Rejsehold sætter fut i børnene

Daginstitutioner kan hente råd og inspiration til, hvordan de får mere bevægelse ind i hverdagen.

Lad børnene bestige bjerge, kravle i trætoppe, sno sig gennem tunneller og lege fisk i vandet. Og lad dem selv opdage, at motion og bevægelse er sjovt.

Det er budskabet i et nyt tilbud alle daginstitutioner og skoler, der via projektet 'Alt om Kost' kan hente inspiration til, hvordan de får mere bevægelse ind i hverdagen.



Et rejsehold af konsulenter tager rundt i landet og hjælper institutioner med at formulere en bevægelsespolitik, der tager udgangspunkt i de muligheder og ønsker, som den enkelte vuggestue, børnehave eller SFO har.

Baggrunden er, at Sundhedsstyrelsen opfordrer både institutioner og skoler til at skabe rammer for fysisk udfoldelse, sådan at børn og unge kan få sig rørt i mindst 60 minutter om dagen.



"Vi har i nogle år tilbudt at hjælpe institutionerne med at indføre en mad- og måltidspolitik, men fra august i år har vi udvidet tilbuddet med konsulentbistand for de institutioner, der ønsker en bevægelsespolitik. Vi prøver at søsætte tanker, der kan hjælpe institutionen med at nå frem til en klar holdning. Hvordan vil man arbejde med bevægelse? Hvad er målet? Når institutionen har defineret det, kan Rejseholdet inspirere og rådgive om, hvordan man kommer i gang med processen," forklarer projektleder Puk Holm.



Undervejs i forløbet skal institutionen tage stilling til, hvordan man både inden for og uden for kan appellere mere til børns fysiske leg. Det kan være små ændringer, der har stor betydning i dagligdagen. Det kan også være nye redskaber på legepladsen, klatretræer eller et 'bjerg' til at bestige.

"Vi kommer også med ideer til, hvordan man udnytter de ressourcer, der er i lokalområdet, som for eksempel haller, grønne områder, skove og legepladser," fortæller Puk Holm.

Allerede i 2005 fik den integrerede institution Højgårdsparken i Varde besøg af Rejseholdet. Dengang var fokus især rettet mod sund kost, men kostpolitikken førte mere med sig.



Leder Kirsten Stage fortæller, at motion og bevægelse var en naturlig forlængelse af tanken om at skabe gode rammer for de 0-6 årige børn.

"Vi prøver hele tiden at udfordre børnenes motorik, og vi oplever børn, der vokser med opgaven. De er fulde af selvtillid, når de klatrer op i den højeste gren eller kravler op ad rebstigen til rutsjebanen," fortæller hun.

Højgårdsparken har siden Rejseholdets besøg indført en ugentlig gymnastikdag, en ugentlig tur i svømmehallen med de ældste og et ugentlig besøg i naboens lade, hvor ungerne tumler rundt mellem halmballerne. En legepladsekspert har hjulpet med at give legepladsen et løft med to store bakker, samt nye redskaber og træer til at klatre i.



Sådan får du fat i rejseholdet

'Alt om Kost' Rejseholdet vejleder daginstitutioner og skoler om fysisk aktivitet og sund kost. Initiativet kommer fra Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen.



Indtil 1. december 2010 kan institutioner og skoler købe en aktivitetspakke, der er rettet mod forskellige grupper af børn. Pakken indeholder rekvisitter som spil, bolde, tunneller med mere, der kan sætte gang i børns fysiske udfoldelser. Rejseholdet kan kontaktes på tlf. 8060 1060 eller ved at gå ind på deres hjemmesiden (se under Rejseholdet). Her finder man også information om Rejseholdets medlemmer, deres kompetencer, og hvad en institution skal forholde sig til, når den vil indføre sin egen kost- og bevægelsespolitik.

Læs mere på www.altomkost.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.