Rumænsk vuggestue med dansk pædagogik

Dansk pædagogik bliver forbilledet, når en ny vuggestue for udsatte børn etableres i Rumæniens hovedstad, Bukarest.

Dansk pædagogik kommer til at præge en daginstitution, der åbner i Rumæniens hovedstad, Bukarest, efter sommer­ferien. Institutionens personale vil blive trænet i dansk pædagogisk praksis af undervisere fra professionshøjskolen VIA University College.

Den nye institution i Bukarest er mål­rettet særligt udsatte 0-4-årige fra familier med økonomiske og sociale problemer, alkoholmisbrug eller sygdom. Det er småbørn, som er præget af svigt og manglende stimulation, og som ikke ville komme i vuggestue, hvis ikke de sociale myndigheder i Rumænien gav dem og deres familier et særligt tilbud.

De kompetencer og metoder, der udvikles hos specialvuggestuens medarbejdere med inspiration fra Danmark, vil formentlig senere blive overført til blandt andet special­børnehaver, børnehjem og plejeforældre.

Den nye specialvuggestue skal drives af offentlige myndigheder i Rumænien, men etableringen og de første års drift støttes med 4,7 millioner kroner fra danske Villum Fonden.

»VIA University College er i forvejen involveret i projekter i Rumænien, og nu har de sociale myndigheder i Rumænien anmodet VIA om rådgivning til og kompetenceudvikling af personalet i den kommende special­vuggestue. Afsættet er, at VIA skal træne medarbejderne i den pædagogiske praksis, vi bruger her i Danmark, men tilpasset ­rumænske forhold og behov,« forklarer Peter Møller Pedersen, der er chef for pædagog­uddannelsen i VIA.

Kompetenceudviklingen skal varetages af tre-fire af VIA’s undervisere fra pædagog­uddannelsen. De får også stor indflydelse på indretningen af specialvuggestuen.

Det er ikke kun rumænerne, der får gavn af samarbejdet. Internationalisering er et prioriteret element i VIA’s vision, fordi input fra udlandet giver øget viden og nye pers­pektiver til arbejdet i Danmark, og fordi det er vigtigt at ruste såvel VIA som de studerende til den globaliserede verden, forklarer Peter Møller Pedersen.

For eksempel vil VIA’s pædagogstuderende få mulighed for at komme i praktik nogle ­måneder i institutionen, der er normeret til cirka 30 udsatte børn.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.