi bestræbt os på at kunne inkludere så mange børn med særlige udfordringer som muligt. Men inklusion på kollegialt niveau tvinger os til at rette blikket indad. Hvem er vi? Hvad kan vi? Hvorfor gør vi, som vi gør. Det spørger de jo om, de nye medarbejdere, og så skal vi kunne svare.«



En bredere forståelse. Erling Kølner Jensen peger også på, at de midlertidige medarbejdere øger den sociale forståelse i et måske lidt ensartet miljø.

»Her i Brønshøj er det almindeligt at komme fra en kernefamilie med trygge rammer, bil og parcelhus. Men verden er større, og det skal vi afspejle. Nogle af de nye medarbejdere kommer fra et miljø, hvor man får en på lampen i stedet for at blive strøget med hårene. Det kan høres og ses på dem. Men man skal kunne se mennesket bag den hårde facade og de stejle attituder. De nye medarbejdere får til gengæld indsigt i, at livet kan være mere varmt og præget af tillid, end de er vant til. Børnene er ligeglade med, om voksne ser voldsomme ud. De kan mærke, om man gider være sammen med dem, og det er det, der tæller,« siger lederen.

Erling Kølner Jensen har også tidligere i livet haft nærkontakt med de samfundsborgere, som mange helst undgår, senest i et job som pædagog på et heroinbehandlingssted.

»Lige så vanskelige brugerne kunne være, lige så fantastiske ting kunne de pludselig vise sig at rumme. Udsatte mennesker er ofte meget interessante,« mener Erling

Kølner Jensen.

Pakhusets rummelige arbejdspladspolitik bakkes op af forældrene i bestyrelsen og medarbejderstaben. Arbejdsmiljørepræsentant og pædagog Ulla Rosenqvist har flere gange været vejleder for de midlertidige medarbejdere og har fundet det meget givende. Hun er heller ikke fremmed over for det enkelte menneskes sociale ansvar helt generelt.

»Jeg går som Natteravn og skaber tryghed i belastede kvarterer. Jeg er ikke bange for eksempelvis unge indvandrere, jeg har set mange sider af samfundet, er vant til at yde en social indsats og oplever det ikke som specielt krævende,« siger hun.

Og det koster både diskussioner og ressourcer at påtage sig et sociale ansvar.

»Vi kan have hed debat i medarbejder­gruppen. Af og til oplever medarbejdere inklusionen som en byrde. Der er jeg imidlertid nok ret insisterende,« siger Erling Kølner Jensen.

Ulla Rosenqvist finder det også somme tider krævende, at man i nogle tilfælde skal forklare de helt grundlæggende ting omkring ordentligt samvær og omgangstone.

»Det kan være nødvendigt at lære folk pli – at det er anderledes at være på en arbejdsplads end hjemme. For eksempel skal man tale anderledes til børnenes forældre end til ens venner, og man har tavshedspligt, som skal tages alvorligt osv.«



Helt nede på jorden. Skal man virkelig starte så grundlæggende i en virksomhedspraktik. Ja, lyder det klare svar.

»I begyndelsen var Kristijan for eksempel så opsat på at klare sig godt, at han startede dagen med at hælde to energidrikke i sig og ryge fire smøger, og så var han helt kulret af virkelyst. Det skete med de bedste inten­tioner, men det spredte uro, og han nærmest besvimede af træthed, når han kom hjem til kæresten og deres barn. Vi måtte have en snak om at droppe energidrik på arbejdspladsen, geare ned og leve mere sundt. Vi satte ham også lidt ned i tid for at give luft til familielivet derhjemme,« fortæller Erling Kølner Jensen.

»Vores succeskriterium er ikke kun inklusion, men funktion. Vi skal have tingene til at fungere for arbejdspladsen og for det menneske, vi har taget ind. Ofte er det en person, som har mange og store nederlag i bagagen. Den bagage skal vi ikke fylde yderligere, selvom indsatsen i nogle situationer måske kræver mere af os, end vi oplever at få igen.«