Rejsehold: Pædagoger kan forbedre skolen

Pædagoger skal også kunne undervise i de mindste klasser, anbefaler Skolernes Rejsehold.

Pædagogerne blev ikke glemt, da Skolens Rejsehold i fredags fremlagde 10 anbefalinger og en uddybende rapport om, hvordan den danske folkeskole kan blive både bedre og billigere.



Især i anbefalinger, der vedrører skolens arbejde med specialklasseelever og unge med adfærdsmæssige problemer, er pædagogernes rolle nævnt: ’Specielt for udsatte børn og unge vil det være en fordel, hvis SFO, ungdomsskole og fritidsbeskæftigelse etableres i samarbejde med skolen og eventuelt foregår på skolerne’, hedder det i anbefalingerne om støtte til elever i vanskeligheder.



Pædagoger skal undervise.

Også i forhold til undervisningen af de mindste børn fra 0. til 3. klasse – og i det hele taget arbejdet med at integrere børns skole- og fritidsliv – tilskriver rejseholdet pædagoger en vigtig rolle.



Rejseholdet er klar til et opgør med skolelærernes monopol på undervisning i folkeskolen og anbefaler at ændre folkeskoleloven, så undervisningen ikke udelukkende må foretages af læreruddannede: ’Skoler skal kunne inddrage andre kompetencer og medarbejdergrupper, eksempelvis pædagoger’, lyder anbefalingen.



Heldagsskoler.

I dag arbejder cirka 12.000 SFO-pædagoger i folkeskolen, og 95 procent af dem underviser på de små klassetrin i projekter med at integrere leg og læring, og i forsøg med heldagsskoler. Rejseholdet anbefaler, at kommuner frit skal kunne oprette heldagsskoler, og at der oprettes flere store skoler i Danmark, blandt andet for at sikre et bredt teamsamarbejde flere fagligheder imellem.



BUPL’s formand, Henning Pedersen, er positiv over for de konkrete anbefalinger.



»Pædagogerne er med til at skabe trivsel og læring hos børnene både i og uden for klasselokalet. Trivsel er en afgørende forudsætning for læring. Det ved både lærere og pædagoger, og rejseholdet har tydeligvis også haft blik for det. Næste skridt er nu, at politikerne prioriterer pædagogers rolle i folkeskolen,« siger han i en pressemeddelelse.



Læs mere på www.boernogunge.dk og se anbefalingerne på www. rejseholdet.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.